Det kræver enhed og tjenersind at nå målet

Af Johannes Hansen, cand.teol. og præst i Apostolsk Kirke, Aalborg

1. Kor.12,12-13: “For ligesom legemet er en enhed, selv om det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange, som de er, dog danner ét legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke.”

Når små børn begynder at lave andet end kruseduller på papiret og begiver sig ud i den svære kunst at tegne mennesker, så gengiver de dem typisk på èn bestemt måde. Nemlig med et kæmpestort hoved med nogle tynde arme og ben stikkende direkte ud fra hovedet. Der kan sikkert gives mange psykologiske forklaringer herpå, men det karakteriserer tilsyneladende småbørns opfattelse af kroppen.

I den henseende adskiller de sig ikke meget fra de fleste kristne! Vores opfattelse af “Kristi legeme” er ofte: “Jeg ved ikke helt hvilket lem eller organ, jeg er, men ét er sikkert, jeg er koblet direkte på hovedet, direkte på Jesus”. Det er da meget sødt, ikke? Men ikke desto mindre umodent og kun en halv sandhed. For hvad bliver der af de andre lemmer? Hvordan hænger jeg lige samme med dem? Og kan det tænkes at jeg slet ikke kan fungere, hvis ikke jeg er koblet ligeså tæt sammen med dem som med hovedet?

Det bliver ikke bedre af, at mange kirker og fællesskaber ser sig selv på samme måde. Den lokale kirke eller menighed, som i Paulus’ opfattelse i bedste fald er et organ eller lem på legemet, opfatter sig som hele legemet. Men det er jo ikke, hvad Bibelen siger. Kristi legeme er den universelle kirke, den, der består af alle Kristus-troende.

Kirken med stort ”K”

Hvis det er sandt at hver enkelt menighed “blot” er et lem eller organ på legemet, så kan vi ikke bedømme en menighed isoleret fra det øvrige legeme. Eller sagt på en anden måde: hvad hjælper det, at min lever fx er helt fantastisk, hvis resten af legemet er sygt? Og kan jeg sige om et organ, at det er velfungerende og sundt, uden at måle på, hvad det positivt bidrager med til sundheden i resten af min krop? Kirker må med andre ord også vurderes på, hvor godt de fungerer i forhold til legemet som helhed, kirken med stort ”K”.

Vi betragter let menigheder og tænker: ”Wow, for en fantastisk menighed”. Men skal vi følge Paulus’ billede af legemet, så kan en menighed se nok så stor og fantastisk ud, men den kan i praksis vise sig at være total nyttesløs i forhold til legemet, for her handler det om, hvad den bidrager med af sundhed, styrke og støtte til de andre lemmer. Et lem eller organ, som vokser uafhængigt af de andre lemmer på legemet, har faktisk større lighed med en cancer end et sundt organ.

For at blive den manifestation af Kristus som kirken er kaldet til, må vi skabe enhed på kryds og tværs af menneskeskabte kirkeskel.
Villighed til at opbygge andre

Guds frelsesplan er storslået. Kirken er Guds redskab til at nå verden med evangeliet om Hans nåde i Kristus. På den måde bliver bønnen i Fadervor: “Komme dit rige, ske din vilje her på jorden som den sker i himlen”, menighedens berettigelse og mandat. Guds kongerige på jorden udleves igennem hans legeme i funktion, aktivt virkende igennem lemmer, som alle bidrager til sundhed, enhed og vækst. Det fordrer, at vi ikke bare er optaget af vores eget, men er villige til at lægge vores eget ned for at være med til at opbygge andre, opbygge legemet.

Kirken i Danmark mangler meget endnu for at være den manifestation af Kristus, som den er kaldet til. Uden enhed og uselvisk tjeneste for hinanden, på kryds og tværs af menneskeskabte kirkeskel, vil der ikke blive megen herlighed eller storhed over kirken. Lad os ikke glemme, at Han gav sit liv for kirken, døbte den i én ånd for derigennem at skabe én ny menneskehed, der åbenbarer Ham i denne verden. Er det egentlig den vision, vi bygger med på, når det kommer til stykket?