Kristne lærer indvandrere at tale dansk

Den nye brugerbetaling på danskundervisning i det offentlige mærkes hos kirkelige organisationer.

Majken Strømme Rokni fra Internationalt Kristent Center, Kbh.

I sommer blev der indført brugerbetaling på danskundervisning i det offentlige. Det kan mærkes hos de kirkelige organisationer, som også tilbyder sprogundervisning. Her oplever man en tydelig stigning i søgningen.

Internationalt Kristent Center (IKC), der står for Indre Missions tværkulturelle arbejde, kan melde om en stigning i kursusdeltagelsen i både København og Aarhus.

I Aarhus er 90 nye elever begyndt på kurserne siden august i år, hvilket er 35 flere end sidste år på samme tid. I København plejer man at ligge på cirka 50 elever omkring august, men har i år haft cirka 80 elever.

Hanna Pedersen arbejder med integration i Aalborg Stift.

Peter Mikkelsen, der er leder af IKC i Østjylland, mener, at en nærliggende forklaring på stigningen er den nye brugerbetaling på sprogundervisning i det offentlige. Han er dog tilbageholdende med at konkludere, at det udelukkende skyldes de nye regler, for andre faktorer kan spille ind.

Også hos IKC i København vurderer tværkulturel medarbejder og sproglærer Majken Strømme Rokni, at en del af stigningen skyldes, at flere nu skal betale selv. Hér har man desuden oplevet en stigning fra 45 til 75 elever på det gratis engelskforløb.

Også i fx Aalborg Valgmenighed tilbydes gratis danskundervisning tirsdag og torsdag, og her aner man også en stigning i efterspørgslen. Hanna Pedersen, der er formand for folkekirkens migrantsamarbejde i Aalborg Stift, siger, at det typisk drejer sig om EU-borgere, der tager hele deres uddannelse heroppe, eller udvekslingsstuderende fra hele verden.

Hun siger, at hun også har hørt om nogen, der slet ikke går på sprogskole længere, fordi de nu selv skal betale.

Kirken løser opgaver

Lovændringen pr. 1. juli betyder, at selvforsørgende udlændinge som studerende, arbejdstagere og EU-borgere, der tidligere havde ret til gratis danskundervisning i offentligt regi, nu skal betale en del af omkostningerne selv.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Det er fuldstændig klassisk, at kirken går ind og løser de uløste opgaver”, siger Hans Raun Iversen i Kristeligt Dagblad. Han er lektor emeritus i praktisk teologi ved Københavns Universitet.
Kirkens konservative fløj står stærkt på området og har gjort det siden begyndelsen af 1990’erne, siger han.

– Når man har tradition for at arbejde med mennesker fra andre lande, tænker man det meget naturligt ind. Efterhånden har de også opbygget en del erfaring og kompetencer, mener Hans Raun Iversen.