Jesus kalder også disciple i dag

Enhver baptist er en missionær – sådan lød det engang i vores fortid! Evangeliet i dag fortæller os, at enhver kristen er missionær, for det at være kristen, er at have Jesus med sig gennem livet – og det på en sådan måde, at det er synligt!

Nietzsche, der som filosof var indædt modstander af kristendommen, sagde engang: ”Hans disciple skulle se lidt mere frelste ud, hvis jeg skulle tro på frelseren”. Eller det kan siges mere positivt, at hvis vi ikke er begejstrede for Jesus og viser, at han forandrer vores liv, så kan selv den bedste missionsteknik ikke gøre kirken større.

Han kalder os ved navn

Se, Jesus er med os alle dage, når vi vælger at være med til at gøre alle folkeslag til hans disciple, når vi dagligt lærer andre at holde alt det, som Jesus har befalet os, og når vi døber dem, det vil sige indvier dem til at blive missionærer, sendebud for Jesus, som kalder sine følgere ved navn.

Det er vældigt betydningsfuldt, at et andet mennesker siger mit navn, i hvert fald, når det er et menneske, jeg meget gerne vil kendes af. Bare det at Jesus på forhånd kender disciplene, gør dem godt. Vi er ikke bare én i mængden i Guds øjne. Vi er et menneske, som fx Inge dernede i kirken, hun er kendt af Gud og forskellig fra alle andre mennesker. Gud kender os ved navn. Måske er det, at Jesus kalder disciplene ved navn, med til at få dem til at følge ham?

Giv det videre

Mission er altså at lære fra os, og at bringe den indvielse til tjeneste videre, som Jesus har befalet os. Og Hans bud er, at vi skal elske vores næste.

Kærligheden er drivkraft i at være missionærer, lige fra William Carey, som var den moderne missions pioner, til nu. Det handler om at møde menneskets fysiske og åndelige behov på én gang – det er pointen også i det, vi gør i dag.

”Giv en fisk til den sultne, og han er mæt i dag – giv en fiskestang, og han er mæt hver dag”. Vi skal ikke prædike ud fra vores kultur, men undervise dem i Afrika og Asien, så de kan prædike med deres baggrund til mennesker af egen baggrund.

Alle kan være med

Og det vidunderlige ved at bruge kærligheden er, at så kan vi alle være missionærer – for det betyder ikke, at vi skal noget med ord, for at overbevise. Nej, Jesus siger til os, at vi skal leve livet i ham – så er vi hans sendebud.

Er mission så det, at nogle få rejser udenlands, og så støtter vi andre arbejdet? Når enhver baptist/kristen skulle være missionær, så handlede det om alle folkeslag, og derfor også om dit eget land, om dine naboer. Naboer, som i dag ikke kun er af dansk afstamning, men som kommer fra hele verden.

Mission er at gå, at bevæge sig over til andre. Det er at lære andre, det vil sige vise, hvad det er at være kristen. Altså leve, så andre vil tænke: Han eller hun har fat i noget særligt! Det er at være villig til at fortælle, når der spørges, og at tage folk med til det, som sker i kirken. Og så er det at være opmærksom på, at vi ikke døber mennesker til at være på en bestemt måde, men til at være redskaber for Jesus. For den mission, han begyndte, var med 12 meget forskellige og meget menneskelige disciple.

Mission er at tage næstekærligheden alvorlig. Hvis du elsker din næste, så ligger der også i dit hjerte en nød for dette menneskes frelse, at det menneske skal møde det glædelige budskab og tage det til sig.

Ja, mission handler om villige fødder og hænder og et varmt hjerte, så når Jesus sendte disciplene ud, så åndede han på dem, gav dem varme hjerter; det gør han også for os i dag – giver os det mod, der skal til! Amen.

Søndagens tekst: Joh. 1:35-51

Jesus møder sine første disciple
35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36 Da han så Jesus komme gående, sagde han: »Se! Det er Guds Lam!« 37 Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38 Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. »Hvad vil I?« spurgte han. »Mester, hvor bor du?« 39 »Kom og se,« svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen, og de blev hos ham resten af dagen. 40 En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41 Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: »Vi har mødt Messias!« 42 Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: »Du er Simon, Johannes’ søn, men fra nu af skal du hedde Kefas.« (Det er det samme som Peter).

43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: »Kom med mig og bliv min discipel.« 45 Filip gik straks hen for at finde Natanael. »Vi har mødt Messias,« fortalte han, »ham som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.« 46 »Nazaret?« udbrød Natanael. »Kan noget godt komme fra Nazaret?« »Kom selv og se,« svarede Filip. 47 Da Jesus så Natanael komme, sagde han: »Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.« 48 »Hvor kender du mig fra?« spurgte Natanael. »Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.« 49 »Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!« 50 »Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.« 51 Så fortsatte han: »Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.«