Myanmar: Kristne tvinges til tavshed om deres tro

Fængsling af kirkeledere, kirkelukninger og forbud mod bøn er nu udbredt i Øst-Burma.

Denne kirke fik ødelagt sit kors, da UWSA-hæren i september angreb kirker i Shan-provinsen.

Den kristne minoritet i Myanmar (Burma) oplever stadig nye overgreb blandt andet i form af fængslinger og forbud mod kristne aktiviteter.

Den 1. oktober skrev Morning Star News, at etniske Wa-rebeller havde lukket mindst 10 kirker i Østburma, lukket dusinvis af andre kirker samt arresteret 92 kristne ledere og 42 studerende. Formålet var at begrænse de kristne aktiviteter, oplyser MSN.

Kristne flygter

Da United Wa State Army havde tilbageholdt de kristne ledere og studenter i Shan-staten, blev nogle af de studerende tvunget til at gøre tjeneste som UWSA soldater.

I Mong Pauk Township er 52 kirker blevet lukket. Tre kirker er blevet ødelagt og alle kristne symboler, fx. kors, er blevet fjernet, oplyser etniske kristne. Også nogle kristne skoler er blevet lukket. Tidligere i september lukkede UWSA-tropper mindst 10 kirker.

– Wa-lederne sagde til de kristne i Mong Pauk, at de ikke engang måtte tilbede hjemme længere, fortæller en lokal kristen leder fra Keng Tung til Morning Star News. “Så nogle kristne vovede ikke at blive boende i Mong Pauk. De tog i stedet til Keng Tung by, fordi de var bange,” fortæller lederen, som ønsker at være anonym.

En nevø fortæller, at familien ikke får lov til at besøge hans onkel, fætteren og andre kristne, som blev fængslet i september.

Ifølge de kristne vil millitsen, som fortrinsvis består af folk fra stammereligioner, prøve at begrænse spredningen af kristendommen. Wa-talsmænd har beskyldt de kristne for ”ekstremisme” og de bekendtgør i en udtalelse fra 13. september, at alle kirker opført efter 1992 er ulovlige og skal ødelægges eller lukkes.

Beskyldninger

De kristne beskyldes også på et UWSA-ledet TV-program for at have tvangskonverteret etniske grupper.

I nogle områder af Myanmar dyrker befolkningen de traditionelle religoner. Men der er også områder med buddhister og kristne, både baptister og katolikker. Omkring 80 procent af befolkningen er buddhister, mens 9 procent er kristne.

Nogle kristne spørger, om det er Kina, som står bag de seneste overgreb mod de kristne i landet. UWSA er den militære del af regeringspartiet UWS, og er vokset ud af kommunistpartiets militærafdeling, som blev opløst i 1989.

Underskriver restriktioner

Kirkeledere fortæller ifølge Christian Post, at hundreder af kristne i Myanmar er blevet tvunget til at underskrive erklæringer om, at de kun vil bede hjemme – ikke i kirkerne.

Pastor Lazarus, som er generalsekretær i Lahu Baptist Convention in Kyaing Tong, i Shan State, har fortalt UCA News, at 100 kristne er blevet løsladt af UWSA efter at have underskrevet ordren. Der er dog stadig 92 kristne fra Lahu, som sidder fængslet, og pastor Lazarus advarer om, at situationen forværres.

Militsen hævder, at de prøver at skabe fred forud for 30 års jubilæet for våbenhvilen mellem USWA og Myanmars regering den 17. april 2019.

Hæren vil ifølge baptistkirken bruge Lahus bibelskole som politistation. UWSA har tvangsrekrutteret 41 mandlige og kvindelige studerende fra bibelstudieklasser i forskellige kirker, fortalte pastor Lazarus til Radio Free Asia tidligere i oktober.