En trosrejse i stille vind og storm

Den kristne lærer og musiker Ken Dolva kender både til at befinde sig trygt i Guds båd, til let at vandre på troens skønne lyserøde skyer og til at svømme desperat i oprørt hav. Sidstnævnte især før, men også i mild grad efter han blev kristen.

Efter nogle svære søgende ungdomsår, hvor han for vild i det åndelige – ikke mindst på grund af en flirt med bl.a. buddhisme og new age – blev han i 1985 personlig kristen. Det skete i kølvandet på et besøg i en apostolsk kirke – og en efterfølgende samtale og bøn med en kvinde med levende tro. Som forandrede alt.

Musikeren, der også er lærer, har i de seneste seks år spillet keltisk musik i orkestret ”Vindens Vej”, hvori han med sin violin overtog en ledig plads efter en klarinetist.

Som yngre var han med i lovsangsorkestret Beraka, der var populært i firserne og halvfemserne, men ikke længere eksisterer. Ellers var han fortsat med det, for han har sjældent følt sig så godt hjemme og på plads som i årene med lovsangsbandet – fra han var 25 og seks år frem:

– Fra tidligere at have haft en æstetisk tilgang til musik oplevede jeg i Beraka, at Gud spillede med. Det var et enormt stærkt åndeligt fællesskab, som jeg voksede af. Det var ikke et perfekt og checket band, og det var der en styrke i. Ruben Engelhardt mødte for eksempel op i gummistøvler til koncert i en fin folkekirke en dag…

– Fordi vi selv var så afslappede, kunne folk slappe af og åbne sig mere for Gud, forklarer han.

Et andet eksempel var en gang, hvor Beraka skulle optages live. Her manglede medlemmerne, da koncerten startede, stadig at finde ud af, hvordan de skulle afslutte titelnummeret på LP’en. Det fandt de ud af undervejs. Og som Ken Dolva grinende forklarer, kan man jo også fade ud bagefter – når man redigerer musik-optagelsen.

– Det var en fantastisk tid. Vi overnattede ofte hos folk, når vi var ude at spille. Engang kom vi til at bo hos en søster og familie til min favoritlærer på seminaret. Denne lærer blev rystet, da han hørte om min nye tro – og at jeg kom i den apostolske kirke, fordi hele hans familie var aktive i kirken i Jylland, men han havde lagt afstand til den. Mit vidnesbyrd afstedkom, at seminarielæreren nu begyndte at læse hele Bibelen igennem fra a til z, fortæller han.

I 2017 blev der i øvrigt udgivet en CD med et opdateret bud på lovsangbandets bedste numre.
Ken oplever til tider en profetisk dimension i musikken. Især i årene med lovsangbandet. Men han er meget forsigtig med det, for han har set det kamme over i folk.

– Den keltiske musik, som jeg spiller i dag, er ikke lovsang – mere salmeagtig og både melodiøs og smuk. Man bliver opbygget af den, ligesom man gør af lovsang, understreger Ken Dolva, der desuden spiller trommer i et ikke-kristent rockband, som han også sætter pris på.

Sorg

I løbet af de sidste tre år har Ken Dolva mistet begge sine forældre og en meget nær ven, som han fandt død i hans lejlighed.

– Det har været en stor udfordring for mig. Man kan leve lidt på en lyserød sky af tro på Gud. Når man så oplever den brutalitet, det er at miste, udfordrer det osteklokketroen. Jeg har måttet finde Gud igen i det, og jeg har mistet noget barnlig uskyld.

– Vi er alle sammen hele tiden på vej her i livet – med mål og planer – og så slutter det bare. Brat.

– Jeg har nogle gange oplevet en stor tomhed over at have mistet. Det havde jeg tidligere været forskånet for, siger han.

Ken Dolva er meget taknemmelig over, at han i mange år kunne dele sin tro med sine forældre. De blev kristne et par år efter ham, fordi de så en positiv forandring i sønnen.

Kvinden i hans liv

Da Ken Dolva i 1993 mødte sin udvalgte, Hilde, havde han i sine søgende år brændt sig på parforhold.
– Derfor var min første indskydelse at løbe væk. Men så hørte jeg i ånden:”For hvert skridt du tager ind i dette forhold, vil du opleve helbredelse og lægedom”.

– Vi mødte hinanden på en konference, hvor vi begge var med i lovsangbandet. Min kone modtog ordene: ”Der er din mand”, da hun første gang så mig. For at få bekræftet, at hun havde hørt rigtigt, bad hun om at få tre ting opfyldt, det ene tegn var, at jeg næste gang, jeg kom, skulle have en rød trøje, jakke eller lignende på, fortæller Ken Dolva.

Hvorfor han en kold januardag, hvor han mødte hende igen, tilfældigvis havde taget en tynd rød sommerjakke på, kan han ikke forklare. De to andre kriterier opfyldte han også.

– Jeg havde i øvrigt altid tænkt, at kvinden jeg en dag skulle giftes med, gerne måtte være almindelig og down to earth – ikke nødvendigvis musiker. Men gerne for eksempel sygeplejerske eller noget lignende.

Men vores samtale var fantastisk, og vi havde samme mål for tilværelsen. Det var gudgivent.

– Som musiker har min kone arbejdet med det klassiske, mens jeg har valgt det rytmiske. Vi arbejder ikke sammen, og hun er heller ikke sanger mere, men hun kan godt lide Vindens Vej, siger Ken Dolva, der også sætter pris på hustruens musikalske præferencer.

Parret har tre døtre og bor i Skovlunde.

Frikirkelivet

De sidste femten år er han og familien kommet i Københavns Frikirke på Filippavej, hvor han også har siddet i menighedsledelsen i over tolv år.

Han stoppede med lovsang her, fordi han udover lærerjob og forfattervirksomhed – han har skrevet ni bøger – også spiller i to bands, hvor der skal øves. Der skal være tid til familieliv og hvile.

-Lige da jeg var blevet kristen, lå det mig især på hjerte at dele budskabet med andre. Derfor mener jeg, det er vigtigt, at vi i kirken i dag har en vindende kultur, hvor vi altid husker, at vi er værter – også for de nye. At vi ikke bare hver gang sætter os sammen med dem, vi kender, selvom det er meget menneskeligt, at man gør det. Vi må aldrig bare have nok i os selv.

– En kirke må aldrig være et indspist miljø, når der kommer nye med andre baggrunde og kulturer. Jeg tror, jeg har en slags brobyggertjeneste og synes, fællesskaber og netværksgrupper er vigtige. Og det ærgrer mig med alle dem, der har ”slået sig” på enkelte ikke særligt kloge, uvise kristne, så de ikke er kommet tilbage i kirkelig sammenhæng.

– Der er jo flere retninger, man som kristen kan inspireres af – der enten appellerer til, at folk tager en beslutning om at vælge Jesus, eller at det er Gud, der kalder, udvælger og leder mennesker – ens vilje kommer til kort her.

– Der appelleres nogle gange lidt for meget til vores egen vilje, oplever Ken Dolva.
At adlyde Helligånden og overholde kærlighedens bud er altid det vigtigste.

At falde på plads

Efter at Ken Dolva som ung havde bestået flere eksaminer på teologistudiet, valgte han i stedet at blive lærer og personlig kristen. På det tidspunkt sagde han pænt farvel til alle andre former for åndelighed, som han havde været i berøring med.

– Da jeg som 24-årig begyndte at læse til lærer, var der en kvinde på seminariet, der sagde: ”Jeg er frelst”. Det blev jeg provokeret af. ”Hvad er vi andre så?” tænkte jeg, men tog alligevel med til globryllup i Apostolsk Kirke i Hillerød, da hun skulle giftes.

– Her mødte jeg en kvinde, som spillede violin ligesom jeg. Jeg følte mig draget. Det kunne ligne, men var ikke forelskelse. Da hun inviterede mig hjem en dag, talte vi længe sammen. Undervejs sagde hun, i forbindelse med at vi begyndte at bede sammen: ”Jeg føler, du skal bede om at blive dækket af Jesu blod.” Det gjorde jeg så. Der kom svar, følte jeg – og jeg græd, da jeg blev mødt af noget … af det, jeg længe havde ledt efter.

– I mit indre så jeg samtidig et billede af mig selv hænge og sprælle på korset. Mig og mit gamle ego, fortæller Ken Dolva.

Kvinden sagde i forbindelse med det, der skete:”Nu er du kendt af Gud”.

– Jeg opfattede det som om, jeg var kommet under åndelig omsorg. Da jeg cyklede hjem derfra – efter et par år med indre spændinger, uro og angst … var det pludselig fuldstændig forsvundet. ”Nu er jeg blevet frelst”, tænkte jeg, ”Gad vide, hvordan man opfører sig som frelst?”.

– Jeg var omsluttet af bomuld – pakket ind i vat. I en vidunderlig fred, tilføjer han.

Ken Dolva havde fået et nyt liv som kristen. Det har været og er fyldt med åndelige oplevelser. Senere tog læreren i øvrigt en overbygning som cand. pæd. i didaktisk dansk.