Film om bibler som gav soldater håb afvises af biografer

I den korte film om 1. verdenskrig citerer en flymekaniker fra bibelteksten om det nye Jerusalem, hvor der ikke mere skal findes hverken død, sorg, skrig eller pine.

En landmand, en fisker, en husmor, et barn og en kok citerer fra Åbenbaringsbogens tekster om det nye Jerusalem. Men den korte film fra Bibelselskabet i England er ”for religiøs” for en større biografkæde.

Den korte film starter med klip fra krigens gru, hvor soldater prøver at vinde et par meter frem i skyttegravskrigen. Der er statistik om antallet af faldne fra England og Commonwealth. Derpå kommer oplysningen om, at alle britiske soldater fik en bibel med som en del af udstyret. Og at denne bibel gav soldaterne håb.

Herefter ses klip med mange almindelige briter, som citerer fra teksten i Åbenbaringsbogen kapitel 21.

En landmand citerer vers om den nye himmel og den nye jord, mens han sidder på sin traktor midt i den skønneste natur. Også en flymekaniker, en fisker, en mor og hendes lille søn, nogle lufthavnsassistenter, en frisør og en kok citerer fra teksten om evighedshåbet.

Evig fred = ’for religiøst!’

Desværre har biografkæden Empire Cinemas med 120 lærreder 14 forskellige steder i Storbritannien afvist den kun tre minutter lange film med den begrundelse, at den er ”for religiøs” for biografgængerne.
Empire Cinemas bringer hverken religiøse eller politiske reklamer, selv hvis de omhandler aktuelle begivenheder, skriver avisen The Guardian.

Bibelselskabet har produceret den korte film i forbindelse med 100-året for våbenhvilen efter 1. verdenskrig.

“Over 9 millioner mænd og kvinder fra England og Commonwealth gjorde tjeneste i 1. verdenskrig. Alle de britiske soldater fik en bibel som en del af udstyret. For mange var det en kilde til håb om evig fred,” hedder det i indledningen.

Efter de korte klip fra krigens gru viser kortfilmen de moderne briter, som citerer versene fra Åbenbaringsbogen 21 vers 1-7.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Filmen slutter med at konkludere: ”Bibelen giver stadig fred og håb i dag.”

Det britiske bibelselskab havde bedt firmaet Pearl & Dean stå for annoncering og distribuering af filmen. Men firmaet måtte melde tilbage, at biograferne nedlægger veto mod enhver type religiøs og politisk reklame.

– Alle soldater fik en bibel med i krigen, og det gav håb til mange, siger Paul Woolley fra det britiske bibelselskab.
En kilde til håb for alle

Paul Woolley fra det britiske bibelselskab er skuffet over afvisningen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



“Bibelen er ikke et ”religiøst dokument”, som kun er for kristne eller til brug i det ’religiøse’ liv. Det er en bog for alle mennesker. Det er historisk fakta, at Bibelen var vigtig del af en britisk soldats udstyr og at den for mange var en kilde til håb,” siger Paul Woolley til The Guardian.

“Naturligvis har Empire Cinemas ret til at vælge, hvad de vil vise, og hvad de ikke vil vise. Men det er trist, at deres kunder ikke får en chance for at reflektere over Bibelens rolle både i fortiden og i nutiden,” slutter han.