Gassen har fortaget sig en smule…

(Læsetid: 2 minutter)

De fleste i kristne kredse kender efterhånden ”For King and Country”. De har netop udgivet deres tredie studio album. Deres to foregående har været med stor succes, og derfor har de to brødre, Joel og Luke Smallbone, også haft mulighed for at prøve ting af.

Det afspejler deres album også. De fortsætter, hvor de slap (jævnfør deres seneste album: ”Run wild. Live Free. Love Strong”), med høj energi, mange vokaler og fængende melodiske riff. Albummet starter stærkt, hvor også deres titelnummer ”Burn the ships” særligt er et klassisk ”For King and Country”-nummer.

Når vi bevæger os længere hen i albummet, bliver det dog mere og mere fjernt fra, hvad kernen af deres musik er. Der er stadig noget af deres ”sound”, som de har bevaret, men jeg synes også, det er blevet for meget eksperimenterende i forhold til det, jeg godt kan lide ved dem. De plejer at være eksplosive og energifyldte, men albummet er blevet overvejende refleksivt, hvilket jeg synes ikke klæder dem så godt.

Albummet er ikke på nogen måde en katastrofe, men skal man sætte det i lyset af, hvad ”For King and Country” har udgivet af studio albums førhen, så må dette album være det mest anonyme. Der er ikke mange ørehængere og hits, som de to foregående albums ellers har båret præg af. Er man fan, så vil man heller ikke blive helt skuffet over albummet, men man kan godt savne lidt mere af deres energiske stil.

Man kan godt tillade sig at forvente mere fra ”For King and Country”, men omvendt kan man godt forstå, hvis de har haft lysten til at eksperimentere, og bevæge sig lidt væk fra kernen af det, de allerede har lavet.
Filip Simonsen

Kunstner: For King and Country – Titel: Burn the ship – Genre: Pop –
Download: itunes.dk – Pris: 69 kr.

Læs også