KDs chefredaktør fylder 60 år
Journalist Erik Bjergager, som siden 1994 har været ansvarshavende chefredaktør og siden 1995 desuden administrerende direktør på Kristeligt Dagblad, fyldte 60 år sidste lørdag.
Erik Bjergager afsluttede sin journalistuddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i 1983. Han har også taget en mastergrad i journalistik og samfundsforhold på American University i Washington D.C. og har været ansat på Dagbladet Børsen, Radioavisen, Børsens Nyhedsmagasin og The Wall Street Journal.
Chefredaktøren fortæller i et længere interview i Kristeligt Dagblad, at han voksede op i et kirkeligt hjem i Odense, med en far, som var civilingeniør og mor, som var sygeplejerske.
Han husker kirkegangen i den lokale folkekirke som tvangspræget. Alligevel valgte han som gymnasieelev at tjene lidt penge som sanger i Sanderum Kirkes kor. Og kirkegangen var med til at forme hans tro.
Tro, etik og eksistens
Da han skulle vælge uddannelse, stod valget mellem journalistik, medicin og statskundskab. Valget faldt på journalistikken, som han har studeret både i Danmark, Washington D.C og Paris.
I 1993, da han blev opfordret til at søge stillingen som ansvarshavende chefredaktør på Kristeligt Dagblad, gjorde han sig nogle tanker om, hvad der skulle til for at få avisen ud til en større læserskare.
Han kom frem til, at Kr. Dagblad skulle være ”en markant kulturavis, som beskæftiger sig med eksistentielle og trosmæssige spørgsmål og heller ikke undlader at behandle pinagtige emner,” som han formulerede det i et interview med Politiken i 1994.
Og taktikken med fokus på tro, etik og eksistens virkede. Efter en svær start har Kr. Dagblad de sidste 20 år fordoblet sit oplag.
Løbetur og morgensang
Chefredaktøren har skrevet flere bøger, blandt andet en om døden ”Det ender godt” sammen med Johannes Møllehave og ”Gud bevare Danmark – et opgør med sekularismen”.
Erik Bjergager er gift med journalist Anna-Lise Bjergager, og de har to børn. Han elsker at løbe ved Furesøen tidligt om morgenen – hvor han også synger morgensang, fx. ”Se, nu stiger solen” med blikket vendt mod vandet.
Denne salme foruden gudstjenester og aftenbøn minder ham om, at han skal dø en dag. Og med den bevidsthed ”lever jeg tættere på noget, der er sandt,” slutter Erik Bjergager.