Vikingerne blev kristne i Byzans

Da Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”, som han skrev på Jellingestenen, havde Ansgar og andre allerede missioneret i 150 år, som vi tidligere har fortalt her i bladet. Og formentlig var nogle af vikingerne også blevet kristne ved at besøge Konstantinopel (Istanbul).

Det mener teolog Thomas Frank, som er domprovst i Viborg.

Han er også en mand, der elsker ekstremsport. Så for at efterprøve sin teori roede han i 2017 med sin kajak fra St. Petersborg de 3500 km nedad de russiske floder, via Sortehavet til Istanbul (Konstantinopel / Byzans).

Det tog ham 65 dage og var en farefuld færd, som kunne have kostet ham livet.
Men på den måde beviste han, at vikingerne kunne have roet både frem og tilbage i løbet af den sejlbare sæson.

I en fredsaftale fra 945 blev det nemlig aftalt, at russerne ikke måtte overvintre i Konstantinopel.
Og Frank mener ligesom andre, at rus var et andet navn for vikingerne.

Tidligere har man troet, at vikingerne rejste med store vikingeskibe til Byzans, men Frank mener, at de brugte små lette både, som de kunne bære over land, hvor det var nødvendigt.

Thomas Frank er inspireret af Thor Heyredals teorier om, at vikingerne var russere, som rejste mellem Mellemøsten og Norden via de russiske flod-veje.

Fx ligner motivet på Jellingestenen kalkmalerier i Novgorod (Nygård). Og der er andre tegn på, at vikingerne rejste den vej.

Frank argumenterer for, at vikingerne var mere betaget af den østerlandske udgave af kristendommen end den vestlige katolske kristendom. Her stikker der nok lidt forhærdet lutherdom frem med de gamle fordomme om den katolske kirkes magtpolitik. Men Frank indrømmer dog, at kristningen af Danmark ikke blot skyldtes magtpolitik, men at konger og andre blev personligt troende – ikke mindst på grund af de mirakler, som Popo udførte.

Men han sandsynliggør, at vikingerne også blev betaget af den østlige kristendom.

Der findes et gammelt dokument af Nestor, hvor han beskriver kejser Konstantin den 7., der modtager russere fra Kiev.

”Om morgenen sendte kejseren besked til patriarken om, at en delegation af russere (vikinger) var kommet for at undetsøge den græske tro, og instruerede ham om at forberede kirken, præsterne og iklæde sig selv sine hellige rober, så russerne kunne se herligheden af grækernes gud.

Da patriarken havde modtaget disse befalinger, bad han præsterne samle sig, og de udførte de sædvanlige riter. De brændte røgelse, og koret sang hymner.Kejseren ledsagede russerne til kirken og placerede dem på den åbne plads og bad dem lægge mærke til bygningen, sangen, og de pavelige messer og diakonernes tjeneste, mens han forklarede dem tilbedelsen af hans gud. Russerne blev ude af sig selv og priste i deres undren det græske ceremoniel. Og kejserne Basil og Konstantin hilste russerne og sagde: drag nu til jeres fødeland, og sendte dem bort med værdifulde gaver og ære.”

Kajak-rejsen bliver også en åndelig rejse, hvor domprovsten oplever Gud på en ny måde gennem to måneders kamp for at overleve i vildmarken.

Thomas Frank mener også, at vores brutale og krigeriske vikinge-forfædre måske netop fandt forståelse og tilgivelse for deres bersærkergang i den kristne tro.

Thomas Frank: Min vej til vikingernes Byzans –
65 dage i kano. 364 sider 299,95kr. Kristeligt Dagblads Forlag.