Andrew er hjemme til jul i år

”Jeg vil tjene dig, også i fængslet,” bad den amerikanske præst Andrew Brunson, som i to lange år sad i et af præsident Erdogans fængsler.

– Hvis jeg var kommet ud af fængslet efter det første år, havde jeg ligget på gulvet i fosterstilling, sagde Andrew Brunson til Magasinet Stefanus.
Pastor Brunson var tiltalt for både spionage og støtte til terror, hvilket kunne give 35 års fængsel. Menneskeretsgrupper og alle, der kendte ham, kaldte sigtelsen en farce bestående af løgne og konspirationsteorier. Brunson blev gidsel i et politisk spil, og flere af ”vidnerne” mod ham var da også anonyme.

Tvivlede på Gud

I retten den 12. oktober i år var flere vidneudsagn blevet trukket tilbage, og tiltalen var stærkt reduceret. Brunson blev straks sat fri efter to måneder i husarrest.

Aftenen efter frifindelsen kunne han forlade fængslet og sammen med sin hustru, Norine, tage plads i flyet til USA. Parret forlod Tyrkiet 25 år efter, at de havde startet deres tjeneste der.
– At havne i fængsel var langt, langt mere, end jeg kunne klare.
Det første år følte jeg skuffelse, og jeg tvivlede på Gud. Efter at have læst biografier om folk, som har været fængslet, havde jeg fået indtryk af, at det var en stor glæde at lide for Kristus, og at de oplevede Guds nærvær hver eneste dag. Men sådan oplevede jeg det ikke, indrømmede Andrew Brunson.

Ville ære Gud i fængslet

I 2007 sagde Brunson farvel til en dyr kirkebygning og startede i stedet en ny menighed i Izmir i Tyrkiet. Han siger, at han ”siden 2007 havde higet efter at opleve Guds nærvær”.

– Vi har mange gange mærket, at Gud har været nær. Men i fængslet blev jeg chokeret over, at jeg ikke oplevede Guds nærvær. Et par gange troede jeg, at Gud talte til mig gennem drømme, men der skete ikke noget. Det knuste mig.

Brunson har talt om sin skuffelse over ikke at kunne fejre julen og sin 50 års fødselsdag sammen med familien sidste år. Men det andet år i fængslet begyndte Gud at bygge ham op igen.

– Jeg begyndte at lægge alle de spørgsmål, jeg ikke fik svar på, ned i en tænkt boks, som jeg låste. Kun Gud og jeg kunne åbne boksen. Jeg ville bare fokusere på at være en trofast søn, som kunne holde ud. Jeg sagde til Gud, at den dag jeg skal stå foran Ham, vil jeg ikke være en skam, siger Brunson og fortsætter:

– Jeg vil spørge: ”Svigtede jeg, dengang du testede mig? Gjorde jeg alt det, jeg kunne for dig? Var der mere, jeg kunne have gjort?”
Jeg bad: ”Jeg vil tjene dig, også i fængslet.” Det, at jeg var i fængsel, handlede ikke bare om mig. Jeg havnede tilfældigvis midt i noget større. Jeg bad om, at Gud skulle give mig mod til at holde ud til det sidste. Jeg bad: ”Jeg vil tjene dig, Gud, ikke med mine følelser, men med min vilje.”

Lidelse – og nåde

Mens han sad alene og isoleret i fængslet, blev Esajas 50,10 Andrews vers: ”..Når det ser sort ud, og I ikke kan få øje på nogle lyspunkter, så stol på Herren og bed ham om hjælp.”

– Min mor sagde: ”I 2000 år har folk lidt for Jesus. Nu er det din tur.” Jeg græd og svarede: ”Det er frygteligt og smertefuldt.” Hun svarede: ”Selvfølgelig er det hårdt. Det er lidelse”.

– Det kan af og til være vanskeligere at leve for Jesus end at dø for Jesus. Men Gud hjalp mig igennem det. Folk må forberede sig mere på forfølgelse. Men det er vigtigt at være realistisk, at vide, hvad det er, understreger Andrew Brunson.
KPK/Bodil