Her lever religionerne side om side

Af Christian Kjær Noer
Udsendt som volontør af Mission Afrika gennem
Mushemba Foundation

Jeg beundrer tanzaniernes evne til at leve i fred som kristne og muslimer, fortæller Christian Noer, der er volontør i Tanzania.

Jeg kommer gående langs en støvet grusvej lidt uden for Bukoba i Tanzania. En bus kommer bragende imod mig, hvorpå der med store bogstaver står: ” Allahu Akbar!” (Allah er stor!). I baggrunden høres lovsang fra en lokal landbyskirke. Muslimer og kristne lever for alvor side om side her i Tanzania.

Som volontør har jeg på 2 måneder oplevet enorme kulturforskelle. Og en ting, vi danskere virkelig kan tage ved lære af, er tanzanianernes evne til at leve i fred med hinanden på tværs af religioner. I Tanzania er der ligevægt i befolkningsandelen af kristne og muslimer.

Man skulle tro, at det hurtigt kunne lede til stridigheder, men Tanzania er et af de få afrikanske lande, som ikke har haft en borgerkrig siden dets afhængighed. Faktisk har tanzanianerne allerede i deres måde at vælge præsident på gjort noget for at undgå en konflikt imellem de to religioner. Det er nemlig sådan, at når en kristen præsident bliver valgt, vælger han en muslimsk premierminister og omvendt.

Tanzanianerne har vist sig som et stort forbillede for mig, når det gælder at behandle mennesker, der tilhører en anden religion, ordentligt.

Bibelen fortæller os også, at vi skal elske vores næste som os selv. Vi skal endda elske vores fjender og bede for dem, som forfølger os. Denne næstekærlighed må vel også gælde muslimer, selvom de ikke tror på det samme, som vi gør.

Tilbage på grusvejen har jeg efterhånden vænnet mig til at møde både kristne og muslimer. At høre lovsang fra den lokale landsbykirke samtidig med, at en muslimsk bus kører forbi, er ikke længere så fremmed for mig.

Jeg beundrer dog stadig tanzanianerne for deres evne til at fungere som samfund på trods af, at to forskellige religioner lever side om side.


Artiklen fortsætter efter annoncen: