Kristen efterskole er blevet klarere i mælet

Bent Molbech mener, at fremgangen for Djurslands Efterskole skyldes, at man er tydelig om sine værdier

Det handler om at være tydelig i, hvad man er for en efterskole, mener forstander Bent Molbech Pedersen fra Djurslands Efterskole.

Efterskolerne er populære som aldrig før hos de unge og oplever rekordtilslutning. Et sted, hvor medvinden har kunnet mærkes, er på den kristne Djurslands Efterskole i Fjellerup, hvor man på tre år har oplevet at få omkring 25 procent flere elever.

Skolens forstander, Bent Molbech Pedersen, mener, at en væsentlig forklaring er, at skolen er blevet mere tydelig i, hvad man er for en skole.

– Vi fortæller tydeligt i alt vores materiale og markedsføring, at vi er en kristen skole, og at de kristne værdier er en væsentlig del af hverdagen, siger Bent Molbech Pedersen, der har en fortid som landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler igennem otte år.

Klikker man sig ind på Djurslands Efterskoles hjemmeside, er det da også allerede på forsiden tydeligt, hvad det drejer sig om: ”Vi sætter spor hos den enkelte elev – ikke ”bare” som skole, men som mennesker og i livet med Gud!” står der blandt andet.

Djurslands Efterskole er kendt for at udfordre eleverne både fagligt, menneskeligt og åndeligt.

Skolen er vokset fra 81 elever i 2015 til i dag 104 elever, og den kunne i 2016 fejre sit 40 års jubilæum.

Mere fokus på værdier og linjefag

Forventningerne til efterskolerne har ændret sig, mener Bent Molbech Pedersen, og forældrene og deres børn søger i dag i højere grad en skole efter værdier og linjefag, frem for efter tradition.

– Fokus træder mere i spil end for bare 10 år siden, hvor man var mere tro mod traditionen, og hvor det i højere grad handlede om at søge en skole, hvor andre i familien, en far, en mor eller en bror/søster, havde gået. I dag er fokus mere på, hvad skolen tilbyder af værdier og af linjefag. Hvis en søn er mest til sport, er datteren måske mere til musik, og så vælger de i dag forskelligt, når de skal på efterskole, siger Bent Molbech Pedersen.

To gange om året holder Djurslands Efterskole, i lighed med landets øvrige efterskoler, åbent hus (den 9. januar Efterskolernes Aften), og her plejer at dukke 40-50 mennesker op for at høre om skolen, få en rundvisning, en omgang musikalsk underholdning og et måltid mad.

Vi må ikke glemme dannelsen

De måske kommende elever er interesseret i at høre om linjefagene, som på Djurslands Efterskole er musik, fodbold, volley, e-sport og ”Blandet Guld”, som er et mix af forskellige valgfag.

– Efterskolerne har jo ændret sig meget, fra at være startet uden eksamener og til i dag, hvor der både er eksamen og udlandsrejser og masser af spændende tilbud.

– Vi må bare ikke glemme vores dannelsesvinkel. Forældrene tænker, at vi skal lære deres børn noget dansk, tysk og matematik, men de har også en forventning om, at deres børn ”vokser” af efterskoleopholdet. Og at deres børn får nogle gode venner. Dér kan vi noget på de kristne efterskoler, siger Bent Molbech Pedersen.