’Mon ikke vi lever i de sidste tider nu?’

Jesus taler om, at naturkatastrofer og andre tegn skal vise os, at han snart kommer igen.

”…på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen,” siger Jesus i dagens tekst om de sidste tider.

Når vi læser denne tekst, ser os omkring og læser avisoverskrifter, så bliver vi let grebet af, at ”jeg må være midt i Guds endetidsplan”.

Sådan bliver det let, når jeg ser alt ud fra min egen subjektive verden, min tidshorisont og mit eget lands tilstand.

Det underlige er, at uanset om jeg lever i England under 2. Verdenskrig, som fange under IS i Raqqa, i et kommunistisk fængsel i Rumænien eller i lille kønsforvirrede Danmark, så er det let at se opfyldelse af Bibelens tegn i livet lige omkring os.

I dag – eller om 10.000 år

Hvis Jesus kommer i dag, vil alle profetier om han genkomst være opfyldt. Om han kommer om 10.000 år, vil det også være sandt.

Lige så lidt som vi kender og erkender al vores synd, og lige så lidt som vi kan gribe om nådens evangelium af egen vilje og kraft, lige så lidt kan vi gætte, hvornår og hvordan Gud lader profetierne opfylde. Det ved og styrer Himmelens Herre og Gud. Han har suverænt styr på det.

Det er trygt at hvile i.

Jeg behøver ikke spekulere i den ene eller anden fortolkning om tidspunkt for Jesu genkomst.

Jeg kan alligevel ikke tolke eller gætte mig frem til, hvornår han kommer. Jeg må blot vide og hvile i, AT HAN KOMMER.

Ultimativ opfyldelse af Guds løfter

Historiens hovedbegivenhed er allerede sket, Guds løfter i GT er allerede opfyldt, sejren over Satan og al hans hær er sket på Golgata. Synden er betalt, og Jesus har fået al magt i Himlen og på jorden. Jesus er allerede verdens Herre. Han bliver det ikke først, når han kommer igen.

Derfor forventede de første kristne Jesus genkomst helt tæt på, fordi det ville være den ultimative opfyldelse af Guds løfter. Derfor kan du, der kender Jesus som din frelser og retfærdighed, med samme længsel vente på, at Jesus kommer igen.

”Fjender af Guds folk

Du, der kender Jesus som din frelser, har tre fjender.

Du har Satan, som vil gøre alt, hvad han kan for at forføre og fordreje dig væk fra frelsen i Jesus.

Han er allieret med verden uden Gud. De følger gerne hans ideer og gør gerne livet hårdt for Guds folk.

Samtidig har du i dig et syndigt gammelt jeg, der gerne vil slippe for al Satans og verdens modstand. Derfor må du glæde dig til din forløsning kommer – til Jesu genkomst.

”Svir og druk”

”Svir og druk” siger Jesus – eller med andre ord – ”underholdning og forsøg på at glemme livets alvor”.

Lad ikke den megen underholdning i verden forlede dig til at glemme, at Jesus kommer igen. TV, sport, gaming, sociale medier eller besøgene i motionscenteret må ikke få dig til at glemme, at du på dommens dag skal stå foran Jesus.

Heller ikke livets byrder, vores forsøg på at få tiden til at læge alle sår og dagliglivets bekymringer må få dig til at glemme dommedag. Våg derfor.

Tilsagt retfærdighed

Jesus taler til dig, der er hans. Til dig, der i troen på Jesus er tilsagt Jesu renhed og retfærdighed. Midt i jordens undergang, uanset hvad og hvordan det kommer til at ske, må du vide, at for Jesus skyld har du del i evigt liv hos Gud.

Du, der ikke kender Jesus og dermed ikke har den tilsagte retfærdighed, har intet håb. Om du ikke kender Jesus, da vil dommens dag være en grufuld dag for dig.

To budskaber til dig

Hør to budskaber i dag.

1. Kom til Jesus med din synd og skyld, imens det er nådetid. Hør at Jesus blev tilsagt din synd på korset, og du bliver tilsagt hans retfærdighed, bliver hans barn og en del af Guds folk.

2. Som Guds folk, løft dit hoved i forventning, for evigheden hjemme i fred hos Gud venter dig!

Søndagens tekst: Luk. 21: 25-36

Jesu forudsiger sin genkomst
Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«
Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«
Om dagen underviste han på tempelpladsen, men om aftenen gik han ud til det bjerg, som hedder Oliebjerget, og overnattede der. Tidligt om morgenen kom hele folket til ham på tempelpladsen for at høre ham.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk