At udleve et livslangt kald

Ægteparret Rye Clausen skriver om et liv i mission opstået ud fra et kald, der har ført til et spændende liv med svære forhold og store udfordringer såvel som glæder og gode resultater.

Et lyspunkt er, at de har fået lov at opleve frugterne af deres indsats, for det er ikke alle forundt, som har tilbragt hele deres arbejdsliv i mission. Her giver parret Gud al æren og tilskriver det også baglandet og deres mange bønner.

Livet i troperne

Biografien er flot layoutet og viser, hvem der skriver, Annelise med det fortællende og Axel med det faktuelle. De har været udsendt i 30 år med lige lang tid i Tanzania og Cambodja af Luthersk Mission, hvis fokus primært er folkegrupper, der er mindst nået af evangeliet, og hvor evangelisation og diakoni er i konstant parløb. Begge lande med et hedt fugtigt klima og fremmede kultur.

Nogle læsere vil kunne genkende de mange ting i hverdagen, som både kan være sjove, men også ganske besværlige! Indimellem kan man spørge sig selv, om det virkelig havde behøvet at være så krævende, som det har været, for nok skal missionærer leve et nøjsomt liv i tråd med de lokales, og så alligevel. Det skal dog ses i lyset af, at parret har valgt at beskrive deres egen oplevelse af missionærlivets vanskelige sider. Det er en rigtig god bog at blive klog på for dem, der overvejer et liv i mission; for alle andre viser den, hvor meget forbøn missionærer har brug for.

Med Guds hjælp

Parret fortæller om deres liv hudløst ærligt samtidig med, at de er forsigtige med ikke at fortælle alt, for livet på missionsmarken er ikke altid rosenrødt!

Det kan kun fungere med Guds hjælp, da det kan være udfordrende at samarbejde med andre missionærer både lokale og udlændinge fra andre kulturer og kirkeretninger af mange forskellige grunde. Parret kan dog også vidne om, at Kristi kærlighed og trøst i sidste ende var stærk nok, så broderkærligheden kunne sejre. Annelise skriver: ”Først og fremmest var tilværelsen rig på hverdage præget af gode oplevelser.”

Det er imponerende, hvor meget ægteparret har udrettet som igangsættere med opstart af talrige projekter, undervisning og omgang med lokale, fx pionerarbejde i Cambodja og et projekt med at nå masaierne i Sydtanzania. Det viser netop, at Gud kan bane en vej, hvis man er villig og modig til at gå den. Det er sket med Jesu kraft og Helligåndens ledelse.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Annelise og Axel Rye Clausen:
Kald og konsekvens – et liv i international mission
248 sider • 250 kr. • Logos media – En del af Forlagsgruppen Lohse