Fyrtårne i robust kristendom

Forstander på LMH, Henrik Nymann Eriksen, giver gode råd til troslivet i ny bog.

Henrik Nymann Eriksen, forstander på Luthersk Missions Højskole, har skrevet en overmåde pædagogisk bog, som med kun 160 sider alligevel har stor tyngde. Den er både et bibelstudie og hjælp til livet i hverdagen.

Fortidens råd til vor tid

Bogen kommer godt ind i, hvad der skal til for at udleve en robust kristendom. Opskriften er enkel, for værktøjet er tro, håb og kærlighed, men mest af alt kærlighed inspireret af Paulus’ breve i Det Nye Testamente!

Selv om udtrykket ’tro, håb og kærlighed’ bruges i flæng, så vil Eriksen erobre klichéen tilbage til det bibelske, hvorfra det udgår. I vor tid udfordres troen i et sekulært samfund med politisk korrekthed, som konfronterer kristne værdier og holdninger. Derfor gælder det om at stå fast på et robust kristent liv uden at lade sig kue. Selv i det 21. århundrede lever vi med lignende udfordringer som Paulus, for han levede jo netop også i en tid, hvor den kristne tro blev udfordret. Det er derfor spændende at se og lære af, hvilke råd han gav dengang, for at vi i dag kan stå imod med en sund, robust kristendom.

Tro, håb og kærlighed

Eriksen skriver klart om, hvad tro er. Det indeholder viden, overbevisning og tillid. Tro er meget vigtig i Bibelen, og udtrykket ”at komme til tro” beskrives indsigtsfuldt med fokus på, at det i sidste ende er en gave, men at tro også afføder gaver som glæde, fred og Helligånden. Troen trives – ligesom en plante – ved at blive næret!

Men troen kan ikke eksistere uden håbet og kærligheden. Håbet, som er knyttet til Gud, er synonymt med troen. ”Det er forankret i Jesu opstandelse og er grundlæggende rettet mod ham.” Håbet giver glæde og forventning – også til den kommende verden, hvor syndens negative konsekvenser vil være væk, Gud genopretter og forvandler. Håbet om forvandling giver os mod og udholdenhed her og nu – også når det er svært – og er baseret på tillid til Gud.

Et kapitel om kærligheden viser, at den har troen og håbet indbygget. Og at når kærligheden er størst, er det fordi Gud ER kærlighed. ”Hinanden-ord” og mange andre Paulus råd i NT forklarer kærlighedens natur; det er et kald til fællesskab og er sammen med troen vores brynje i åndelig kamp.

Hvert kapitel har en sammenfatning, som er værd at grunde over, for der er mange gudkorn, der fortjener at blive læst, efterlevet og husket!

Henrik Nymann Eriksen:
Robust kristendom – Tro, håb og kærlighed
160 sider • 125 kr.
Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening (LMBE)