Ny indsamlings- og info-medarbejder i BDM
Tidligere præst og efterskolelærer, Martin Højgaard Jensen, Vejle er blevet ansat som indsamlings- og informationsmedarbejder i Brødremenighedens Danske Mission, BDM.
Brødremenighedens Danske Mission, BDM, er inde i en periode med vækst og udvikling. Det er baggrunden for, at organisationen nu har ansat en indsamlings- og informationsmedarbejder på fuld tid.
Valget faldt på Martin Højgaard Jensen, Vejle. Martin har en 3-årig teologisk grunduddannelse og har efterfølgende taget en diplomuddannelse i ledelse.
Han har været præst i Sjølundkirken i Næstved og har været lærer på Skovbo Efterskole.
Derudover har Martin Højgaard Jensen været engageret i redaktionen af et livsstilsmagasin og har været lokalt ansvarlig for koordineringen og afviklingen af indsamlingen til Dansk Flygtningehjælp.
Martin Højgaard Jensen afløser Sten Nielsen, der har været ansat i en halvtids-stilling i 3 år og nu går på pension.
Martin Højgaard Jensen påbegyndte sit nye job den 15. januar 2019.