Asia Bibis frikendelse bekræftet af Højesteret

Asia Bibi blev anklaget for at have krænket profeten Muhammed – og dømt til døden.

Pakistans højesteret har den 29. januar afgjort, at den kristne kvinde Asia Bibi ikke er skyldig i blasfemi mod profeten Muhammed. Dermed stadfæstes den tidligere frikendelse, og Asia Bibi har ret til at forlade sit hjemland.

Asia Bibi sad i 8 år fængslet på dødsgangen, fordi hendes muslimske naboer beskyldte hende for blasfemi. I oktober blev hun frikendt for blasfemianklagen, men islamister raser over afgørelsen og lader deres vrede gå ud over andre kristne i Pakistan.

Selv har Asia Bibi siden frifindelsen opholdt sig i ”sikkerhedsarrest”, fordi islamisterne stadig ønsker at henrette hende og protesterer mod, at hun får lov til at forlade Pakistan. Familien og mange iagttagere mener, at hun kun vil være i sikkerhed i udlandet.

Men selv ønsker hun mest af alt at kunne vende tilbage til sit hjem i delstaten Punjab, oplyser hendes advokat Saif ul-Malook. Han måtte selv flygte til Europa efter retssagen på grund af islamisternes trusler.