Bed for de ufødte i fastetiden
”Prolife i USA har vist en vej…” skriver Ellen Højlund Wibe i det seneste blad fra foreningen Retten til Liv. Nu bliver konceptet med ”40 Days for Life” introduceret i Danmark gennem et bønnehæfte, som er vedhæftet bladet Liv.
I fastetidens 40 dage – fra askeonsdag den 6. marts til palmesøndag den 14. april, kan man hver dag bede en bøn for ufødte børn sammen med abortmodstandere i hele verden.
Effektiv bøn
For 15 år siden startede fire pro-life folk kampagnen ”40 Days for Life” i byen Bryan i Texas, fortæller landsleder Ellen Højlund Wibe i bladet.
”De 40 dages bønnekampagne – eller 40 Days for Life, som blev kampagnens navn – startede som et lokalt projekt i deres egen by i 2004. Abortraten faldt det år med 28% i denne by.
Allerede 3 år senere, i 2007, havde konceptet bredt sig til 33 stater i USA. I dag er 50 lande i hele verden med i lignende kampagner.”
Og der har været flere opmuntringer for abortmodstanderne siden 2004 som direkte resultat af kampagnen: over 14.600 små børn blev reddet, fordi kvinder valgte en planlagt abort fra, 96 abortklinikker i USA er blevet lukket og 78 ansatte ved disse klinikker har forladt deres job.
Faktisk ligger hovedkontoret for 40 Days for Life i en bygning, der tidligere husede en af Planned Parenthoods mange abortklinikker i netop den by, hvor bønnekampagnen startede, fortæller landslederen.