Gudløsheden tager til = Ondskaben tager til?

Er det et sandt eller falskt udsagn? Det kan være svært at tage stilling til, men alligevel vil jeg se på verden omkring os, og se om vi ikke kan lære af et eller andet.

Så vidt jeg kan se af verdenshistorien, stemmer det ret godt overens med bibelhistorien på dette punkt. Det ser ud til, at det går i bølger, hvor vi ikke lærer noget som helst af forhistorien. Det er åbenbart svært at dele erfaring over generationsbarrieren.

Det Gamle Testamente er fyldt med historier, hvor det var en god konge, der fulgte Guds lov og gode hjerte. I de perioder gik det godt, og der var fred i landet og høsten var i overflod.

For næste generation gik det så galt. De glemte Gud og erstattede Ham med afguder af alle mulige arter, så kom der krig i landet, og høsten slog fejl. Udefra og når man ikke kender Gud, kan det være svært at skelne mellem den gode Gud og afguderne.

Det er tankevækkende, hvordan man hører Guds navn blive indblandet, hver gang der er tale om terror, konflikter, hvor begge parter anråber deres Gud (afgud) og giver ham æren. Satan ved godt, hvad der skal til for at give Gud et dårligt ry.

Mytteriet på Bounty

Der er en historie, som for mig er meget tankevækkende, og som giver et meget godt indblik i, hvad det er, der styrer os mennesker med og uden Gud.

Tilbage i 1789, d. 28. april, var gemytterne kommet meget i kog ombord på det engelske flådefartøj Bounty. Det var fristelserne til det søde liv på de skønne Stillehavsøer, der havde drevet besætningen på Bounty til at begå mytteri for at kunne blive i det skønne liv på Stillehavsøerne. Mange var blevet forelsket i de nøddebrune piger, der gerne stillede sig til rådighed for søfolkene. Det endte med, at kaptajn Bligh blev sat i en redningsbåd med 18 loyale besætningsmedlemmer. De blev reddet efter 6.700 km til havs, grundet Blighs dygtige sømandskab.

Mytteristerne sejlede Bounty til en øde ø i det sydlige Stillehav, som de fandt på trods af, at den var placeret forkert på søkortet, hvilket også gjorde dem ret sikre på ikke at blive fundet og dømt til døden.

De slog sig ned i Paradiset på Pitcairn, hvor de medbragte deres koner fra deres landgang tidligere på Stillehavsøerne. De sænkede Bounty, så der ikke var spor til forfølgerne og startede på en frisk, helt ideel tilværelse med fred og venskab.

Det startede i den skønneste idyl. Kærligheden, klimaet var ideelt for en ny begyndelse. De dannede et samfund, der havde alle menneskelige forudsætninger for at blive Paradis på jord. MEN hvad var det så, der gik galt?

Det selvcentrerede ego begyndte at stikke frem hos de forskellige. Misundelse, kiv og splid begyndte at stikke frem, og regulær krig og sygdom mellem mytteristerne resulterede i, at det lille samfund brød sammen.

John Adams var en af mytteristerne, der havde holdt sig lidt uden for problemerne. Han frygtede hele tiden, at de skulle blive fundet, så han havde etableret sig i en hule lidt oppe ad bjerget, hvor han havde udsigt over havet, så han kunne agere, hvis forfølgerne skulle dukke op.

Da samfundet var brudt sammen, og John var den eneste voksne mand på øen, kom han ned og følte ansvar. Han fandt skibsbibelen fra Bounty frem og begyndte at læse den. Han begyndte at indføre de principper, som stod beskrevet, og samfundet voksede op og blev sundt og velfungerende.

Da der til slut kom et skib for at arrestere mytteristerne, fandt de et samfund så velfungerende og vel ledt, at de ikke arresterede lederen John Adams.

John Adams (født 4. eller 5. november 1766, død 5. marts 1829) var den sidste overlevende mytterist fra HMAV Bounty.

Han bosatte sig på Pitcairn i januar 1790, året efter mytteriet. Her brugte han som alias navnet Alexander Smith, men gav sine børn efternavnet Adams.
Efter at drab og sygdom havde taget livet af de andre mytterister og tahitierne, satte Adams og de overlevende regler op for, hvordan livet skulle leves på øen, og Adams omvendte lokalbefolkningen til kristendommen. Senere konverterede de til adventismen.

Da briterne fandt Adams igen, blev de imponeret over hans ledelse her, så de bestemte sig for ikke at arrestere ham for mytteriet. I 1825 giftede han sig med Mary og fik sønnen George.

Når folk glemmer Gud

Livet på denne lille ø afspejler på en meget fin måde det store billede af samfund over hele jorden. Bibelen er fuld af beretninger, hvor folket glemmer Gud og kommer i landsforvisning og krig. Så er der nogen, der kommer i tanker om Toraen (Bibelske skrifter), folket omvender sig, og situationen vender.

Danmark er, som jeg ser det, i slutningen af en gudløs tid. Vi er ved at fjerne Gud fra alt og sætte videnskaben ind i stedet. Vi kan forklare alt med målinger og spektakulære forklaringer. Kloge folk har en forklaring på alt, der går galt. Klima, krige, terror, sygdomme osv. Men folk er begyndt at gennemskue, at forklaringerne ikke holder. De ser ud over det videnskabelige og søger mere i den åndelige verden, og finder Bibelen frem igen.

Paulus fortæller Timoteus i 2. Tim. 3, hvordan enden på verden vil ske i en gudløs periode, hvor verden har fravalgt den gode Gud, og lever deres egoistiske, selviske liv.

Min opfordring er ikke at æde alt råt, men tænke ud af boksen, når du møder verden.

_________________________________________________________________________________________________

Ugens prædiken er ikke ud fra søndagens tekst, som kan læses her:

Søndagens tekst: Matt. 8:23-27

Jesus byder over blæst og bølger

23Derpå gik Jesus om bord sammen med disciplene, og de sejlede af sted. 24Da de var midt ude på søen, kom der pludselig en frygtelig storm, så høje bølger slog ind over båden. Men Jesus lå og sov. 25Til sidst gik disciplene hen og vækkede ham og råbte: »Herre, red os! Vi drukner!«

26»Hvorfor er I så bange?« sagde Jesus. »I har ikke megen tro!« Så rejste han sig og befalede vinden og bølgerne at lægge sig. Straks blev der helt stille. 27Disciplene blev overvældet af forundring. »Hvem er egentlig den mand?« sagde de til hinanden. »Selv stormen og søen adlyder ham!«

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk