Valentin døde for kærligheden

Unge soldater, der tænkte på deres elskede derhjemme, kan ikke koncentrere sig om at slå andre ihjel, tænke den romerske kejser.

Derfor besluttede han og senatet, at de romerske soldater ikke måtte gifte sig.

Det var ikke noget problem for de fleste soldater i datidens brutale samfund, for mændene levede nok lige så seksuelt umoralsk som i vores moderne tid.

Men stadig flere soldater blev tiltrukket af den kristne tro, som de mødte rundt om i verden, og de ønskede at have et rigtigt ægteskab og en familie og at være tro over for deres elskede. Derfor blev mange af dem i al hemmelighed gift af Valentin, der var hyrde for nogle af de forfulgte kristne i Rom.

Men Valentin blev til sidst fanget, fængslet og tortureret for at have viet de unge forelskede par.

En af de mænd, der skulle dømme ham, Asterius, havde en blind datter. Valentin bad for den unge pige, og hun kom til at se igen. Mirakler var en naturlig del af den første kristne kirkes liv – midt under forfølgelser. Eftertiden har gjort det til legender og myter, men i dag ser vi igen mange, der bliver overnaturligt helbredt ved bøn. Så i dag virker det ikke så utroligt.

Asterius blev nu klar over kraften i Valentins kristne tro og tog selv imod Jesus i sit liv.

Alligevel blev Valentin dømt og henrettet år 269 ved halshugning (hvilket tyder på, at han var romersk borger, så han ikke blev korsfæstet.) Men han blev forud tortureret og stenet.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Din Valentin

De sidste ord, han skrev før sin martyrdød, var i et brev til Asterius’ datter. De to var åbenbart blevet forelskede, for han underskrev det Din Valentin.

Beretningen om den unge Valentin, der ofrede sit liv for andres kærlighed, inspirerede senere mænd til at skrive anonyme romantiske breve til deres hjertenskær – underskrevet Din Valentin.