Jann Sjursen bliver formand for Folkemødet på Bornholm
Den tidligere energiminister og generalsekretær i Caritas, formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, (55) bliver ny formand for Folkemødet på Bornholm.
Jann Sjursen var minister i Poul Nyrup Rasmussens regering som medlem af Kristeligt Folkeparti i 1993-1994. Nu afløser han Michael Valentin, der for nylig blev fyret som direktør i Akademikernes A-kasse og forlod formandsposten. Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S) har i mellemtiden været fungerende formand for Folkemødet. Festivalen i Allinge, som varer fire dage, blev holdt første gang i 2011.