Kristen retræteleder er død
Forfatter, redaktør og økumenisk retræteleder i Danmark, Grethe Livbjerg, døde den 23. marts, 92 år gammel.
Lærer Grethe Livbjerg har været en pioner inden for kristne retræter de sidste 50 år. Hun konverterede til katolicismen som ung og har skrevet bøger om Johannes af Korset og Theresa af Avila samt grundlagt og i mange år redigeret det økumeniske tidsskrift Levende Vand.
I 2018 udgav hun sammen med Malene Fenger-Grøndahl ”Stilhedens gave – en beretning om den kristne retrætebevægelse i Skandinavien”. Om denne bog skrev Udfordringens anmelder:
”Grethe Livbjerg fortæller, at det i starten var udfordrende at forstå, hvor grænserne skulle gå for en kristen retræte i åndelig økumeni, da det jo også indebar fælles nadver mellem protestanter og katolikker – for nogle en overvindelse. Pudsigt, når man tilsyneladende nemmere kunne rumme østlige religioners inspiration! På den baggrund er bogens sidste afsnit ”Status og fremtid” meget værdifuld med advarsel mod retræter, som er sekulariserede udgaver af en østlig spiritualitet, hvor egoet er i centrum, og det kristne udvandes.
I stedet anbefales, at man praktiserer hele det kristne værdisæt: bibellæsning og meditation, bøn som samtale med vennen Jesus, et levende gudstjenesteliv.”
Grethe Livbjerg skal begraves fra Sankt Andreas Kirke i Charlottenlund tirsdag den 2. april.