Man må ”dø om så det gælder”

Den muslimske advokat Saif ul-Malook bliver truet på livet, fordi han forsvarer blasfemianklagede kristne i Pakistan. Men han er overbevist om, at han gør det rette. Foto: Ingunn Marie Ruud, KPK

Af Ingunn Marie Ruud, KPK

Advokat Saif ul-Malook er den muslim, som hjalp den kristne pakistanske kvinde Asia Bibi i blasfemisagen mod hende. Nu er Asia Bibi frikendt, mens advokaten lever med drabstrusler hængende over sig.

Asia Bibi sad i over ni år fængslet på dødsgangen, før hun i oktober 2018 blev frifundet for blasfemi. I januar i år afviste Pakistans øverste domstol et krav om at omgøre frifindelsen.

– Nu er der ingen, som kan bestride hendes frifindelse. Det er fastslået i den pakistanske grundlov, fortæller Saif ul-Malook til Kristelig Pressekontor.

Han førte sagen for Asia Bibi i højesteret og blev sammen med dommerne truet på livet af ekstremister efter frifindelsen.

Saif ul-Malook har sammen med Stefanusalliansens støttepartner Sajid Christopher Paul fra Human Friends Organization besøgt Norge for at diskutere ekstremisme og trosfrihed i Pakistan. De skulle blandt andet deltage i et panel under filmfestivalen Human International Dokumentary Festival i Oslo.

Fortsætter kampen

Selv om ul-Malook forlod Pakistan af frygt for sit eget liv, er han ikke færdig med at forsvare minoriteter mod misbrug af landets blasfemiparagraf. Under interviewet med KPK blev han ringet op af familien til en anden kristen kvinde, som er dømt til døden for blasfemi i hjemlandet.

– Jeg kommer til vende tilbage til Pakistan for at forsvare hende i ankesagen, og jeg er sikker på, at vi også kan vinde den, siger advokaten.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Han frygter for sin egen sikkerhed, men mener, det er bedre at blive dræbt end at undlade at gøre det rette.

– Vi skal alle dø en gang. Hvis ekstremisterne dræber mig, vil jeg blive husket som en modig mand. Enten jeg dør eller overlever, vil min indsats kunne føre til ændringer i Pakistan og gøre noget ved misbruget af blasfemiparagraffen, siger ul-Malook.

Advokaten blev også truet, da han var anklagemyndighedens aktør i sagen mod Mumtaz Qadri, den livvagt, som dræbte Punjab-guvernøren Salman Taseer, efter at denne havde kritiseret misbruget af blasfemiloven. Qadri fik dødsstraf, men er senere blevet hyldet som en martyr af ekstremister i Pakistan.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Pøbelens magt

Advokaten fortæller, at så godt som hundrede procent af de blasfemianklagede i Pakistan ender med at blive kendt skyldige i første retsinstans.

– Når nogen anklager andre for blasfemi, har de som regel en pøbel med sig på tusind mand. Lokalt politi og retsvæsen vover da som regel ikke at gøre noget andet end at fængsle og dømme personen. Det er på dette niveau, vi må styrke indsatsen, hvis vi skal misbruget af blasfemiloven til livs, siger ul-Malook og påpeger, at næsten 80 procent af dem, som anklages for blasfemi, selv er muslimer.

– De får ikke den samme internationale opmærksomhed, som nogle af sagerne mod kristne får, tilføjer han.
Selv mener ul-Malook, at muslimer som ham selv burde få mere anerkendelse internationalt.

– Ikke for min egen skyld, men for at hjælpe ofrene og skabe ændringer. Hvis andre advokater så, at jeg høstede stor anerkendelse for min indsats, ville flere vove at kæmpe for de svageste og dermed skabe en ændring i samfundet, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Lille, højlydt og voldelig gruppe

Han mener, protesterne og dødstruslerne efter Bibis frifindelse ikke er repræsentative for holdningen hos flertallet af Pakistans befolkning, men at de har deres udspring i en lille gruppe ekstremister.

– De er få, men meget højlydte og voldelige. De kalder sig muslimer, men jeg vil ikke sige, at de er det. Der står jo i Koranen, at hvis du dræber en uskyldig person, dræber du hele menneskeheden, siger Saif ul-Malook.

Advokaten mener, at han som muslim har en pligt til at arbejde for mennesker fra den kristne minoritet.

– I Koranen står det tydeligt, at vi skal tage vare på de svageste og mest udsatte i samfundet, siger han til KPK.