Mor til Frederik 7. blev forvist fra hoffet og endte sit liv i Rom

På den lille, tyske kirkegård i Vatikanstaten i Rom, Campo Santo Teutonico, findes der et hvidt gravmæle over den danske prinsesse Charlotte Frederikke, der blev skilt fra den senere kong Christian 8. Hun er begravet her. Efter et broget liv med skiftevis op- og nedture boede hun i sine sidste år i Rom og blev katolik.

På en hvid marmorgavl bag sarkofagen står der en tekst på latin, der oversat lyder: ”Frederik VII, Konge af Danmark, rejste dette monument til minde om sin mor, år 1848”.

Frederik var blot ét år gammel, da hans mor på grund af utroskab blev forvist fra hoffet i København. Charlotte Frederikke så ham aldrig igen. Men de vedblev med at skrive til hinanden livet igennem.

Hun var i 1808 blevet gift med sin prins, den flotte kronprins Christian Frederik, der en dag skulle blive landets konge, Christian 8. De skulle leve lykkeligt sammen til deres dages ende.

Men det er ikke altid, det går som i eventyrene, og efter bare tre års ægteskab blev de skilt på grund af hendes utroskab med sin sanglærer, komponisten Edouard Du Puy, som efterfølgende blev landsforvist.

Christian lå nu heller ikke på den lade side hvad utroskab angår. Men tiden var en anden, og svigerfar Frederik 6. sendte hende på porten og forviste hende til Horsens.

Her boede hun i de næste 19 år i en slags udvidet husarrest, i et palæ omgivet af sit eget lille hof og megen selskabelighed. Hendes livsførelse, pengeforbrug og ind imellem bizarre påfund vakte dog forargelse i højere kredse, hvorimod hun vandt venner blandt borgerskabet og blandt ubemidlede. Hun bevarede sin pænt store apanage fra kongehuset. Men hendes store forbrug gjorde, at hun livet igennem igen og igen kom ud i økonomisk uføre, så vennerne måtte træde til og hjælpe.

Friheden var dog en begrænset frihed, for hver gang måtte hun pænt spørge om lov hos kongen, hvis hun ville på en længere rejse.

Ikke lykkelig

Charlotte Frederikke var aldrig rigtig faldet til på Amalienborg og i sommerresidensen på Sorgenfri, og for at gøre en lang historie kort, så kedede hun sig bravt. Hun blev aldrig lykkelig i København.

De stive former ved hoffet passede dårligt til den ret frit opdragne og begavede tyske prinsesse fra hertugdømmet Mecklenburg-Schwerin, der livet igennem viste sig som en frihedssøgende og yderst selvstændig kvinde. Noget der passede sig dårligt for en kvinde, især for en prinsesse, dengang. Hun var også, ifølge samtiden, både humørsyg, utilregnelig, lunefuld og let at bevæge, og hendes breve vidner da også om et frustreret menneske, som det ene øjeblik var opflammet af glæde, initiativ, omsorg og næstekærlighed, det næste af vrede, nærtagenhed og skuffelse.

Hendes aftryk på Danmarkshistorien er, at hun fødte en dreng, der senere blev konge.

Frederik, som hun altid omtalte som Fritz, blev konge, efter at hun selv var død. Han kom som Frederik 7. til at stå som giver af Grundloven i 1849 og blev den første konge efter enevældets fald.

Men, som nævnt: hun så ham aldrig igen.

Hendes eks-svigerfar, Frederik 6., som hun opfattede som sit livs ”onde ånd”, ville ikke tillade det. Han døde først i december 1839, blot et halvt år før Charlotte Frederikke døde i Rom. Hun bevarede dog livet igennem et venskab og brevveksling med sin eksmand, Christian, selv om hun ind imellem rasede mod ham, som hun også gjorde det overfor andre af sine nærmeste.

Ven med Thorvaldsen

I 1829 gav kongen hende lov til at rejse på kurbad i Karlsbad i det nuværende Tjekkiet. En tilladelse, der senere blev udvidet, så hun kunne rejse videre til Rom. Her boede hun de sidste 10 år af sit liv, inden hun den 13. juli 1840 døde, 55 år gammel. Hun så aldrig Danmark igen.

Hun bosatte sig i Palazzo Bernini på Roms hovedgade, Via del Corso, under navnet fru Charlotte di Gothen, og fortsatte på mange måder det liv, hun havde levet i Horsens. Hendes sans for fest og farver fortsatte livet igennem, og hun arrangerede bl.a. karnevalsfester for sine mange venner.

Hun fik kontakt med de danske guldalderkunstnere i Rom og fik især et nært forhold til billedhuggeren Bertel Thorvaldsen, hvis datter, Elisa, der var født udenfor ægteskab, endte med at blive gift med Charlotte Frederikkes adjudant på rejsen, oberstløjtnant Fritz Paulsen. Hun kom og gik i Thorvaldsens atelier, mens han arbejdede på den enorme statue af den opstandne Kristus, som i dag står med udbredte arme i Københavns domkirke. Han lånte hende, som flere andre, penge, når hendes store forbrug igen havde bragt hende i økonomisk uføre.

Blev katolik

Meget tyder dog på, at hun med alderen blev mere moden og fik en måske større accept af sig selv. I Danmark var hun blevet kaldt for den ”gale” prinsesse, og selv om det måske havde en vis sandhed i sig, så er spot aldrig særlig opbyggelig. I Rom blev hun på en måde fri for de snærende bånd og kunne i det varmere klima, solen og i rammer, der på mange måder var friere, finde sig selv.

Charlotte Frederikke blev i 1830 katolik. Senere flirtede hun med tanken om at blive nonne. Hun havde fået løfte fra ”en meget smuk Orden”, skrev hun til Christian Frederik i 1831. Hun kom så vidt i sit projekt, at hun var i audiens hos paven (Gregor den 16.), som dog afviste hendes ønske om en udvidet personlig frihed i klostret, da det ikke stod i hans magt at gøre undtagelser for nogen, end ikke for en prinsesse. De asketiske klosterregler var ikke lige hende, måtte hun erkende.

Paven havde hun dog kontakt til flere gange. Bl.a. sendte han to kardinaler til bøn ved et af hendes sygelejer.

Nok kunne Charlotte Frederikke ikke afgive nonneløfte, men katolicismen kom dog til at betyde meget for hendes liv. Hun indgik bl.a. i frivilligt socialt arbejde i en søsterorden, der på hospitaler tilså patienter og i fængslerne besøgte ulykkelige, straffede kvinder, som søstrene forsøgte at bringe tilbage på dydens vej.

Den nye tro gav anledning til fordybelse, og hun oversatte en katolsk bønnebog og udgav den på dansk i 1836.

Fond holder graven

Frederik fik aldrig lejlighed til at besøge sin mor grav i Vatikanstaten. Det gjorde grevinde Danner, som han var blevet gift med i 1850, da hun besøgte Rom i 1869-70. Grevinde Danner lavede en testamentarisk bestemmelse om, at gravstedet skulle vedligeholdes af den fond, som hun stiftede til minde om sin mand, Frederik 7. I dag er det Den Danske Ambassade i Rom, der tilser gravstedet.

Cand.phil. Birgitte Nyborg skrev og udgav i 2015 en læseværdig og grundig historisk biografi med titlen ”Charlotte Frederikke, Frederik VII´s mor”, hvorfra flere af oplysningerne i denne artikel er hentet.