Guldaldermaler døde som munk

Albert Küchler var del af det danske kunstnermiljø i Rom i 1800-tallet. Han blev bl.a. ven med H.C Andersen og endte sit liv som munk.

(Læsetid: 6 minutter)
Constantin Hansens maleri af danske kunstnere i Rom (t.v.) regnes som et af hovedværkerne fra den danske guldalder. Det hænger på Statens Museum for Kunst. Albert Küchler står i midten på altanen. .

Albert Küchler var en dansk kunstmaler, elev af Eckersberg, ven med H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen, og en del af det danske kunstnermiljø i Rom i 1800-tallet. Men en dag sadlede han om, blev katolik og døde som franciskanermunk.

På den lille, tyske kirkegård i Vatikanstaten i Rom, Campo Santo Teutonico, findes det gravsted med en hvid marmorsten, hvor Albert Küchler i 1886 blev stedt til hvile, 82 år gammel.

På det tidspunkt havde københavnerdrengen opholdt sig mere end et halvt århundrede i Rom.

Han var kommet hertil som ung kunstner, bare 27 år, i 1830 og var blevet indlemmet i kredsen af danske digtere og malere, der udgjorde den danske koloni i byen.

På et berømt maleri af Conrad Hansen fra 1837, ”Et selskab af danske kunstnere i Rom”, ser man Albert Küchler i selskab med seks kunstnervenner, bl.a. Vilhelm Marstrand, Martinus Rørbye og Jørgen Sonne. Maleriet, der regnes som et af hovedværkerne i dansk guldalderkunst, hænger i dag på Statens Museum for Kunst i København.

Albert Küchler malede dette portræt af H.C. Andersen i 1834, da eventyrdigteren var i Rom.
Guldmedalje

Rom var i første halvdel af 1800-tallet hovedadresse for en strøm af danske kunstmalere, der senere fik betegnelsen guldaldermalerne. De søgte i Italien den stærke sol, den eksotiske befolkning, den krydrede mad og de fremmedartede motiver. Med sig hjem bragte de deres ofte noget romantiserede malerier af Colosseum, af bakkelandskaberne i omegnen og af folkelivet på torvet, ved brønden og på byens mange små spisesteder, osterierne. Mange kom for en kort tid, mens andre blev hængende, som det skete for Albert Küchler.

Han ankom i efteråret 1830. Hjemme i København var han som 12-årig begyndt i snedkerlære hos sin far, snedkermester Christian Küchler. Han kom ind på Kunstakademiet og blev senere privatelev hos en af hovedkræfterne bag den danske guldalder, C.W. Eckersberg.

Küchler malede portrætter, genremalerier med motiver fra København midt i 1820’erne og religiøst inspirerede billeder, hvoraf ét af dem indbragte ham den store guldmedalje. Med prisen fulgte et treårigt rejselegat, som gjorde det muligt for ham at rejse til München, hvor han blev i nogle få måneder, inden han fortsatte rejsen til Rom.

Populær skikkelse

I Rom blev Küchler en populær skikkelse i den danske kunstnerkoloni. Københavnerdrengen var en munter, sorgløs og underholdende ung mand, der nød kælenavnet Kuk, og han deltog aktivt i det det kunstneriske og sociale fælleskab. Han var en af initiativtagerne til oprettelsen af en hjælpekasse for nordiske kunstnere i Rom og var en tid bibliotekar ved De danskes Bogsamling i byen.

Han blev ven med den store danske billedhugger Bertel Thorvaldsen, der boede i Rom i adskillige år, og med H. C. Andersen, da eventyrdigteren var på sin første Rom-rejse i 1833.

Da digteren Christian Winter slog sig ned i Rom i nogle måneder og kom i kredsen omkring Thorvaldsen, blev Albert Küchler hans måske nærmeste fortrolige. Christian Winter, der var noget af en levemand, forelskede sig hovedkulds i en brunøjet skønhed og bad Küchler om at portrættere hende, hvilket udmøntede sig i et af Albert Küchlers hovedværker, Italienerinden (Albanerinden), som hænger på Ny Carlsberg Glyptotek.

Albert Küchler blev i 1844 katolik og senere franciskanermunk.
Katolik og munk

Albert Küchler fik i Rom også kontakt med en tysk kunstnergruppe, der gik under navnet Nazarenerne, og som lagde vægten på de religiøse følelsers inderlighed.

Allerede i København havde Küchler malet religiøse billeder. Men fællesskabet med de tyske malere kom til at præge ham både kunstnerisk og i religiøs henseende, så han i 1844 valgte at konvertere til katolicismen. Han indtrådte i 1851, og under navnet fr. Pietro, i franciskanerordenen og blev munk på klostret San Bonaventura på Palatinerhøjen, kun afbrudt af et ophold i et schlesisk kloster i årene 1852-55.

På klostret i Rom fik han en dobbeltcelle, hvoraf han indrettede det ene rum til atelier, og fra nu af malede Küchler kun religiøse billeder, bl.a. til danske, tyske, sydamerikanske og romerske kirker. Pengene fra salget gik i klostrets kasse, og til gengæld kunne Küchler komme og gå, som det passede ham, ryge sine elskede cigarer og modtage besøge af sine landsmænd og kunstnervenner. Han bevarede til sin død kontakten til den danske kunstnerkoloni.

Han fik i 1855 besøg på klostret af digteren Christian Winter, der var tilbage i Rom efter at have siddet og skrevet på ”Hjortens Flugt”, og senere af H.C. Andersen. Men besøget i klostret huede ikke Andersen, for senere skrev han i Mit Livs Eventyr noget krads om mødet med Albert Küchler alias fr. Pietro:

”Da jeg flere år senere kom til Rom for anden gang, var ungdomssindet borte (hos Küchler), kun enkelte gange kom lunet lidt frem”, skriver H.C Andersen – og om et senere møde: ”Nu er han, som vi ved, for et par år siden blevet indviet til tiggermunk af Pius 9., og han drog barbenet gennem Tyskland og til et fattigt kloster (…) Gud give ham her den fred og lykke som han vistnok – idet han misforstår den alkærlige Gud – søger på en forvildet vej, og vil finde”.

Marmorpladen over munken Albert Küchler alias Fr. Pietros grav, som den kan ses i Vatikanstaten.
”Sympatisk indtryk”

Den lutherske H.C. Andersens beskrivelse fortæller nok lige så meget om hans syn på katolicismen, som den fortæller om Küchler, for som 82-årig får Albert Küchler besøg af den danske bogforlægger Johan Frimodt. Han får et ”højst sympatisk indtryk” af den aldrende Küchler med ”de milde og elskværdige øjne”, som han bagefter skriver. Albert Küchlers sidste år blev dog præget af et svækket syn, som gjorde ham ude af stand til at male, men ellers forblev han rask og rørig og åndsfrisk.

Küchler døde mæt af dage den 16. februar 1886. Som verdslig maler kom han til at stå i skyggen af andre danske guldaldermalere som Eckersberg, Marstrand og Rørbye. Af de religiøse billeder er det kun et par stykker, der i dag hænger i danske kirker.

Hans verdslige malerier kan bl.a. ses på Thorvaldsens Museum, på Ny Carlsberg Glyptotek og i den Hirschsprungske samling i København.

Læs også