Ny dansk kurs overfor Israel
Anders Samuelsen har sat foden i overfor FN
Kristne, der i årevis har bedt for beskyttelse af Israel og det jødiske folk, kan glæde sig over, at Danmark nu har foretaget en vigtig politisk kursændring overfor Israel.
Fremfor blot at stemme for eller at undlade at stemme for de mange FN-resolutioner imod Israel, har udenrigsminister Anders Samuelsen d. 21. marts meddelt Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, at Danmark i FN’s Menneskerettighedsråd stemmer nej.
”Jeg har fra dag ét af Danmarks medlemskab af Menneskerettighedsrådet gjort det klart, at det er helt uacceptabelt, når Israel som det eneste land i verden er mål for et selvstændigt dagsordenspunkt på Rådets dagsorden. Derfor har jeg besluttet, at Danmark af princip stemmer nej til samtlige resolutioner under Rådets dagsordenspunkt 7.
Det handler om at trække en streg i sandet. Man skal selvfølgelig kunne kritisere Israel, men det skal gøres på lige fod med alle andre lande. Vi vil ikke understøtte en fortsættelse af den uretfærdige forskelsbehandling. Derfor går Danmark nu foran. Jeg håber, at andre vil følge efter,” siger Samuelsen.
Danmark er i klemme i EU
Udenrigsministerens beslutning er ikke et udtryk for en ændret dansk mellemøstpolitik, hedder det dog fra Udenrigsministeriet.
Danmark har i mange år fulgt EUs overordnede politik i tykt og tyndt. Og EU har – ligesom USA tidligere – forsøgt at presse Israel til at afgive land og indrømme palæstinenserne en selvstændig stat indenfor det nuværende smalle Israel. Men den såkaldte ”fred for land”-politik har ikke givet det forventede bedre forhold til de palæstinensiske naboer, tværtimod. De vil fortsat udslette Israel.
Og selv om mange politikere i USA er valgt på en Israels-venlig politik, har hensynet til de arabiske og muslimske lande betydet, at USAs præsidenter fx ikke har turdet gennemføre deres udtalte beslutning om, at ambassaden skulle flyttes til Jerusalem.
USA: Golan tilhører Israel
Nu har USA under præsident Trump endelig gennemført ambassadeflytningen. Mandag underskrev Trump også er dekret, som anerkender, at Golan-højderne tilhører Israel.
Israel erobrede området fra Syrien under Seksdageskrigen i 1967, hvor Syrien og andre arabiske lande gik til angreb for at udslette Israel af landkortet, som det hed. I stedet fik Israel mere land, og i 1981 erklærede Israel Golan som en del af Israel.
EU har dog straks markeret, at det ikke er enig i USAs nye beslutning og ikke anerkender Golan som en del af Israel.
I FN sidder en koalition af arabiske-muslimske lande på magten og står bag FNs mange fordømmelser af Israel.
I EU er alle medlemslandene ikke-muslimske, men kultur-kristne. Alligevel har den kritiske FN-holdning overfor Israel hidtil være den politisk-korrekte holdning i EU. Men hvor længe?
Også EU er dybt rystet – bl.a. af Storbritanniens udmeldelse. Og en del østeuropæiske EU-lande har også markeret en mere positiv holdning overfor Israel.
Det samme har endda nogle arabiske lande, og Rusland har under præsident Putin også nærmet sig Israel.
Der sker verdenspolitiske omvæltninger i denne tid på mange områder – men især, når det gælder Israel.
Som kristne kan vi ikke ignorere Israel og jøderne, som man i nogle kredse tidligere har gjort. Kirkerne har endda tidligere været involveret i forfølgelser af jøderne i fx Østeruropa. Og i moderne tid er mange – også kristne – fjendtlige eller skeptiske overfor Israel pga det palæstinensiske problem.
Men uanset alt dette spiller Israel en afgørende rolle. Ikke blot den årtusind gamle bibelhistorie – men også i de bibelske profetier om, hvad der skal ske i fremtiden.
Og noget tyder på, at fremtiden – det er nu.