Vis din svaghed

(Læsetid: 2 minutter)
Af Kristoffer J Niclasen, stud.theol.

Jeg er en af de mennesker, hvor at når jeg oplever spark fra livet, så skal jeg have det ud. Det skal deles med mine nærmeste. Jeg er en trykkoger med behov for en åben ventil. Sådan er vi alle forskellige. Andre har det fuldstændigt modsat: de burer smerten inde, bider tænderne sammen, deler det ikke med nogen.

Man kan dele for meget med for mange, men man kan så sandelig også dele for lidt med for få – eller ingen. Jeg har prøvet begge dele, og begge er smertelige. Hvad er værst? At dele uden at møde forståelse og soppe i bekymringerne og folks meninger – eller ikke at dele med nogen, lade det ophobe sig og blive kynisk eller håbløs, lade sig visne?

For nogle år tilbage arbejdede jeg som frivillig for et KFUM køkken. Politiet kom forbi regelmæssigt, da ”kunderne”, om man vil, ikke ligefrem var/er et glansbillede af samfundet, men den brutale virkelighed. Mærker i huden efter nåle og Gud ved hvad ellers var én ting, men ansigterne – de tunge folder i dem og øjnene hos flere af dem, fortalte en historie, en historie om overlevelse på trods, jovist, men også om massiv svigt og dårlige valg.

Ansigterne havde en larmende stilhed over sig, noget jeg stadig ser fra tid til anden. En larm, der er så øredøvende, at det råber til ens samvittighed om at spørge ”er du ok?”. Dette er noget jeg øver mig i at blive bedre til. Måske du, kære læser, kunne tænke dig at tilslutte dig mig i dette?

Måske du kan græde med nogen, der ikke har flere tårer tilbage? Måske du kan give en broder eller søster en tunge, da de ikke selv kan ytre flere ord? Måske du, bare en time eller to om ugen, kan låne et menneske din fuldkomne opmærksomhed og med spidse ører og et kærligt nik vise denne næste din forståelse og anerkendelse, ja, måske endda til en næste du ikke beskæftiger dig med, måske endda undgår?

Vær ej heller bange for at dele. Tro mig, vi er alle blot simple potter med ridser og skår, din åbenhed om din egen svaghed(er) kan mange gange føre til ikke blot en heling af disse, men også få den anden til at åbne op, og på denne måde, i et spejl, føre til en sammenhørighed.

Jeg vil afslutte med en strøtanke:
Nogle gange kan tegn på svaghed være tegn på en stor styrke. Jesus græd – det er fuldkommen menneskeligt og fuldkommen guddommeligt.

Læs også