Panikangst, hvordan blive fri?

Hvis du føler dig svag lige nu, så fortvivl ikke! For du kan henvende dig til himlens Gud, der har al magt i himlen og på jorden, og Han kan gøre det, du ikke kan.
Det er som om, at Gud har en forkærlighed for mennesker, der erkender deres magtesløshed og beder Ham om hjælp. Når vi er magtesløse, så kan Guds kraft udfolde sig helt. Paulus siger ligefrem, at på grund af visheden om dette, er han “godt tilfreds under magtesløshed” (2 Kor 12,8-10), for han ved, at det er der, han kan modtage hjælp fra Gud.
Søg at komme til det punkt, hvor du oplever at være godt tilfreds, når du er svag, fordi du ved, at der har Gud en mulighed for at gribe ind. Det er den tro og tillid, der giver hvile i de sværeste omstændigheder. Gud vil ikke svigte dig. Hent din styrke hos Ham, og du bliver ikke skuffet.

Kære Jørn og Karin
Jeg oplever i perioder at blive meget angst for at besvime i supermarkedet, når jeg handler ind, og nogle gange har jeg også svært ved at tage bussen eller toget, da jeg er bange for, at jeg så får et angstanfald midt i bussen eller toget.

Jeg føler, at angsten indskrænker mig og hindrer mig i at gøre det, jeg gerne vil. Jeg ved, at det ikke gør det bedre, at jeg undgår de situationer, men når angsten kommer, kan jeg ikke styre det.

Jeg vil meget gerne høre, hvad I tænker, jeg skal gøre for at få det bedre.
Venlig hilsen Heidi

Kære Heidi
Det er godt, at du skriver, da det ikke er noget, du skal gå med alene. Denne form for angst kan opleves meget voldsom. Det er det, man kalder panikangst.

Fordi anfaldet som oftest kommer uden varsel, sætter det sine spor, og til sidst kan det nærmest være som om, at man bliver angst for, at angsten skal komme. Så det kan blive til en ond cirkel.

Det bedste du kan gøre i en situation, hvor du oplever angst, er at bruge afspændingsteknik, hvor du først spænder og derefter slapper af i alle muskelgrupper.

Samtidig skal du koncentrere dig om at trække vejret langt ned i lungerne og puste langsomt ud. Det skal du gøre flere gange og derigennem mærke, hvordan roen breder sig i hele kroppen.

På det mentale plan skal du lave en form for styrketræning, så du øver dig i at gøre det modsatte af det, som du har lyst til.

Du skal gradvist opsøge de situationer, du er bange for og her bruge afspændingsteknikken ovenfor som afledning for din angst, så du øver dig i at blive i situationen.

Nogle gange kan du også bruge en anden afledningsteknik som fx at tælle højt eller inden i dig selv. Det er ret svært både at tælle og at tænke på, at man er bange, på samme tid.

Efterhånden vil du lære at beherske situationen og derved opdage, at den slet ikke var så farlig, som du troede.

At få en viden om hvordan kroppen rent fysiologisk fungerer, vil også hjælpe dig til at tænke mere rationelt. Hvis du har hjertebanken, stiger din puls.

Det er det modsatte, der gør sig gældende ved besvimelse. Her falder pulsen. Det at vide, at det rent fysiologisk sjældent forekommer, at man besvimer, når man har hjertebanken, kan være en stor hjælp. For så kan du prøve at minde dig selv om det, næste gang, du får hjertebanken.

Bare det at vide det, kan være med til at mindske angsten.

Hvis tankerne kommer igen, så husk dig selv på, at selv om dine forestillinger virker fornuftige, er de det helt sikkert ikke. Så husk ikke at acceptere urealistiske tanker, men begynd at stille spørgsmålstegn til dem.

Hav fokus på de gange, hvor det lykkes for dig. Det vil hjælpe dig til at få større tiltro til, at du også kan gøre det næste gang.

Hvis du over tid stadig ikke synes, at du er kommet langt nok i din udvikling, kan det være en god idé at søge professionel hjælp.

Det vigtigste er at erkende psykologiske problemer som det, de er, i dit tilfælde angst, og få det behandlet. Så kan du begynde at koncentrere dig om andre ting i dit liv.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin