’Sjælesorg og omstrukturering er påkrævet’

Tidligere pastor og grundlægger af Willow Creek i Chicago, Bill Hybels.

En uafhængig undersøgelseskommission (IAG) har den 26. februar udgivet en rapport med en vurdering af anklagerne mod Willow Creeks grundlægger og præst, Bill Hybels, kirkens og organisationens struktur samt en anbefalet handlingsplan.

Ledelsen i kirken Willow Creek Community Church (WCCC) følte sig udmattede og ulykkelige i årene 2014-2018, mens den ene afsløring fulgte den anden. Mange har nu fortrudt deres egen reaktion på de uventede afsløringer. Men den nye ledelse prøver at skabe forsoning både blandt de krænkede og kirkens nuværende medlemmer og ser fortrøstningsfuldt fremad, skriver Independent Advisory Group.

Anklagerne mod Hybels

I konklusionen hedder det, at anklagerne mod Bill Hybels for seksuelt upassende ord og handlinger er pålidelige. Vurderingen er ikke kun baseret på en enkelt anklage eller en enkeltpersons udsagn, men på et mønster i det samlede vidnesbyrd. Anklagernes troværdighed ville have været nok for kirken til at gribe ind overfor Bill Hybels, hvis han stadig havde været pastor, vurderer IAG.

Der har været verbale og psykiske trusler mod både mandlige og kvindelige ansatte, og i flere årtier kunne Bill Hybels gøre som det passede ham uden at stå til regnskab for nogen. I organisationen Willow Creek Association overgav ledelsen ansvaret for at undersøge sagerne mod Bill Hybels til kirken, hvor han var ansat. Men som den ledende figur og selve Global Leadership Summits ansigt udadtil, skulle WCA have udvist større ansvar for at forstå indholdet og typen af anklagerne mod ham, vurderer IAG.

Bill Hybels trak sig som pastor i april 2018 og er ikke længere ansat af WCCC, derfor kan kirken ikke gøre noget disciplinært overfor ham.

Magt på godt og ondt

Kirken og organisationen Willow Creek Association har dels nydt godt af grundlæggerens magt, indflydelse og ledelse og dels lidt af samme årsager. På plussiden nævnes væksten både i kirken og globalt. Men misbruget af magt, indflydelse og ledelsesstil har ført til dysfunktion i organisationernes evne til at gennemføre retningslinjer, sikre personalet og tackle uventede kriser.

Rapporten understreger, at krisen både i kirken og organisationen WCA primært hænger sammen med den fælles grundlægger. Da Bill Hybels nu er ude af billedet, ser man håb for fremtiden både i kirken og i WCA.

Samtidig bør ingen undervurdere eller betvivle de velsignelser, som Gud tidligere har givet kirken, WCA, kirkens ledelse og Bill Hybels på baggrund af visse ord og handlinger i 2018 og tidligere. ”Fejl og synder skal ikke fornægtes eller glemmes, men man må heller ikke glemme Guds velsignelser og Guds folks trofasthed,” hedder det. Det gode, som er blevet opnået, er betydningsfuldt og blivende og skal hverken bagatelliseres eller miskrediteres af anklager og afbrydelser. Det gode bør fejres og bevares, fastlår IAG i konklusionen.

Handlingsplanen

Uden at have bemyndigelse i hverken kirken eller WCA anbefaler IAG, at man i kirken tager ansvar for en proces med forsoning for at skabe nyt håb og hele brudte relationer. Det indebærer økonomisk støtte til rådgivning og andet for de kvinder og mænd, som er skadede gennem forbindelsen med Bill Hybels.

Grundlæggeren selv bør søge sjælesorg for at se problemerne i øjnene. Indtil videre har han hverken anerkendt eller undskyldt for de formodede overgreb af seksuel karakter.

Kirken og WCA skal fortsat støtte kvinder i alle former for pastoralt og organisatorisk lederskab.

Samtidig skal der indføres skriftlige retningslinjer for ytringer, jokes, relationer og brug af alkohol blandt ansatte og frivillige. Der skal desuden udarbejdes skriftlige retningslinjer med bibelske procedurer for påståede eller reelle synder ud fra Matt. 18,15-17 og 1 Tim. 5,19, ligesom der skal sikres procedurer, som imødegår topstyring.

”Må alle opleve Guds nåde og barmhjertighed,” slutter rapporten fra IAG.