Tilbage efter godt et års pause!

Med sig i posen denne gang har de: To kæmpe hits, en håndfuld gode sange, og så det løse.

De to sange, som jeg vil betegne som hits, og som i sig selv er hele pladen værd, er dels titelsangen ‘Native Tongue’, som er en medrivende sang, der er svær at sidde stille til; og den anden er den fantastiske ‘Prodigal Soul’ der med sin gribende tekst refererer til lignelsen om den fortabte søn, og som bliver flot sunget med stor indlevelse af forsanger, Jon Foreman.

For nogle år siden skabte bandet kontrovers i USA, da de sagde, at de ikke ville kaldes et kristent band, men at de “bare” var et band med kristne medlemmer. Det var der en del, der ikke brød sig om. Teksterne på denne nye plade er positive med gode budskaber, men er ikke direkte forkyndende, selvom der har sneget sig et par enkelte halleluja’er ind.

På nogle af sangene bruger de en effekt, der forvrænger Jons stemme lidt, ligesom de har gjort på tidligere indspilninger. Måske tænker de, at det er blevet deres stil. Det er ok, men virker lidt unødvendigt.

Andre sange, der hæver sig over gennemsnittet, er ‘Voices’, en uptempo sang, der handler om at høre stemmer inde i hovedet. ‘Oxygen’ er en behagelig popsang uden de store dikkedarer i stil med danske Michael Learns to Rock eller A-ha’s nyere materiale. Pladen slutter med den vuggevise-agtige ‘You’re the one I Want.’

Native Tongue er deres 11. plade, og da deres sædvanlige bassist (Jerome Romey) blev hårdt ramt af alvorlig sygdom, lånte de bassisten fra OneRepublic, Brent Kutzle, som også fik lov at skrive to af sangene sammen med Foreman-brødrene.

Denne nye plade er de sluppet ganske godt fra, og (en servicemeddelse) det er også muligt at høre den på Spotify (selvom man ikke tjener meget på det som band).

Kunstner: Switchfoot – Titel: Native Tongue – Genre: Alternative Rock – Pris: iTunes: 89 kr.