Vi har brug for kirken for at sikre, at den enkelte ikke bliver glemt

(Læsetid: 5 minutter)
Af Jens-Henrik Kirk
Folketingskandidat (C), efterskoleforstander og socialrådgiver

Det er ikke nok at give kontanthjælp til mennesker. Vi har alle brug for at blive set, favnet og opleve, at vi har værdi. Det ligger helt centralt i kirkens væsen, men vi skal give kirken plads, hvis det skal folde sig mere ud.

Hvis vi går bare 60 år tilbage, var kirken samlingspunktet i vores samfund. Det var der, hvor man mødtes, spiste sammen, delte liv og havde tætte relationer. Det var der, man havde øje for hinanden. De, der havde brug for omsorg, støtte og måske en lille middag, hjalp man på vej. Der blev lavet aftaler, som bandt lokalsamfundet sammen. Det kunne være at arrangere byfester, sportsbegivenheder eller aktiviteter for socialt udsatte.

Mange kom for at høre evangeliets forkyndelse, men lige så meget for at være tæt på andre mennesker. Opleve nærvær og næstekærlighed i praksis. At vide man ikke var alene, og at man var en del af noget større.

I takt med velfærdssamfundets markante fremmarch i 1970’erne og 1980’erne ændrede kirkens rolle sig. Kommunerne blev nærmeste hjælp. Hvis en på vejen havde svært ved børneopdragelse, dårlig økonomi eller kæmpede med tid til at klippe hækken, sendte man bud efter kommunen.

Vores land lider ikke under materiel fattigdom, men under relationel fattigdom. Jesu ord: Elsk din næste som dig selv, provokerer og udfordrer mennesker med et individualistisk livssyn, fordi det stiller vores næste på samme niveau som os selv.

Vi har skabt et velfærdssamfund, hvor den Socialdemokratiske bibel lyder, at bare vi får et job, et sted at bo, en bil og en fagforening, så bliver vi lykkelige.

Hvis dette var virkeligheden, ville vi ikke bo i et land med rekordmange selvmord, psykisk syge, ensomme og misbrugere af piller, alkohol eller stoffer.

Den stigende ensomhed, mangel på relationer og nærvær, kalder på en ny opgave for kirken. En opgave, som kommunerne og staten ikke kan løse.
Tager kirken imod udfordringen?

Folkekirkerne og frikirkerne har en unik rolle i disse centraliseringstider. Men tager kirken imod udfordringen, og får den lov? Hvad kan kirken gøre ved samfundets udfordringer, hører jeg ofte. Tja ”man kan ikke se skoven for bare træer” lyder et gammelt ordsprog. Den stigende ensomhed, mangel på relationer og nærvær, kalder på en ny opgave for kirken. En opgave, som kommunerne og staten ikke kan løse. En opgave, som kræver engagement i hver en krog af Danmark, og som kalder på et civilsamfund, der ikke sender mennesker og problemer i favnen på kommunen – men selv tager et medansvar for dem, man møder på sin vej.

’Prædik evangeliet. Om nødvendigt brug ord.’ Sådan sagde Frans af Assisi. Jeg tror, kirken i Danmark skal stå på to ben. Det ene ben er at forkynde evangeliet med passion og liv, og det andet at række ud til vores næste. Det kalder på en nytænkning i måden, vi bruger vores tid og ressourcer på i kirkerne – måske også i samfundet. Kunne vores fælles indsats for de svageste nå langt længere ud, hvis der var større støtte og opbakning fra politikernes side til, at kirkelige og frivillige organisationer i større grad fik mulighed for at række ud til mennesker i nød?

Kirken igennem et nåleøje

I Danmark skal kirken igennem et nåleøje, hvis en stor del af det politiske spektrum ikke skal lide af berøringsangst. Tænk bare på Folketingets åbningsgudstjeneste, hvor præstens ti år gamle udtalelse blev bedømt efter nutidens politiske korrekthed og trods præstens gentagne beklagelse over den gamle udtalelse førte til, at en stor del af politikerne boykottede gudstjenesten.

I flere af vores nabolande står der en helt anden respekt om kirkens arbejde. Her bliver kirken ikke i tide og utide skudt i skoene, at den bare vil ”missionere”, men her bliver kirken respekteret for at ville vise næstekærlighed i praksis.

Jeg kan ligefrem glæde mig over Norwegian flyenes halepartier, hvor norske personligheder hædres. Flere af dem er præster og kirkelige organisationsledere, der har gjort et stort arbejde på den kirkelige front.

Jeg savner, at vi på samme måde tør hædre og ære kirkens indsats for samfundet. Det vil sætte kirken fri til at gøre en endnu større indsats og gå endnu mere i samarbejde med andre aktører i samfundet til alles bedste.

Håb i håbløsheden

Jeg drømmer om en kirke i Danmark, som igen kan blive en stemme, vi lytter til. Som vil lære forældre at være opdragere, give unge erfaringer med socialt arbejde og skabe rammer og fællesskaber, som får folk ud af ensomhed etc. Som deler ud og giver håb midt i håbløshed. Og dette uden skelen til baggrund, religiøs overbevisning eller status.

Et stærkere diakonalt arbejde der vil være med til at være samfundets forlængede arm. Der er brug for stærke arme, nytænkning og stærkere samspil mellem det offentlige og private. Ellers bliver vi alle blot et cpr nr. i systemet og mister relationer. Nærvær er formentlig det mest dyrebare og værdifulde, vi kan give til hinanden i dag.

Læs også