Dansk Europamission hjælper ofre for terror i kirke på Sri Lanka

Sådan så der ud udenfor kirken efter at bomben sprang. (Foto: Evangelisk Alliance Sri Lanka)

Zionkirken i Batticaloa var en af de kirker der blev ramt i de blodige terrorangreb, som påskedag kostede flere hundrede mennesker livet i Sri Lanka.

– Kirken er en del af Evangelisk Alliance i Sri Lanka, som Dansk Europamission har samarbejdet med siden 2010, fortæller generalsekretær Samuel Nymann Eriksen.

Terrorangrebet i Batticaloa ramte bl.a. kirkens søndagsskole, og 22 børn var blandt ofrene.
I forbindelse med tilsyn af Dansk Europamissions projekter i Sri Lanka har flere bestyrelsesmedlemmer og medarbejdere besøgt landet, herunder Colombo og Batticaloa, hvor blodsudgydelserne fandt sted.

Hjælp til selvhjælp

– Dansk Europamission blev straks efter det blodige terrorangreb spurgt om støtte til ofrene i kirken i Batticaloa – og sagde naturligvis ja, fortæller Samuel.

– Støtten fra Danmark består af hjælp til selvhjælp til familier fra kirken i Batticaloa, hvor mor eller far er død og ikke længere kan bidrage til at forsørge familien.

Hjælpen kan eksempelvis bestå af en ko, hvis mælk de kan sælge, høns, hvis æg kan sælges, geder, som kan avles og hvis mælk kan sælges, høns, hvis æg kan sælges eller hjælp til at åbne en lille butik, forklarer han.

Undren over angreb

– Det var med undren, vi hørte om terrorangrebet i Sri Lanka påskemorgen. For forfølgelsen af kristne i Sri Lanka har været stabil i flere år, og inden angrebet var der ikke tegn på, at den var tiltagende, siger Samuel Nymann Eriksen.

– Siden 2013 har Evangelisk Alliance på Sri Lanka systematisk dokumenteret overgreb på kristne og i en række andre kategorier – eksempelvis angreb på kirker, fysiske angreb, trusler og vold – har antallet af overgreb siden 2013 ligget forholdsvis lavt og stabilt.

Sidst en srilankansk kristen led martyrdøden var i 2008, da den kristne præst, Neil Edrirsinghe, blev myrdet.

Danskere på grupperejse

Forholdene har faktisk været så sikre, at de lokale kristne ingen problemer så i, at Dansk Europamission i samarbejde med Felix Rejser i 2017 og 2018 kunne arrangere grupperejser til landet.

Danskere kunne helt åbent besøge kirker, mødes med lokale kristne og dele bibler ud til kristne, der var så fattige, at de ikke havde råd til en bibel.

– Måske har de islamiske terrorister valgt Sri Lanka, da den globale islamiske ekstremisme de senere år har tabt terræn i Irak og Syrien, ligesom den ser ud til at have stadigt vanskeligere ved at trænge igennem til Vesten, grundet vestlige efterretningstjenesters effektivitet, vurderer Samuel Nymann Eriksen.

– Måske søger den islamiske terrorisme nu derfor kristne mål, den kan ramme i skrøbelige stater som Sri Lanka.

Kristne minoriteter ser dermed ud til at være under pres fra flere fronter end før – og behovet for praktisk hjælp og politisk indsat er ikke blevet mindre, slutter Europamissionens generalsekretær.