De voksnes rækker

Foråret står i konfirmationernes tegn. Så skal onkel Arne, eller hvem det nu er, holde tale og måske byde konfirmanden velkommen i ”de voksnes rækker”.

I gamle dage blev børn generelt tidligere voksne, fordi de skulle ud at tjene, i lære eller fra starten af vidste, hvilken uddannelse de gik efter. Hvis ordet ”voksen” skulle tages for pålydende, betyder det vel at kunne tage ansvar og fungere både med pligter og rettigheder.

Min egen far fik en lighter i konfirmationsgave og stak så til søs. Han fik godt nok voksenansvar og røg smøger, men han var jo ikke kognitivt klar til alle livets små og store spørgsmål.

Jeg har selv fået den vane at sige til folk, der har fødselsdag: Velkommen i de voksnes rækker.

Det er ment som en joke, hvis man ellers forstår min særegne humor. Selv er jeg netop trådt ind i de voksnes rækker, idet samfundet har tilkendt mig folkepension.

Da jeg var yngre, var en 65-årig jo en oldsag, men jeg kan afsløre, at jeg i dag synes, at mine jævnaldrende bliver yngre og yngre. For Gud bliver vi ved med at være børn, som han ikke bare opdrager på, men som han kalder ind i sin favn og deri lader os virke med de gaver, vi har fået givet. Med den erfaring, vi har. Hvis vi er velsignede med et godt helbred, så er 65 år eller mere ingen alder.

Paulus skriver til Timoteus: ”Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende med dine ord og med dit liv.”

For at vende den på hovedet: Lad ingen se ned på dig, fordi du er ældre, men se dig selv som Guds øjesten, som han vil bevare og gøre til en velsignelse. Måske skal du virke på andre måder, end da du var yngre, måske bliver din fornemste opgave at opmuntre og hjælpe samt ikke mindst: at udøve bønnens uundværlige tjeneste.

Du bliver regnet med, for også du har Helligånden.

For årets konfirmander ønsker jeg dem et velsignet liv, hvor de får lov at udfolde sig og blomstre og hver dag mærker Guds kærlighed. Og tag det bare roligt: der er heldigvis længe til, at I træder ind i ”de voksnes rækker!”