Ung mands vilje til frihed

Christian Ulrik Hansen er 18 år og gymnasieelev på Viborg Katedralskole, da tyske tropper kl. 4.15 om morgenen den 9. april 1940 krydser grænsen og besætter Danmark. Da han vågner, er det til nyheden om, at regeringen allerede har kapituleret overfor den tyske værnemagt.

Det er småt med modstand. Bortset fra nogle timers væbnet kamp i Sønderjylland har tyskerne frit lejde til at bemægtige sig landet.

På den ellers så dejlige forårsmorgen vågner danskerne op til larmen fra endeløse rækker af lavtgående, brummende flyvemaskiner med påmalede hagekors, mange på vej mod Norge.

Flyveblade med ”Oprop!”, daler ned fra himlen i danske byer. Støvletramp lyder i gaderne, og kolonner af tyske soldater og militærkøretøjer fylder billedet. Snart er broer, havne og kaserner på tyske hænder.

Kongen, regeringen og militærets top har allerede i de tidlige morgentimer kastet håndklædet i ringen ved et hasteindkaldt møde på Amalienborg. Der skal ikke kæmpes, men samarbejdes.

Skammens dag

Nyheden om besættelsen og kapitulationen rammer Christian Ulrik Hansen med chok og vrede.

Resten af befolkningen oplever også nyheden som et stød i maven, men de fleste sluger stiltiende politikernes samarbejdskurs.

Frem til 1942-43 er den aktive frihedskamp beskeden, uorganiseret og sporadisk. De to største sabotagegrupper, BOPA og Holger Danske, etableres først i 1942 og foråret 1943.

For Christian i Viborg bliver besættelsesdagen en skammens og vanærens dag.

Samarbejdspolitikkerne – ”… disse holdningsløse politikere, der ikke kender forskel på Gud og Djævel” – og befolkningens passivitet ansporer ham til selv at gå ind i kampen.

For Christian, bondesøn fra Farsø-egnen i Himmerland, kan frihed kun vindes ved kamp. Ikke at kæmpe er at pådrage sig skyld. Vold skal bekæmpes, men ikke med had. Han gør sig mange, også teologiske, tanker og overvejelser.

I hans rødmossede hoved begynder fremtiden at tage form. For ham er det sagen, det gælder, koste hvad det koste vil.

Efter besættelsen skriver den danske nedkastningschef, Flemming Juncker, om Christian, at han ”var totalt fri fra egocentriske anlæg og kun tænkte på den sag, han ønskede at tjene, og over for hvilken han var nærmest urimelig loyal”.

Christian er tidligt på færde med omdeling af illegale blade, som han også skriver til. Han knytter i gymnasietiden bånd til partiet Dansk Samling. Fra det nye parti med kristne rødder og med stærk betoning af fædrelandskærlighed bliver mange modstandsfolk senere rekrutteret.

Arne Sørensen, der stiftede Dansk Samling i 1936, inviteres til at tale i Viborg. Det samme gør Kaj Munk. Digterpræsten fra Vedersø bliver et stort forbillede for Christian, der som Munk er dybt besjælet af kristentro, fædrelandskærlighed og kompromisløshed.

Da Christians illegale arbejde senere når sit højdepunkt, besøger han op til julen 1943 Kaj Munk i Vedersø. De samtaler i 3-4 timer. Munks afskedshilsen er ”Gud i vold”, og udtrykket tager Christian til sig og slutter alle sine sidste breve med det.
Junckers højre hånd

Christian bevæger sig i 1942 så småt ind i den mest risikable del af modstandsarbejdet. Han deltager i en nedkastningsopgave ved Trend i Himmerland, den første af sin slags i Jylland. Tre agenter med flyver fra England daler i nattens mulm og mørke ned fra himlen i deres faldskærme.

Efter gymnasietiden aftjener han sin værnepligt som kornetelev, først i Odense, så i Næstved, men interneres i forbindelse med værnemagtens overfald på den danske hær og flåde i august 1943.

Christian indskriver sig som stud.theol. på Aarhus Universitet, men dukker vist nok aldrig op, for pludselig går det hele stærkt. I København tilslutter Christian sig sabotagegruppen Holger Danske, bliver delingsfører og lyder dæknavnet Christian U.

Hans organisationstalent bliver bemærket. Christian hentes tilbage til Jylland, hvor han bliver højre hånd for Flemming Juncker. I Himmerland organiserer han nye modtagegrupper i Farsø, Aars og Tranum samt i Skive, bestående af lokale mænd, der også brænder for handling.

Men så sker der noget. 1943 bliver et nøgleår for den danske modstandsbevægelse, der opnår mere og mere folkelig opbakning, bliver bedre organiseret via det nye Danmarks Frihedsråd og Den lille Generalstab, men også kommer under fornyet pres.

Den danske samlingsregering afviser nye tyske krav, bl.a. krav om dødsstraf for sabotage, og går i august af, hvilket indebærer et brud med samarbejdslinjen.

Tyskerne indleder nu en blodig klapjagt på den stadig mere aktive modstandsbevægelse. Det hemmelige tyske politi, Gestapo, sætter alt ind på at optrevle den jyske modstandstandsbevægelse. Det lykkes i februar at få skovlen under Aars-gruppen i Himmerland, som røbes af en stikker. Få dage senere anholdes Christian af Gestapo ved banegården i Aalborg.

Holder andagt for Hvidstengruppen

I Gestapos hovedkvarter i Aalborg udsættes Christian for hård tortur.

Men på intet tidspunkt røber han navnene på dem, der stadig er på fri fod, og Gestapos kalder ham for ”den tavse dansker”. Det fortælles, at han en enkelt gang bringes ud af forhørslokalet i bevidst tilstand.

Under forhørene får han nys om, at Gestapo er ved at indkredse Flemming Juncker. Det lykkes Christian at få udsmuglet en meddelelse fra arresten, der advarede Juncker. I april rejser Flemming Juncker i sikkerhed i England, også foranlediget af tyskernes anholdelse af Hvidstengruppen.

Christian overføres til Horserødlejren og senere til Vestre Fængsel, hvor han sidder den sidste måneds tid af sit liv.

Han er rolig og afklaret, og i de mange breve fra fængslet giver han indtryk af en modenhed, der langt overstiger hans unge alder, og en dyb teologisk refleksion. Brevene smugles ud og trykkes i den illegale presse.

I Vestre Fængsel tilbringer han sin sidste tid i en celle sammen med Hvidstengruppen. Christian fungerer som sjælesørger for Marius Fiil og de andre fra gruppen. Han leder hver aften en andagt, hvor alle sidder musestille og lytter, og slutter af med Fadervor.

”Vi kaldte ham ”den røde”, og han overraskede os gang på gang med sin erfaring og evne til at fortolke Bibelens ord. Ingen rørte sig eller sagde noget, når han talte”, fortalte Hvidstengruppens Knud Christensen, der idømtes fire års tugthus, i et senere interview med journalist og modstandsmand Bob Ramsing.

”Bøj knæ…”

Den 21. juni idømmes Christian Ulrik Hansen dødsstraf ved den tyske krigsret i Dagmarhus. Sit livs sidst to døgn i Vestre Fængsel bruges på at skrive afskedsbrev til venner og familie.

Til veninden Inge i Jylland skriver han: ”Så begiver jeg mig ud på den allersidste rejse til landet, ”hvor issen ej gråner, hvor fuglen ej dør, hvor lykken er skinnende klar, men ej skør”.

Natten til den 23. juni skriver han sit livs sidste brev:

”Om to timer står solen op. Så knalder skuddene udover landet. Græsset græder dug, men se, solen står op og kysser duggen og græsset. Og hjemme i haven åbner blomsterne deres duftende kalke. Rosen gløder. Se, solen står op.”.

”Alle I derhjemme. Bøj knæ i solopgangen. Bøj knæ og bed til Ham, der ville give sit liv, for at vi kunne leve. Se, solen står op over landet, Guds strålende sol”.

Christians kamp har været drevet af nødvendighed, en længsel efter frihed – ikke af had til tyskerne. Storsindet får det sidste ord i hans allersidste brev:

”Og det skal da være mit allersidste ønske, når freden er inde, tag da et forældreløst tysk barn til jer i stedet for mig. Thi således forlanger Gud det af os, at vi skal være redskaber først for hans strenghed, så for hans mildhed. Gud i vold”.

Tidligt om morgenen lyder der tyske kommandoråb, støvletramp og raslen af nøgler. Den 23-årige føres ud af cellen og transporteres til Ryvangen, hvor han henrettes ved skydning.

Christian Ulrik Hansens navn kan læses både i Mindelunden i Ryvangen og i hjembyen Farsø, hvor der er indrettet mindelund for Christian og en anden lokal frihedskæmper, Per Sonne.

Kilder: Bob Ramsings ”Christian U. og hans venner” (1985), dr.theol. Elith Olesens ”Jeg har levet mit liv i lyset” (2001) – begge var ungdomsvenner med Christian – samt breve fra fængslet, udgivet på Samlerens Forlag efter besættelsen.