Fadi fra Ramallah
”Manden, der ville reparere verden med musik” hedder en ny bog af Daniel Øhrstrøm. Det er et portræt af musikeren Henrik Goldschmidt.Vi bringer her et kapitel fra bogen. Det handler om palæstinensiske Fadi og hedder ”De fremmede engle”.
16-årige Fadi skammer sig ikke over at bære et kors om halsen. Det har han fra en nonne, der besøgte den katolske kirke i Jenin, hvor han går i kirke hver søndag. Familien tilhører det kristne mindretal på Vestbredden, og hvis han ikke som planlagt bliver neurokirurg, violinist eller præsident, kan han sikkert også godt blive præst.
”Min farfar var – som Jesus – fra Nazaret, men som 18-årig flyttede han til Vestbredden, hvor han slog sig ned i Jenin. Det var der, min far voksede op og mødte min mor. Og de blev gift, inden de flyttede til Japan, fordi min far fik mulighed for at forske i biologi på et japansk universitet. Jeg blev derfor selv født i Japan, og jeg var fem år, da vi flyttede tilbage til Jenin.
Da jeg var otte år, begyndte jeg at lære musik gennem Al Kamandjati. Musik er heller ikke fremmed i min egen familie. Min farfar spiller oud, og det gør min far også. Og alle mine fætre og kusiner spiller også et instrument. På den måde har jeg en musikbaggrund. Men musikskolen har helt klart givet mig muligheder, som jeg ellers ikke ville have haft. Musikskolen har 100 elever i Jenin alene, mens der måske er 200 her i Ramallah og tilsvarende mange i flere andre palæstinensiske byer, hvor piger og drenge som mig har fået mulighed for at blive dygtige til at spille et instrument gennem musikskolen. Jeg burde være bedre nu, hvor jeg har været i gang i næsten ni år, men de første år øvede jeg mig ikke nok.
Gennembruddet for mig skete, da jeg kom på sommerskole for fire år siden, hvor jeg fik undervisning af en violinlærer, der faktisk også kom fra Japan.
Det er mærkeligt, at sådan en fremmed dame kan betyde så meget for ens liv på et par uger.
Hun forbedrede ikke kun min teknik, men gav mig også troen på, at jeg kunne blive god en dag.
Sådan gør de udenland- ske lærere som Henrik og Eric en større forskel, end de måske selv aner.
De kommer her fra en helt anden verden og efterlader os med mere håb. Det er næsten, som om de er engle, der kommer og tænder lys for os, inden de så forsvinder igen.
Eric kender jeg, fordi han har været her i flere år. Flere af de andre ser man måske ikke igen, men deres venlighed mærker os for altid. Det er også kernen i min kristne tro. Der står flere steder i Bibelen, at Gud ikke længere vil have offerdyr, men venlighed. Han vil have, at vi viser hinanden venlighed. Og enhver god gerning er bedre end at ofre en ged til Gud. Jesus sagde også: ’Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig’ (Matt. 25,40). Men det kræver vilje at være venlig, ligesom det kræver vilje og tålmodighed at lære et instrument. Man må blive ved med at øve sig!
Jeg betragter faktisk alle lærerne her som forbilleder og har lyst til at kalde dem gode kristne, selvom de måske slet ikke tror på noget. For de bruger alle sammen deres ferie på at gøre noget godt for andre. Og jeg tror, at venlighed derfor er en slags afglans af Gud selv, ligesom musikken kan føles som et billede på det kristne fællesskab, hvor vi er mange forskellige lemmer, der virker sammen i det samme legeme, som Paulus skriver. Her er vi i hvert fald et stort fællesskab på tværs af religioner, fordi musikken forbinder os, og vi behøver ikke at være enige om mere end noderne. Jeg ved heller ikke, om jeg tror, at Gud er den samme i islam og kristendom. For mig er Jesus vejen til Gud, og jeg føler mig forbundet med Gud, når jeg beder til ham. Jesus blev født lige her på Vestbredden, og han ændrede alting, fordi han vendte alting på hovedet. Han var kongen, der blev født i ekstrem fattigdom. Han var rabbineren, der viste os, at relationer er vigtigere end regler. Og han var den uskyldigt dømte frelser, der gik gennem smerten og forvandlede den til noget smukt ved at vise, hvor meget Gud elsker os. Det er svært at fatte. Men det tror jeg heller ikke, at vi behøver. Jeg elsker historien om kirkefaderen Augustin, der gik langs stranden, hvor en dreng gravede et hul i sandet. Han ville hælde vand fra havet over i hullet med en muslingeskal. Ligesom drengen aldrig kunne grave et hul, der var stort nok til at rumme havet, kunne Augustin heller aldrig indfange Gud i sine egne tanker. For Gud er altid større. Men jeg tror, at Gud er god, og jeg tror også, at musikken kommer fra ham.
Jesus sang sandsynligvis også på korset. For ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig’ er en linje fra salme 22 af David, som Jesus sikkert også kendte.
Det er sjovt at tænke på, at Jesus måske også var musikalsk. Det kan vi jo ikke vide. Men jeg tror i hvert fald, at Gud nyder, at hans skabninger slutter venska- ber i stedet for fjendskaber. Der står jo også i Bibelen, at fredsstifterne skal være salige, fordi de skal kaldes Guds børn. I den forstand udøver vi Guds vilje her. For her er ingen ufred. Vi spiller sammen på tværs af regioner og religioner. Og vi bliver forenet i musikken.
Jeg synes, at det er smukt, at orkestret her repræsenterer musikere fra flere forskellige verdensdele, som om hele verden er et stort orkester, hvor hver verdensdel næsten repræsenterer en gruppe i det store orkester, der er skabt til at spille sammen med de andre.
Mellemøsten er smuk, men bliver smukkere i samspil med resten af verden. USA og Danmark bliver også smukkere, når de spiller sammen med andre. Uden Asien ville der mangle en orkestergruppe. Og det samme gælder hele verden rundt, tror jeg. Verden er et stort symfoniorkester, og når vi sidder og spiller sammen, bliver vi mindet om, hvor smukt livet også kan være. Og det er måske særligt vigtigt lige her. Mange unge i Palæstina er aggressive, fordi de føler sig afmægtige, og de er vrede, fordi de ikke ser nogen fremtid for sig. Sådan er livet i Palæstina smertefuldt for mange, og jeg har flere venner, der kaster sten mod israelske soldater for at få afløb for vreden og afmagten. Men her bliver smerten omdannet til noget smukt. Den bliver til musik.”
