Jeg fortryder meget det forkerte, jeg har gjort
Hej Jørn og Karin
Jeg har det problem, at jeg om aftenen, når jeg ligger i min seng og tænker på dagen, der gik, ikke synes, at jeg gjorde det rigtige eller gjorde det godt nok.
Jeg fortryder ofte de ting, jeg ikke fik gjort. Så bliver jeg vred på mig selv over det og får en følelse af, at nu går det hele galt.
Nogle gange kan det også være noget, der er sket, eller jeg har sagt, jeg fortryder.
Hvad skal jeg dog gøre?
Den fortvivlede
Kære fortvivlede
Vi vil starte med at give dig en opmuntring: Du er ikke så meget anderledes end alle andre.
Alle mennesker oplever at fortryde ting i livet, at gøre ting som man synes, at man ikke skulle have gjort, eller at undlade at gøre noget, som man synes, at man skulle have gjort. Det er en del af livet.
Forskellen er, hvor meget vi fokuserer på det, som vi har gjort forkert; hvor meget vi bliver hængende i det og bebrejder os selv for det. Det er her, at din udfordring kommer ind.
Det er som udgangspunkt fint, at du er opmærksom på, hvad du gør rigtigt, og hvad du gør forkert. Så for dig er problemet ikke at erkende, at du har gjort noget galt. Tværtimod virker det til, at du overdriver det negative i det, du har gjort.
Måske har du en overfølsom samvittighed, hvor du ønsker at gøre alt godt for andre, og du ikke synes, at du lever op til det, og derfor bliver meget selvanklagende.
Du kan teste, om din selvanklage er reel, eller du er for følsom, ved at spørge, hvad du ville sige til andre, der havde gjort det samme. Dit svar hjælper dig til at se dine fejl i et andet lys.
Tilgivelse er også for de ”små” hverdagssynder
Når du oplever dig meget tynget af dine fejl, er det vigtigt at tænke på det enkle bibelske princip, der hedder tilgivelse, som noget der gælder konkret for dig i din hverdag.
Vi har lige fejret påske, og man kan have en generel tro på, at Jesus døde for ens synder og alligevel gå rundt med stor skyldfølelse over det, man har gjort forkert. Det er vigtigt, at troen på, at Jesus døde for os generelt, også bliver en tro på, at han gjorde det specifikt. Så lige præcis det, som du oplever at have gjort forkert i dag, er der ligeså meget tilgivelse for som alle andre synder.
Så den enkle bøn, hvor du beder om tilgivelse for den konkrete ting, du ellers ville bebrejde dig selv for, kan føre dig ud i frihed.
”Forlad os vores skyld” skal også anvendes på de helt specifikke situationer i dagligdagen.
Tag imod tilgivelse gennem tro og tak
Ligeså vigtigt som det er at bede om tilgivelse for det, man har gjort forkert, ligeså vigtigt er det at tage imod tilgivelse fra Gud.
Man modtager tilgivelse fra Gud på to måder. Først og fremmest ved at vælge at tro, at man er tilgivet. Hvis du tror, at du er tilgivet, så er der ikke længere nogen grund til, at du anklager dig selv. Der er ikke længere nogen grund til at være selvfordømmende eller at blive vred på sig selv.
Når troen tager over, siger den: ”Jeg tror, at jeg er tilgivet”, og dermed er anklagen slut ind over dit liv, for du er fri for det, du har gjort forkert.
Det andet element ved at tage imod tilgivelse, handler om at sige tak. Du siger: ”Tak Gud, at du har tilgivet mig, tak Jesus at du døde for min skyld”. Ved at sige tak tager du imod tilgivelsen for dig selv helt personligt. Lad det være et udgangspunkt, når du ligger i din seng om aftenen; at du er tilgivet. Hold fokus på det, og tænk også på, hvad der står i Prædikerens Bog, at Guds nåde er ny hver morgen.
Når du står op næste dag om morgenen, er det til en ny nåde og en ny begyndelse.
Du kan ikke ændre din livshistorie, men du kan få et nyt perspektiv på den.
Du kan ikke ændre på det, du har gjort forkert, men du kan give dagen et nyt perspektiv.
Du kan vælge at se på, hvad du fik gjort godt i dag, og kan rose dig selv for de gode ting, du gjorde: At du var opmærksom på én, der havde det svært, at du hjalp en på arbejdet osv. Hvis du tager den vinkel, at du vælger at se på det gode, bliver du mere positiv overfor dig selv og gladere.
Har du svært ved selv at se det, kan du spørge nogen, om de kan hjælpe dig med at se, hvad du gør rigtigt og godt.
Brug dine fejl i dag til noget godt i morgen
Hvor du har gjort noget forkert, er det samtidig vigtigt, at du forliger dig med fortiden.
Som Søren Kirkegaard sagde: ”Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.” Der ligger bl.a. i det, at du kigger tilbage og forstår, hvad du skulle have gjort. Med den forståelse kan der komme en fordømmelse, hvis ikke man er opmærksom på det. Men her hjælper den anden del af sætningen, at du kigger tilbage, ikke for at straffe dig selv, men for at lære af det, der er sket, og bruge det fremadrettet.
Har du fortrudt, at du ikke brugte tid sammen med nogen, du holder af, eller at du så tv i stedet for at læse en bog, så vælg at leve livet forlæns, altså sig til dig selv, at lige præcis denne ting vil jeg gøre noget konkret ved i morgen.
Måske skal du have en blok liggende ved sengen, hvor du skriver det ned, som du vil gøre anderledes. Det kan være en rigtig god måde at slippe en skyldfølelse på, hvor du tænker på en helt konkret ting og handling, du vil gøre i morgen, som opvejer den negative oplevelse i dag.
Det vigtigste er ikke, hvor du har været, men hvor du er på vej hen, og at du lærer af fortidens fejltagelser.
Hvis du vender dine tanker rundt på den måde, som vi har nævnt her, vil du hjælpe dig selv til at få en mere positiv indstilling og til ikke at være så kritisk overfor dig selv.
Med ønsket om at du må se det gode og positive… sov godt, når du når til denne aften.
Med venlig hilsen
Jørn og Karin