Obs! Efter at Iben Thranholm har besluttet at stille op for Paludans parti “Stram Kurs” har Udfordringen besluttet ikke at bringe hendes faste klummer. Vi ønsker ikke, at partistifterens politiske synspunkter og provokerende stil kommer til at skygge for Udfordringens ønske om at udbrede det positive kristne budskab. Herunder bringes sidste uges klumme, hvor Iben stadig udtrykte sin kritik af Paludan. 

Rasmus Paludan, der er grundlægger af det stærkt indvandrerkritiske parti Stram Kurs, har ikke blot sat brand til Koranen, men også sat danskernes sind i kog.

Rasmus Paludan er pludselig blevet, hvad man kalder for en “game-changer” ved det forestående folketingsvalg. Efter hans demonstrationer, især på Nørrebro, hvor han brændte Koranen af med masser af vrede og voldelige reaktioner fra muslimer til følge, er vælgererklæringerne væltet ind. Stram Kurs er nu opstillingsberettiget og alle partier må forholde sig til manden, der vil have så mange indvandrere som muligt sendt hjem.

Men hvad skal man mene om Paludan og hans sag? Hans tilhængere mener, at han har afsløret islams sande voldelige natur og hvor magtesløse politi og politikerne er. Men Paludan har ikke afsløret noget, som vi ikke godt vidste i forvejen og var vidne til under Muhammedkrisen.

Hvad Rasmus Paludan afslører er den indre tomhed, som vestlig kultur lider under og af. I stedet for at gå foran og vise muslimer det sande hellige, brænder han deres hellige bog af.

Paludan og hans tilhængere tror ikke selv på det hellige og regner tilsyneladende heller ikke liv for noget.

Selvom Paludan står på den yderste højrefløj, er han et produkt af kulturradikalismen og arven fra Poul Henningsen og Georg Brandes. Han er en slags skygge af den sekulære venstreekstremisme, der værdimæssigt har erobret også højrefløjen, som har udviklet sekulær højreekstremisme.

For begge fløje gælder det, at de holder intet for helligt. Man vil bare protestere, nedbryde og rive ned. De får deres identitet ved at råbe op om det som de ikke vil være med til og ikke vil acceptere, men sætter ikke noget andet og bedre i stedet. Partiets filosofiske grundlag er en tynd floskel om mest mulig lykke til flest mulige etniske danskere.

Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestligt kultur, men ironien er, at de selv er en del af det. Hvis man skal afsløre hvad der er galt, må man sætte noget andet og mere sandt i stedet. Man kan ikke tage folks falske guder fra dem uden at vise dem hen til den sande Gud.

Gør man ikke det, så vil tomheden og kaoset bare vokse og ende i mere vold.

Paludan vil udpege dæmonen, men han har ikke, hvad der skal til for at uddrive den. Der skal kristen tro til.

Herunder bringes klummen fra uge 20, som blev trykt i avisen, før Iben Thranholm oplyste, at hun ville opstille for “Stram Kurs”.

Må valgkampen fri os fra selvgodheden

Så er valgkampen endelig skudt i gang. Det tog sin tid, inden Lars Løkke fik trykket på knappen og sat en dato for den lange valgkamp, som det bliver indtil Grundlovsdag 5. juni.

Det tegner til at blive en ualmindelig højspændt, højrøstet og uforudsigelig valgkamp. Ikke mindst på grund af Rasmus Paludan, der som bekendt er leder af det nystartede højreparti Stram Kurs. I sidste uge skrev jeg, at hans demonstrationer udstillede vores kulturs tomhed, men Paludan har formået at fylde hele debatten.

Når Paludan fylder mere end de andre partiledere, er det ikke kun på grund af hans markante synspunkter, men fordi han taler uden filter og fremstår mere autentisk end de mange polerede politikere, som blot har læst på den lektie, de har fået af deres spindoktorer.

Paludan siger som en anden Klods-Hans bare, hvad man mener uden hensyn til, om den politiske korrekte elite himler op og hviner, at han er nazist. Med sin ligefremme retoriske stil afslører Paludan i den grad “de pæne selskabs” dobbeltmoral, hykleri, og hvor tomme de buldrende tønder er.

Onsdag aften var Paludan inviteret i Aftenshowet sammen med Mimi Stilling Jakobsen, der sagde, at hans politik mindede om nazisternes i 1930’ernes Tyskland. Hun sad demonstrativt med siden til ham og tilføjede, at hun ikke ønskede at lære Paludan at kende. Paludan gav hende igen af nøjagtigt samme skuffe og kaldte hende for nazisvin.

Mimi Stilling blev så fortørnet over, at nogen kunne finde på at behandle hende, som hun behandler andre, at hun nu vil melde Paludan til politiet for udtalelsen. Andre politikere fra “det pæne selskab” prædiker om mere “hjerte” i udlændingepolitikken, men udstiller gang på gang hårdhjertethed og kulde overfor de mennesker, som ikke er enige i deres politik. Det har vi været vidne til, lige siden Dansk Folkepartis indtog på Christiansborg i 1995.

Dengang var det dem, som var nazister.

Denne selvgodhed er så forblændet af sig selv, at den ikke kan se virkeligheden, som den er. Det er farligt. Derfor kan islamismen brede sig i ro og mag. Om ikke andet må man håbe, at denne valgkamp vil få danskere til at få øjnene op for, hvor udbredt den falske barmhjertighedskultur,
som har besat dansk politik og kultur, er. Og hvor meget den lammer enhver sund og fornuftigt skelnen mellem godt og ondt.

Må valgkampen fri os fra selvgodheden