Fra smøregrav til prædikestol

Af Lone Bak-Pedersen

Vandringen fra smøregrav til prædikestol er begivenhedsrig og slet ikke slut for Frede Rasmussen fra Citykirken Aarhus. Det handler om tro, tillid, Jesu blod og ikke mindst om en kærlig, himmelsk far med den helt rette timing.

Lidt utraditionelt begynder dette portrætinterview slet ikke som noget interview. Scenen er derimod Citykirken Aarhus’ Seniorklub på Viborgvej 173 en tidlig tirsdag eftermiddag.

Det er kun naturligt at påbegynde et portræt af Frede Rasmussen i umiddelbar nærhed af en prædikestol og i de fysiske rammer, hvori han fortsat stortrives med et Guds ord i både hjertet og på tungen til alle omkring ham.

I Guds rige findes der absolut ingen pensionsalder for hverken hyrder eller får, mener Frede Rasmussen, som om lidt skal tale om betydningen af Jesu blod og efterfølgende dele nadveren med de tilstedeværende, trofaste tilhørere.

Først skal et veldækket kaffebord dog nydes. I Seniorklubben, som i øvrigt er åben for alle, går den fysiske og den solide åndelige føde hånd i hånd. Det har den traditionelt gjort i mange år.

Jesu blod

Sang, flødekager og nogle kopper kaffe senere griber Frede både om Bibelen og mikrofonen.

Han er veloplagt og klar til at dele den visdom om Jesu blod, som Herren har lagt ham på hjerte.

Hyggesnakken omkring kaffebordene forstummer, og stemningen emmer af spændt forventning. Det er tydeligt at mærke, at Frede bestemt har glædet sig til at dele det budskab, han nu tager fat på.

Efter en inspirerende tale med en vandring i bibelhistorien om tro, slår Frede en sløjfe fra skabelsesberetningen til håbet i Jesu blod om Guds retfærdighed og frelse til behandlingen af de fysiske og psykiske symptomer på synd og Guds samhørighed med mennesket gennem ånden og udgydelsen af netop Jesu blod.

Blodet som renser, beskytter og bevarer enhver troende, som påkalder blodet i tro og tillid til både lægedom og frelse.

Min himmelske far

Da eftermiddagen i Seniorklubben ebber ud, og nadveren er sunket, er det tid til, at Frede og Udfordringens udsendte tager en snak om vandringen fra smøregraven til prædikestolen.

– Rejsen startede for flere år siden med lægedom. Lægedom for et voldsomt savn. Som ganske ung mekanikerlærling mistede jeg min far, som jeg var tæt knyttet til, og som jeg også havde delt en kaldelse med om at være et talerør for Gud.

I virkeligheden er det at kunne være et talerør for Gud en længsel, som har ligget i mig, siden jeg var en ung knægt. Som ung var jeg en ganske urolig sjæl.

Derfor er jeg heller ikke sikker på, at min jordiske far helt så den samme kaldelse og længsel efter at være Guds talerør, som jeg selv gjorde, siger Frede.

År senere skulle det dog vise sig at gå netop sådan. Men først måtte Frede færdiggøre uddannelsen som mekaniker for siden at arbejde få år i denne branche.

Da han en middagsstund under læretiden sad alene på mekanikerværkstedet, og græd modige tårer over faderens tidlige død, og følte sig enormt ensom, hørte han pludseligt midt i denne ensomhed en meget tydelig stemme, som sagde:

– Frede, hvis du vil tillade mig det, vil jeg gerne være din himmelske far.

– Jeg var opvokset i et kristent hjem, og har altid har holdt af bibellæsning, så jeg blev overrasket, men var alligevel snarrådig nok til at svare:

– Gud er det dig? Hold dog op, der er intet jeg hellere vil, end at have dig til min far.

Derfor skyndte jeg mig at svare ja på spørgsmålet om, at han gerne må være min himmelske far. Det har han været lige siden. I mange situationer har han også beskyttet mig og draget omsorg for, at jeg er her den dag i dag.

København, Esbjerg og Aarhus

Kaldelsen lod sig ikke forstyrre af uddannelsen og arbejdet som mekaniker i nogle år.

Gud bekræftede derimod kaldelsen for Frede ud fra 2. Mosebog 4:12, som lyder:

”Gå nu! Jeg vil være din mund og fortælle, hvad du skal sige”.

Da Frede fik dette ord, var der i hans indre ikke den fjerneste tvivl om, at det nu var tiden til at hoppe op af smøregraven, lægge svensknøglen og mekanikerfaget bag sig for at forfølge kaldelsen om at være Guds talerør.

Det blev starten på en rejse, som først bragte ham til København i nogle år for siden sammen med Kirsten at starte pinsemenigheden i Esbjerg.

Fra Esbjerg gik turen til Århus. Her startede han som præst først i Mørksgade og siden i det, der i dag hedder Citykirken Aarhus med opførelsen af kirkebygningen på Viborgvej.

Det var en meget begivenhedsrig tid på mange måder, og i de 31 år Frede, tjente som menighedens præst dér, har han oplevet og erfaret mange af Guds undere og mirakler. Langt flere end denne artikel kan rumme, og rejsen er heller ikke på nogen måde slut endnu.

På ingen måde. Gud er en trofast far, der står ved sit ord. Derfor fylder Gud fortsat Fredes mund med ord og opmuntringer til menneskerne på hans vej.

Engang hyrde altid hyrde

I dag er det fortrinsvis Seniorklubben i Citykirken Aarhus, som drager fordel af Fredes lederskab og gudgivne budskaber tirsdag efter tirsdag, når da ikke lige Seniorklubben har besøg af en gæstetaler.

Men også andre frikirker rundt omkring har fra tid til anden glæde af den forkyndelse, Frede ihærdigt deler ud af.

Faktisk er det sådan, at Fredes kalender med årene ikke er blevet mindre travl. Børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn kræver nu også sit samtidigt med, at Frede også er bevidst om, at der som sagt ikke findes nogen pensionsalder i Guds rige.

En hyrdetjeneste stopper ikke blot, fordi han har rundet de 76 somre. Og det er rigtig mange taknemmelige for. Ånden og længslen efter at se flere vokse og komme til tro brænder fortsat kraftigt i Fredes indre. Guds kærlighed er drivkraften. Guds nåde er desuden ny hver morgen, og Frede ved, at Gud stadig har opgaver til ham, der venter på med den rette timing at blive fuldført.

Det har Gud givet ham et løfte om. Gud har dog endnu ikke været så elskværdig helt at afsløre, hvilke opgaver der venter. Så han er i spændt forventning i fast tillid til og tro på sin himmelske far, der livet igennem med stor kærlighed kun uddeler gode gaver.

Børnebørn og oldebørn

Familiemæssigt er flokken heller ikke lille. Og det ligger Frede meget på sinde, at både børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn har en personlig tro på og tillid til Gud.

– Det er så vigtigt at tro på en Gud, der er større end én selv. Det giver en helt anden tilgang til både livet og mennesker omkring dig, som verden af i dag bestemt har brug for. Netop derfor er der i Guds rige ingen pensionsalder. Alle har vi opgaver at udføre. Opgaver som vi udrustes til at gøre, når vi er villige til at gå med budskabet til andre om en kærlig far.

Og Guds kærlighed er kernen og drivkraften i alt, hvad Frede foretager sig. Også i stille stunder og samtaler med Gud.