Vestafrika: Tolv dræbt under kirkeangreb i løbet af to uger
Seks kristne fra en vestafrikansk kirke nær grænsen til Mali blev henrettet efter en gudstjeneste den 28. april, fordi de nægtede at konvertere til islam. Sidste søndag blev endnu en kirke angrebet og seks mænd blev dræbt.
Ifølge Christianity Today blev en Assemblies of God-kirke i Burkina Faso den 28. april angrebet af bevæbnede mænd på motorcykler. Blandt de dræbte er kirkens mangeårige pastor, Pierre Ouédraogo, og fem andre, som ikke ville afsværge deres kristne tro. Angriberne plyndrede derpå kirken og brændte prædikestolen.
Den 12. maj angreb mænd på motorcykler en katolsk kirke i byen Dablo. Angriberne beordrede kvinder og børn væk, før de dræbte præsten og fem kirkegængere. Herefter plyndrede angriberne ifølge Reuters adskillige butikker, inklusive apoteket, før de forsvandt.
Pastor Ouédraogo, som var Assemblies of God-kirkens præst i over 40 år, havde frygtet et angreb, fordi kirken ligger nær det konfliktramte Mali. Alligevel blev han i sit kald og var parat til at dø for sin tro, fortæller en talsmand for kirken og pastorens familie. Også Pierre Ouédraogos søn og svoger blev dræbt under angrebet.
Ifølge AP har ingen taget ansvar for henrettelserne, men islamister står bag et stigende antal voldelige angreb i landet.