Danskere hjælper syge og tørkeramte i Afrika

Mirjam Bjerre er udsendt til Tanzania fra Betanias Kirkecenter. Her fortæller hun om et projekt, som støttes af Sundhedspersonalets Missionsfællesskab.

Danske Mirjam Bjerre (til højre) uddeler medicin købt for SMF midler i Tanzania. I det sidste års tid har hun arbejdet i et nyt område, der hedder Matale, med udddeling af næringsrig babymad og undervisning til mødrene.
Jeg ved ikke om det kan passes ind.

I forbindelse med et nyt arbejdsområde i Tanzania har missionær Mirjam Bjerre bedt SMF om økonomisk støtte til hjælp for de sultende og syge mennesker, hun arbejder blandt.

Mirjam, som er udsendt sammen med sin mand, byggetekniker Per Bjerre, fortæller:

”I det sidste års tid har jeg arbejdet i et nyt område, der hedder Matale. Det ligger tæt på grænsen til Kenya, 4 timers kørsel her fra Arusha. Det er et område, hvor man ikke ønsker de hvide pga. jagt og ædelsten. Men vi har fået speciel tilladelse til at arbejde der, da vi hjælper med babyernærings-projekter.

Underernærede børn

Jeg har været i Tanzania i 30 år og har aldrig før oplevet et område med så mange syge og handikappede mennesker. De får tvillinger og trillinger, som jeg heller aldrig før har oplevet, og vi har en kæmpe opgave med at hjælpe så mange som muligt.

De har ikke fået regn i år, som vi har her i Arusha, så de sulter. Vi har haft så mange børn her på hospitalet, som er underernærede og måtte indlægges med deres mødre, som jo selv kun er børn på omkring 14 år. Det har været meget udfordrende, men også meget givende, når historien ender godt.

En meget glad dreng

Den bedste historie jeg har oplevet her, er en dreng på omkring 10 år med klumpfødder, som ikke kunne gå. Ham har vi haft på børnehospitalet og fået hans ben rettet ud, så nu er han helt ”normal” igen.

Det første han sagde var: ”Nu kan jeg blive gift”. Jeg tror, han var bange for, ingen ville have ham, når han så sådan ud. Vi havde lovet ham en fodbold, når han var færdig med behandlingen, og det fik han. Jeg har aldrig oplevet et barn så glad. Det var skønt at opleve. Gud er så god og trofast,” slutter Mirjam Bjerre.

SMF i næsten 100 år

Foreningen SMF (Sundhedspersonalets Missionsfællesskab, som tidligere hed Sygeplejerskernes Missionsforbund) har i næsten 100 år øvet sundhedsarbejde og bragt håb til syge og fattige mange steder i verden. Samtidig har kristne i Danmark stået bag missionærerne med forbøn og indsamling af midler, der er brugt direkte på de mennesker, som de udsendte er i kontakt med.


Artiklen fortsætter efter annoncen: