Eritrea lukker 22 katolske klinikker og forbyder ”fri” bøn
Den katolske kirke har klaget til sundhedsministeriet over lukningen af 22 helsecentre i Eritrea. Regeringen beordrede patienterne hjem og placerede soldater på centrene, skriver BBC.
Embedsmænd har også bedt de katolske ledere på helsecentrene, hvoraf mange ligger ved klostre, underskrive dokumenter for at overdrage faciliteterne til staten, skriver Catholic News Service.
”Regeringen kan sige, at de ikke ønsker kirkens serviceydelser, men det er ikke rigtigt at bede om overdragelse af ejendomme,” hedder det i brevet til ministeriet. Lukningen af centrene vil ifølge The Christian Post efterlade tusinder af beboere i landområderne uden adgang til kvalificeret lægehjælp.
I den første uge af juni oplyste BBC, at over 30 kristne tilknyttet pinsekirken var blevet arresteret i Eritrea. Deres ”forbrydelse” var, at de bad sammen på tre forskellige steder omkring hovedstaden Asmara. I maj blev 141 kristne arresteret, oplyser Open Doors USA.
Eritreas regering anerkender kun fire trossamfund: Den Ortodokse Kirke, Sunni-islam, Den Evangelisk- Lutherske Kirke og Den Katolske Kirke. På Open Doors verdensrangliste har Eritrea en 7. plads blandt de lande, hvor kristne forfølges mest, og landet omtales af flere iagttagere som ”Afrikas Nordkorea”.