Lær selv at velsigne
Genopdagelse af, hvordan vi kan opleve velsignelse og selv velsigne andre, helt bevidst.
Vi skal ikke blot bede Gud om at velsigne os selv og andre. Vi skal SELV udtale velsignelse over andre og over vores omgivelser.
Det kan kristne gøre, hvis de handler i Jesu navn og med hans autoritet. Og hvis vi selv lever tæt på Gud, vil vi efterhånden vide, hvad vi skal velsigne andre med. Gud vil hviske det til os i vores indre.
Det er noget af det vigtigste i denne bog. Den er en opfølgning på bogen ”Strømme af nåde”, som vi omtalte i uge 18.
Bogen er en norsk oversættelse af ”The Grace Outpouring”, som retrætestedet Ffald-y-Brenins bestyrer, Roy Godwin, har skrevet.
Den handler om, hvordan der begyndte at ske mirakler, og hvordan også ikke-troende dukkede op på stedet og oplevede Guds nærvær og kraft så stærkt, at de måtte overgive sig.
Velsignelsen breder sig
I ”Velsignelsens Vej” kan man læse om de ufattelige mirakler, som fortsat sker. Men også om eksempler på, hvordan velsignelsen breder sig til andre steder i verden.
Et af disse steder var en lille menighed i New Zealand, hvor en ældre mand en dag læste op fra bogen. Det skabte en sådan længsel efter at opleve mere af Guds nærvær, at menigheden begyndte at mødes til bøn seks dage om ugen. 18 måneder senere var flere kirker kommet med, og nye præster var blevet indsat for at tage sig af de nye troende, der kom til, fordi menigheden nu var til rådighed for folk udefra.
Et af resultaterne var, at en rockergruppe kørte ind i den lille by, tog deres jakker og rygmærker af og knælede i al offentlighed på byens torv. De tog afstand fra deres tidligere opførsel og lovede at blive Jesu efterfølgere.
Medlemmer af en kriminel gruppe, Black Power, som er frygtet i New Zealand og Australien, var til stede. Men Helligånden faldt også over dem, og et år senere var de integreret i kristne smågrupper.
Hemmeligheden
Hvad Gud kan gøre, når vi for alvor er til rådighed, overgår langt, hvad vi kan få stablet på benene af religiøse eller udadvendte arrangementer.
Derfor er det så vigtigt at forstå, hvad der er hemnmeligheden.
Hvad er det så?
Det er ikke et koncept, medmindre man vil kalde Jesus og evangeliet for et koncept.
Man kan ikke sætte det på en formel, for det handler ikke om religiøsitet. Men bøn er alligevel så afgørende, at Roy lægger vægt på daglige bedetider, ligesom de keltiske munke dagligt søgte Gud.
Men blot det at bede fire-fem gange dagligt, ligesom munkene, er ikke hemmeligheden. Det kan i sig selv blive til en overfladisk religiøsitet – uanset om den er keltisk, katolsk eller moderne.
Formen er blot en hjælp til at holde fokus. Roy forklarer, at de på Ffald-y-Brenin nogen gange beder faste nedskrevne bønner, mens de andre gange beder frit og impulsivt, ja også med tungetale og sang i ånden.
Det er forventningen om at blive hørt og om Helligåndens indgreb, der gør forskellen.
Fadervor er ikke en remse
Meningen med at Jesus gav os Fadervor, er ikke, at vi skal lire en remse af os, mener Roy.
Men Fadervor viser os, hvad vi kan og skal bede om, og i hvilken rækkefølge. At vi først skal forstå, at Gud er vores Fader, hvis navn vi skal holde helligt. Og dernæst at vi både må og skal bede for vores fysiske og åndelige behov. At vi både kan bede for os selv og verden omkring os.
At vi skal tilgive hverandre. Og at vi skal holde fast ved, at magten og æren er Guds i evighed. Amen.
Velsignelsens vej
Roy og folkene på Ffald-y-Brenin har opdaget, at der sker noget, når de velsigner mennesker og omgivelser.
Vi ønsker måske: Må Gud velsigne dig. Eller vi beder om, at Gud må velsigne nogen.
Men kristne har faktisk fået autoritet til selv at velsigne. Vi behøver ikke gøre det indirekte. Og når vi gør det direkte, udløser vi velsignelsen.
Det er på samme måde, som vi heller ikke kun skal bede Gud om at helbrede, men at vi selv kan udvirke helbredelsen ved at befale sygdommen at forsvinde i Jesu navn/autoritet. Det er Gud og hans kraft, der gør miraklet, og som skal have al ære, men vi udløser det.
Det mest inspirerende ved at læse de to bøger er ikke undervisning om former, men at vi her læser om et sted, hvor Guds ånd virker overnaturligt – i dag.
Det giver håb om, at vi kan opleve noget lignende.
Hosianna.dk forhandler de to bøger på norsk, da de ikke er udkommet på dansk, og formentlig ikke kan købes i danske boghandler og bogsalg.
Begge bøger er oversat til så letlæst norsk, at man snart glemmer, at det ikke er dansk.
Roy Godwin & Dave Roberts:
Velsignelsen vej.
194 sider. 228 kr.
Strømme af nåde.
182 sider. 199 kr.
Proklamedia forlag, Norge.
Bestilles på Hosianna.dk.