En ’åbenbaring’ ledte mig til Gud

Flere gange har Leif Munk oplevet, at Gud har vist ham noget – og det var også sådan, at han kom til tro som ung sølvsmedelærling.

(Læsetid: 10 minutter)
”Den alvorlige sygdomsoplevelse gjorde mig i en tidlig alder til en tænksom og nok også åndeligt åben person,” husker Leif Munk.

Det buldrer i brændeovnen hjemme hos Leif Munk, der sammen med sin kone bor på en nedlagt gård i Pedersker, hvorfra de både driver feriested og retrætecenter, så folk fra nær og fjern kan lade op i den bornholmske natur. For de største erkendelser får man sommetider i stilheden.

Livet er en lang læreproces, der kan gøre en klogere hver eneste dag, men sommetider kan det være de mest uforklarlige oplevelser, der kan føre til den dybeste forståelse af livet og troen.

Sådan har den pensionerede præst Leif Munk oplevet det mange gange i sit liv. Og det var også en åbenbaringsoplevelse, der førte ham til troen. Men det ligger nærmest i ordet, at man skal være åben for at opleve en åbenbaring, mener han. Og det blev han i en tidlig alder, da han var ved at dø af et nyresvigt efter en fejloperation. Han fik nyresten som dreng.

Tæt på at dø

”På Randers Centralhospital holdt personalet i en måned konstant vagt ved min seng, for de troede, jeg lå for døden. Jeg overlevede, men blødte alligevel to år i træk, inden jeg fik den syge nyre opereret væk,” fortæller Leif Munk med en sikker stemme, der afslører, at han er en mand, der er vant til at tage ordet og beholde det.

”Den alvorlige sygdomsoplevelse gjorde mig i en tidlig alder til en tænksom og nok også åndeligt åben person.

Efter min konfirmation, der mest var for gavernes skyld, kom jeg med i en spejdergruppe, hvor de talte om at blive frelst. Jeg vidste slet ikke, hvad det handlede om, men fornemmede, at det havde noget at gøre med de spørgsmål, der rejste sig i mig hele tiden. Hvad er meningen med det hele? Hvor går jeg hen, når jeg dør? Og så videre,” siger han og tilføjer smilende:

”Det førte til, at jeg trak dynen over hovedet i min seng og bad Gud om at frelse mig, selv om jeg ikke vidste, hvad det var.”

Det var dog først flere år senere, at Leif Munk fik en mere klar forståelse af, hvad det med Gud og kristendom gik ud på.

Synet af Bibelen

”En aften var jeg som 17-årig helt alene hjemme. Det var sjældent, for jeg havde tre mindre brødre, men alle var væk den aften. Nu var der endelig ro til bede, så jeg lagde mig på knæ i stuen, som jeg troede, at man skulle. Og så oplevede jeg en åbenbaring. Jeg havde aldrig oplevet noget overnaturligt før, men hver gang jeg lukkede mine øjne, så jeg en hvid dug med en sort bog, hvorpå der var et kors. Det var ikke kun én gang, jeg lukkede øjnene, men mange gange. Og hver eneste gang så jeg den bibel for mig.”

Selv havde han ikke nogen bibel, men han huskede, at hans far havde en gammel bibel, der lå i et chatol i stuen, så den tog han frem.

”Pludselig kom jeg til at tænke på en spejderkammerat, der havde sagt, at man skulle læse i Johannesevangeliet. Det havde jeg selvfølgelig svært ved at finde, men jeg fandt det og læste de første tre kapitler, som jeg vil kalde min anden åbenbaring den aften.

Jeg havde vel en slags tro på Gud, men havde aldrig forstået, hvad vi skulle med Jesus. Nu forstod jeg pludselig, at Jesus var kommet, fordi jeg behøvede tilgivelse for alt det, der var forkert i mit liv, og at jeg havde brug for ham som en ven, jeg kunne snakke med hver dag.

Senere har jeg undret mig over, at jeg fik så meget ud af de tre kapitler.”

Stor glæde

”Nede ved spejderne havde vi et par gange sluttet af med at synge en sang, der hed ”Tag mig, som jeg er. Tag en fattig synders hjerte, tag mig, som jeg er.” Og den bøn bad jeg så hjemme i stuen. Jeg mærkede så stor en fred og glæde, at jeg måtte danse rundt som en indianer i stuen.”

Social angst forsvandt

Dengang var han i lære som sølvsmed, og i skolen var han kendt for sin tavshed, fordi han led af social angst.

”Jeg sagde aldrig noget og prøvede at undgå at snakke. Men det ændrede sig efter et fælleskristent møde i noget, der hed Merkurteatret. Der var en amerikansk prædikant, der opfordrede mig til at gå op til forbøn gennem en dør oppe ved scenen. Det følte jeg stærkt, at jeg skulle, men jeg var for sky til at gøre det, så jeg sagde til Gud, at jeg ville gøre det, hvis amerikaneren sagde det én gang til, og det gjorde han så selvfølgelig. Og det mærkelige var, at al min generthed forsvandt, da jeg gik gennem den dør. Pludselig kunne jeg snakke.

Derfra snakkede jeg med alle folk om Gud og Jesus, lige meget om det var på arbejdspladsen eller på gaden. Jeg vendte alle samtaler, så det handlede om Gud. Det, fandt jeg senere ud af, var en dårlig ide, men jeg var blevet en anden fra den dag.”

Følte sig mislykket

Efter et års tid som kristen kom han dog ind i et mørke.

”Det første års tid som kristen var jeg utrolig positiv og taknemmelig. Når jeg kom hjem fra arbejde, gik jeg altid ind i Sct. Clemens Kirke i Randers, og der kom den tanke, at nu havde Gud gjort så meget for mig, så nu skulle jeg også gøre noget for ham. Det var et vildspor, hvor jeg begyndte at tro, at jeg skulle gøre mig fortjent til Guds kærlighed, som om den afhang af, at man præsterer noget.”

På det tidspunkt kom han i en meget lille frikirke, der højst bestod af ti mennesker, så der var kun råd til at få en præst til komme en gang om måneden. De andre søndage gik med vidnesbyrd fra folk, der kun fortalte om alle de gode ting, de havde gjort sammen med Gud.

”Jeg følte mig mere og mere mislykket som kristen, fordi jeg slet ikke følte, at jeg kunne leve op til de andre. Men de fortalte heller ikke om deres kriser. Og derfor følte jeg mig uværdig til at være kristen. Men Gud fandt en måde at nå mig,” siger han og smiler varmt.

”Tilfældigt” bibelord

”Jeg plejer at sige, at der ikke er nogen kopimaskiner i Himlen, for Gud møder os på hver vores måde. Midt i mit mørke, hvor jeg troede, at jeg var forkastet af Gud, fordi jeg var for dårlig og beskidt til at være kristen, følte jeg, at jeg skulle slå op i Bibelen. Jeg slog tilfældigt op på Esajas 1, 18, hvor der står: ”Kom, lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne”.

Jeg kunne ikke tro, at jeg kunne blive hvid som sne, så jeg slog op igen, men ramte det samme sted. Jeg tænkte, at Bibelen måtte være bøjet, så den slog op på samme sted. Jeg tog derfor i stedet min brors bibel og slog tilfældigt op og satte for sikkerhedens skyld fingeren på den modsatte side, men det var en anden udgave af Bibelen, hvor siderne var sat sammen på en anden måde, og min finger ramte det selv samme bibelvers!

Da forstod selv jeg, at Gud er så kærlig, at vi ikke skal gøre os fortjent til hans nåde og tilgivelse.”
Senere læste han en bog af en kinesisk teolog, der bekræftede det gudsbillede.

”Det var virkelig en åbenbaring for mig. For nu forstod jeg, at kristendommen ikke kom an på mig, men på Kristus. Og den åbenbaring har kun foldet sig ud gennem mit liv, hvor det er blevet mere og mere klart for mig, at Gud ikke venter på, at vi tager os sammen, men falder sammen, for så kan han komme til.”

Kald til at være præst

Dengang var Leif stadig i lære som sølvsmed, men siden kom han til at arbejde 45 år som præst.

Det var igen et tilfældigt bibelvers, der overbeviste ham.

”Jeg var ellers glad for at være sølvsmed, og jeg kunne tjene gode penge på det. Det var jeg optaget af, fordi jeg kom fra et lidt fattigt hjem. Men jeg kunne mærke, at Gud prikkede mig på ryggen, når jeg kom i kirke, og det var som om, at alt talte til mig om at blive præst, når jeg læste i Bibelen.

En dag brugte jeg en hel dag på at bede for, hvad jeg skulle. Jeg havde lånt et kontor af en ven, og da jeg skulle hjem og var ved at tage tøj på, følte jeg det som om Gud havde et ord til mig, hvis jeg slog op i Bibelen, så jeg lukkede øjnene og satte igen fingeren ned på et tilfældigt sted. Det advarer jeg ellers normalt imod. Men der i Zefanias’ bog stod der, at Herrens dag er nær, og at

”Sølv og guld kan ikke frelse verden”, siger Leif Munk og slår en høj latter op, inden han også får tårer i øjnene.

”Undskyld, men jeg kan stadig blive bevæget over det, siger Leif Munk, der både betragter troen og åbenbaringer af den slags, han har oplevet, som en gave.

”Jeg forstår en åbenbaring som noget, der gør, at man kan se bedre, dybere og længere end folk i almindelighed kan se. Det er en aha-oplevelse, der giver større indsigt. Sommetider kan det bare være, at man forstår et bibelvers på en ny måde. Men åbenbaringer åbner altid troen.”

Præst i 45 år

Sådan har han oplevet mange velsignelser gennem sine 45 år som præst, hvor han bl.a. var med til at føre den lille frikirke i Randers frem til at blive en af Danmarks største frikirker, ligesom han følte det som om, at ”Gud bredte den røde løber ud”, da han kom til Norge og – med Guds hjælp – fik en kirke i Kristiansand til at vokse fra 60 til næsten 2000 mennesker i dag.”

Han har også været præst i Citykirken i København, og redaktør af Udfordringen en kort periode.

For 14 år siden flyttede han sammen med sin kone Anke til Bornholm, hvor han driver Munks-
gaarden som ferieudlejning og retrætested for udbrændte præster og missionærer. Han har skrevet bogen ”Den sejrende taber”, der også er udkommet i Norge. Han har fem børn og femten børnebørn.

Læs også