Seksdageskrigen i 1967

Spændingen i ugerne før krigen brød ud var uudholdelig. Israel var omringet af hære på alle sider, der var 2-3 gange så store som Israels hær.

Forsvarsminister Yitzhak Rabin fik et mentalt sammenbrud og tog sin afsked. Moshe Dayan blev valgt som ny forsvarsminister.

100 milioner arabere og den kommunistiske verden stod sammen med Egyptens præsident Nasser i den uungåelige udslettelses-krig imod Israel. Hele verden holdt vejret i de dage.

Ville jøderne igen opleve et Holocoust med forsøg på ”den endelige løsning på verdens problemer, jøderne”, som Hitler forsøgte?

Jordan går ind i krigen

Jordan, som ellers var relativt vestligt orienteret, blev så duperet af Nassers stolte retorik over for Israel, at det besluttede at underlægge sin hær under Egypten.

Syrien, Jordan og Egypten havde nu alle mobiliseret deres hære imod Israel. Over for dobelt så mange mænd og militært udstyr stod Israel alene. Irak, Saudi-Arabien, Tunesien, Sudan med flere lovede at støtte araberne med tropper og materiel.

Det lille land Israel, med 4 millioner indbyggere, var omringet af fjentlige hære. Israel var oppe imod over 100 millioner muslimer.

Rusland havde forsynet både Egypten og Syrien med nye morderne våben og langt flere tanks og fly i forhold til Israel.

Målet: Udslettelse

Præsident Nasser udtalte før et arabisk topmøde nogle uger før krigen: ”Vi kunne tilintetgøre Israel i løbet af 12 dage, hvis araberne kunne danne fælles front”.

Syriens ministerpræsident, Hafez al-Assad: ”Det er på tide at få gjort en ende på zionisternes tilstedeværelse i arabernes hjemland.” – ”Vores kendte mål er befrielsen af Palæstina og udslettelsen af den zionistiske eksistens der.”

”Hver eneste soldat i vores hær mener, at Israel skal udslettes fra landkortet,” tordnede Syriens stabschef, Salah Jadid.

”Vi vil sætte regionen i brand, og ethvert israelsk træk vil resultere i en endelig grav for Israel,” sagde Syriens premierminister, Yusuf Zu’ayyins.

”Vores mål er udslettelsen af Israel,” udtalte Egyptens hærfører, general Amer, i oktober 1966.

”At generobre det stjålne land med… jeres tro og våbens fulde styrke.”

”Vi vil en total, folkelig befrielseskrig… for at ødelægge den zionistiske base i Palæstina,” fortalte den syriske præsident, Nureddin al-Atassi, til sine tropper på grænsen til Israel.

”Vi vil udslette Israel og alle dets indbyggere, og hvad angår de overlevende – hvis der er nogle – så er bådene parate til at deportere dem,” Ahmad al-Shupayri, PLO formand.

”Mine generaler fortæller mig, at vi vinder,” meddelte Nasser FN´s generalsekretær, U Tant.

Israels eksistens på spil

Israel var klar over, at dette var en hellig krig, Jihad, for araberne, en udryddelses krig, hvor Israels eksistens stod på spil. Den eneste hjælp, amerikanerne leverede til Israel, før krigen brød ud, var giftmasker. Egypten havde brugt giftgas i Yemen lige før Seksdages-krigens udbrud.

Russisk misinformation

Det hele begyndte med, at Rusland fejlagtigt påstod, at Israel havde mobiliseret sin hær og ville gå i krig imod Syrien, som havde beskudt israelske landsbyer og stod bag terror-angreb.

Disse falske historier fik Egypten til at mobilisere og sende tropper ind i Sinai til den israelske grænse. Stemningen i den arabiske verden blev pisket op, så Nasser fremstod som den arabiske verdens uovervindelige helt.

Nasser fjernede alle FN tropper fra grænsen til Israel. Dernæst lukkede han Tiran Strædet på trods af en international aftale fra 1956 om, at strædet skulle være internationalt farvand.

”Vi vidste, at lukningen af Aqaba-Golfen (Tiran Strædet) betød krig med Israel. Når krigen kommer, vil det være en totalkrig, og målet vil være Israels udslettelse,” udtalte præsident Nasser nogle dage efter lukningen.

Israels premierminister Eshkol tøvede i flere uger med at gå i krig i håb om en forhandlingsløsning. Men Nasser ville ikke tabe ansigt, han var låst fast i sin hovmodige beslutning, som hele den arabiske verden beundrede.

Jøderne skulle besejres

USA foreslog forskellige måder hvorpå det internationale samfund kunne åbne denne sejlrute, men de handlede aldrig på disse ideer for at komme Israel til hjælp. Israel stod alene imod en overvældende overmagt.

Det lykkeds for den egyptiske general Amer at oppiske folkestemningen i Egypten, så råbet fra tusindvis af demonstranter om en hurtig krig imod Israel lød stærkere og stærkere i Cairos gader og kom til at styre begivenhederne. De ville have krig, jøderne skulle besejres og udrydes, de skulle ikke have lov til at have blot et lille landområde i den muslimske verden.

Angreb om morgenen

Denne uhyre spændte situation, der eskalerede igennem flere uger, var årsag til, at Israel, den 5. juni 1967 kl. 7.10 sendte ca. 250 fly ud over Middelhavet. De fløj så lavt, som de kunne, 5 meter over bølgerne for at undgå de 83 radarstationer i Egypten. Da jetjagerne var kommet forbi Nilens udløb, drejede de mod syd. De forsatte i lav højde ind over den egyptiske ørken og angreb de egyptiske flyvebaser fra vest, hvor egypterne ikke havde regnet med at blive angrebet.

Landingsbaner ødelagt

Landingsbanerne på 11 militære lufthavne vest for Nilen og 3 lufthavne i Sinai-halvøen blev ødelagt. Kun én lufthavn i Sinai-ørkenen blev sparet, da Israel skulle bruge den, når de havde indtaget Sinai. Derefter blev de fly, der stod på jorden, tilintetgjort. De israelske fly angreb 2 og 2 i bølger, så lufthavnene var under konstant angreb.

Et par af de egyptiske fly nåede at komme på vingerne, før landingsbanen blev bombet, men de blev hurtigt skudt ned. Israel sendte bølge efter bølge af fly, hvorefter de fløj tilbage til Israel.

Her skulle de kun bruge 8 minutter til at fylde benzin på og få lastet nye bomber. Egypterne skulle bruge 8 timer til de samme operationer.

Luftvåben udslettet

I løbet af få timer blev 286 egyptiske fly ødelagt på jorden. 13 lufthavne, 23 radastationer og luftværnsanlæg blev sat ud af kraft. Kl. 10.35 kunne den israelske øverstkommanderende for luftvåbnet, general Hod, meddele Rabin: ”Det egyptiske luftvåben eksisterer ikke længere”.

Derefter kom turen til Jordan, Syrien og Irak. Israel tilintetgjorde 450 fly i alt i de første dage af krigen og fik dermed herredømmet i luften fra denne første dag.

Propaganda

Men nyhederne fra Cairos radio lød ud over den arabiske verden: ”Israel angreb os i dag kl. 9.00.

Vores fly gik på vingerne og modstod angrebet, 86 israelske fly blev skudt ned, inklusiv et amerikansk bombefly. Vi har kun mistet 2 fly”. Der var vild jubel i Egyptens gader. Senere samme formiddag telegraferede Amer til general Riyad i Amman, Jordan at Israel havde ”mistet 75% af deres luftstyrke på trods af deres overraskelsesangreb.”

Kampen om Sinai

Egypterne havde 3 gange så mange tanks, ca. 900 imod Israels ca. 300 tanks ved fronten i Sinai.

Men Israel havde overtaget i luften og bombede de egyptiske stillinger. Israelske tanks angreb hurtigt og brød igennem de egyptiske stillinger i den 1. forsvarslinie – og dernæst brød de igennem den 2. forsvarslinie.

De egyptiske generaler havde ikke givet ordre til at angribe eller forsvare sig. Så nogle steder kunne israelske tanks køre igennem uden at blive angrebet.

Det var, som om der var én foroven, der holdt hånden over de israelske tanks.

Men andre steder mødte de modstand og måtte kæmpe hårdt. Da den første forsvarslinie var gennembrudt, brød den ægyptiske hær sammen. Der opstod panik og forvirring. Først fik de ordre til at trække sig tilbage, men senere fik de en kontraordre om at forsvare nogle pas i Sinai.

I løbet af de første dage af krigen kom de israelske tanks frem til Suez-kanalen og lukkede for de egyptiske forsyningslinier, så de ikke havde ammunition eller andre forsyninger. Mange overgav sig og efterlod deres tanks og andet materiel i Sinai-ørkenen. Tusindvis af egyptiske soldater blev dræbt på grund af deres lederes hovmod og fejlbedømmelse af den militære situation.

Jerusalem og Vestbreden

Jordans kong Hussein, som tøvende var gået med i krigen, begyndte at bombe Jerusalem og Tel Avivs forstæder, over 900 bygninger blev ramt, på trods af flere israelske advarsler.

Dette resulterede i, at den israelske hær fik ordre til at indtage den østlige del af den gamle bydel af Jerusalem. Der blev kæmpet fra hus til hus. Til sidst måtte de jordanske soldater overgive sig, og hele Vestbreden (Judæa og Samaria) faldt i israelske hænder.

Golanhøjderne

Israel var under tidspres, da Rusland insisterede på at få en våbenhvile, ellers ville de gå ind i krigen med russiske tropper.

Syriske tanks og artilleri havde beskudt israelske kibbutzer i flere dage og general David Elazar havde tryglet Dayan om lov til at angribe de syriske stillinger langs grænsen i Golanhøjderne, men dette blev nægtet, indtil natten før den 6. dag.

Elazar havde skuffet lagt sig til at sove. Men en halv time senere blev han vækket, da Rabin ringede og gav grønt lys. ”Vi har endnu ikke bundet os til en våbenhvile,” sagde han. Elazer gav straks ordre til fremrykning. I begyndelsen var der hårde kampe, men senere mødte de til deres store overraskelse meget ringe eller ingen modstand. Syrerne havde efterladt deres tanks og militært isenkram og var flygtet i panik.

Kl 8.30 den 6. dag af krigen rystedes Golan af voldsomme eksplosioner. Syrerne sprængte deres egne bunkere i luften, brændte dokumenter og trak sig tilbage til en forsvarslinie nogle få kilometer fra Damaskus.

Hele Golan lå nu åbent for den israelske hær, som indtog Golanhøjderne.

Russerne var overbeviste om, at Israel ville indtage Damaskus og rapporterede om israelske luftangreb på byen. De mente det alvorligt med at gå ind med russiske tropper, hvis der ikke blev en gensidig våbenhvile. Den internationale spænding steg til uanede højder, da USAs forsvarsminister McNamara beordrede stillehavsflåden til at sejle imod øst.

I løbet af 6 dage havde Israel indtaget Sinai-ørkenen, Jerusalem og Vestbreden, Judæa og Sararia samt Golanhøjderne, så Syrien ikke længere kunne beskyde Israel fra disse højder.

Opgøret efter krigen

Tabstallene af menneskeliv og sårede var 1 til 25 i Israels favør. Israel mistede ca. 800 mand.

Israel ødelagde 85% af Egyptens luftvåben og krigsudstyr til en værdi af 2 milliarder US dollars.

Krigsudbyttet var 320 kampvogne, 480 kanoner, 2 intakte SAM missilbatterier samt 10.000 køretøjer.

Fra Jordan erorobrede Israel 179 kampvogne, 53 pansrede mandskabsvogne, 1.062 kanoner, 3.166 køretøjer samt næsten 20.000 andre våben.

Syrien mistede mindst: 470 kanoner, 118 kampvogne og 1.200 kørertøjer. I alt ødelagde det israelske luftvåben, IAF, 469 fjendtlige fly, heraf 50 i luften.

Aldrig i militærflyvningens historie har brugen af luftstyrker spillet en så stor og afgørende rolle, bemærkede Englands luftvåbensattaché i Tel Aviv, R. Goring-Morris.

Men der skulle endnu en krig til, før Egypten og Jordan sluttede fred med Israel i henholdsvis 1979 og 1994.

På den 7. dag efter krigen hvilede israelerne ved Grædemuren i Jerusalem.