Forsvinder virkeligheden under politisk korrekthed?
”Mangfoldighed og kulturberigelse betyder ikke blot gensidig udveksling, men dækker over alle gruppers kamp mod alle.
Tolerance er ikke længere en fordring til den, der lytter: at man skal tolerere det, man ikke bryder sig om. Tolerance stilles derimod som en fordring til den, der ytrer: at man ikke sårer andres følelser”. s. 88
En række forfattere og debattører har slået sig sammen i et opråb imod den politiske korrekthed, som både har et liberalt og et socialistisk udspring. Det er blandt andre navne som Marie Krarup (DF) og Søren Hviid Pedersen, og en række tydeligt konservative intellektuelle, som bidrager til denne samling af kritiske indlæg imod en politisk korrekthed, som de opfatter som ødelæggende for både sandheden og muligheden for at diskutere den sanselige virkelighed.
Det starter, ifølge flere indlæg, med en sproglig relativering, hvor sproget forvandles, således at visse ord dæmoniserer dem de anvendes imod. Det er fx ord som racist, homofob og så videre.
Ord, som frigøres fra deres substantielle og etymologiske betydning og bliver stigmatiserende for dem, de anvendes på. Samtidig med dæmonisering ved hjælp af visse begreber, bliver andre begreber illegitime at benytte, således er neger og andre referencer forbundet med race, køn, seksualitet, nationalitet osv. associeret med noget, som enten er usømmeligt at benævne eller i konflikt med den individuelle ret til at konstruere sin egen identitet og virkelighedsopfattelse.
Der leveres sønderlemmende kritik af såvel socialistiske – liberalistisk og neo-konservatistiske strømninger, som på hver deres måde er med til at underminere alt det gode i verden.
Monica Papazu, som sammen med Marie Krarup redigerer bogen, taler om, at common sense er bandlyst i kampen mod fordomme, den politiske korrektheds udråbte fjende. Dermed bliver det nedladende at tale om handicappede, som krøblinge og blinde, eller om uønskede børn, verden skal omdefineres, forstås!
Det bliver illegitimt at bruge de biologiske køn som betegner, når man skal tiltale et andet menneske, hvis denne person selv opfatter sig som noget andet end det køn, naturen har udstyret vedkommende med. Ja, det er kommet så vidt, at anerkendte professorer presses ud af job og position, hvis de ikke vil gøre vold på deres egne anskuelser, for at tilpasse sig studerendes selvkonstruerede virkeligheder.
Selv på det geopolitiske plan, må vi forstå, er der noget helt grundlæggende galt med vores virkelighedsopfattelse. Det gælder for eksempel i relationen mellem Vesten og Rusland, med situationen i Ukraine, som det ultimative eksempel på, at vi ikke evner at forholde os til Rusland på en anden måde end som aggressor.
Som anmelder bliver det svært at give nogen entydig vurdering af bogen. Der er på den ene side mange velunderbyggede pointer, som jeg finder væsentlige og tænker ville vække opsigt, hvis de da ikke bare affærdiges af den politiske korrektheds politi.
Samtidig er der en voldsomhed i kritikken af snart det ene, snart det andet ideologiske ståsted, som ikke er traditionelt konservativt, som gør, at man kan få den tanke, at forfatterne blot er talerør for nogle andre fordomme, end dem de forsøger at bekæmpe, og det er ikke alt sammen lige smukt.
Den politiske korrekthed og virkeligehedens forsvinden
Redaktion: Monica Papazu og Marie Krarup
357 sider. 269,95 kr.
Forlaget Hovedland
