Kristne forfølges mest – i 143 af verdens lande

En gruppe flygtninge er netop ankommet til byen Kirkuk i det nordlige Irak efter flugt fra Islamsik Stat. Foto. Mission Øst 2016.

Regeringer verden over indfører stadig flere restriktioner mod trossamfund. Det går især ud over kristne og muslimer, viser en undersøgelse fra Pew Research Center.

Pews rapport med titlen ”A Closer Look at How Religious Restrictions Have Risen Around the World,” udkom den 15. juli i år. Undersøgelsen dækker perioden fra 2007 til 2017 og foregik i 198 lande.

Kristne forfølges mest

Endnu en gang viser det sig, at kristne udgør den mest forfulgte gruppe. Kristne forfølges nu i 143 lande, mens muslimer forfølges i 140 lande og jøderne i 87 lande.

“I løbet af de 10 år fra 2007 til 2017 er der sket en markant forøgelse af regeringers indgreb mod religion ud over verden. Det drejer sig både om love og regler og om handlinger foretaget af regerings-embedsmænd, som begrænser religiøs tro og praksis.

Også social fjendtlighed overfor religion—inklusiv vold og chikane begået af privatpersoner, organisationer eller grupper er steget siden 2007,” konkluderer Pew-forskerne.

Hvert år udgiver Open Doors en opdateret udgave af ”Verdensranglisten”, som dels viser, hvor i verden kristne forfølges mest og dels beskriver, hvordan forfølgelsen foregår.
Højrisiko-områder

Ikke overraskende foregår forfølgelsen af kristne og muslimer især i Mellemøsten og Nordafrika. Kristne forfølges også voldsomt i Asien og Stillehavsområdet.

Samtidig er antallet af folkerige nationer som fx. Kina og Rusland, der udsætter kristne for meget alvorlige grader af forfølgelse vokset fra 40 til 52 i løbet af det pågældende årti.

Stramninger i Europa

Også demokratiske regeringer i Europa har strammet reglerne for trosudøvelse og fordoblet antallet af restriktioner i løbet af tiåret. Mange af disse er dog tilsyneladende indført for at begrænse radikalisering og terror.

Pew fandt, at flere lande har indført regler for religiøs beklædning, ligesom blandt andet Spanien har begrænset muligheden for offentlig forkyndelse.

Nord- og Sydamerika har færrest restriktioner, men også her steg antallet af lande med regler for religiøse aktiviteter fra 16 til 28.

I Pew-rapporten hedder det om USA: ”USA rangerer blandt de højst-scorende lande i denne kategori (chikane af enkeltpersoner og grupper) i 2017”.

Det skyldes til dels de hvide højreekstremisters demonstrationer i Charlottesville, Virginia, hvor demonstranterne ytrede både antisemitiske og racistiske holdninger, brugte hagekorsflag og råbte slagord mod jøderne.

200 fængslede ’Asia Bibier’

De værste restriktioner mod trosudøvelse findes i Kina, Iran, Rusland, Egypten og Indonesien.

Færrest restriktioner findes i Sydafrika, Japan, Filippinerne, Brasilien og Sydkorea. Ifølge Pew findes der kun 26 lande i verden, svarende til 13%, hvor alle religiøse grupper behandles ens.

Pew-rapporten udkom til en høring om trosfrihed arrangeret af USAs udenrigsministerium i Washington, D.C.

Blandt deltagerne var Shaan Taseer, søn af Punjabs guvernør Salmaan Taseer, der blev likvideret i 2011, fordi han støttede den kristne fange, Asia Bibi.

Shaan Taseer tryglede menneskeretsadvokaterne om at fortsætte kampen for de undertrykte i blandt andet Pakistan, hvor strenge blasfemilove bliver brugt imod religiøse minoriteter.

“Mens Asia Bibi — verdens mest berømte offer for blasfemi – nu er en fri kvinde, skal I alle vide, at der stadig er over 200 Asia Bibier, som sidder i fængsel i Pakistan anklaget for blasfemi – og det er endda kun de officielle sager,” understregede Shaan Taseer.

Han opfordrede USA til at bruge sin indflydelse overfor Pakistan for at ophæve landets blasfemilove.

”Jeg er ikke i tvivl om at Pakistans blasfemielove ligesom Jim Crows love, apartheid-lovene fra Sydafrika og Nurnberg-lovene fra Nazi-Tyskland vil indtage deres retmæssige plads i historiens skraldespand.

Når den dag kommer, og jeg håber, det sker i min levetid, vil vi spørge os selv, hvad vi gjorde for at hjælpe dem, der led under disse love,” understregede Shaan Taseer.