Ebola-overlever vender tilbage til Afrika som lægemissionær

Lægemissionær Kent Brantly talte til verdenspressen, da han i august 2014 blev udskrevet efter endt behandling for ebola.
Dagen idag er en mirakuløs dag. Jeg er så glad for at være i live og rask og for at være genforenet med min familie, sagde Brantly på pressemødet. Han fortalte derpå om hele forløbet og om sin tro på Gud.

Amerikanske Dr. Kent Brantly, der pådrog sig den dødelige ebola-virus som læge i Liberia i 2014, vender nu tilbage til Afrika som lægemissionær.

I denne omgang skal Kent Brantly og hustruen Amber, der er sygeplejerske, sammen med deres to børn rejse til Zambia.

”Vi har bedt og fastet og talt sammen om det. Og Gud har åbnet dørene på hvert skridt af vejen,” fortæller Kent Brantley i et interview med The Christian Chronicle. Han tilføjer, at de sidste fem år har været en tid med følelsesmæssig og åndelig helbredelse, så familien nu føler sig bedre rustet til den nye opgave, end de var, da de rejste til Liberia.

I juli 2014 blev Kent Brantly smittet, mens han arbejdede med ebola-patienter i Monrovia som lægemissionær for Samaritan’s Purse. Han fik eksperimenterende behandling med lægemidlet ZMapp og blev fløjet til USA, hvor han fik tre ugers intensiv behandling på et hospital i Atlanta. Han overlevede, selv om ebola har en dødelighed på 90 %.

– Det er vigtigt at vælge barmhjertighed fremfor at at lade sig styre af frygt, understreger Amber og Kent Brantley, som har fået skrevet en bog om næstekærlighed midt under ebola-epidemien.

De næste to år skal Kent Brantly arbejde i Zambia på det afsidesliggende Mukinge Mission Hospital for organisationen Christian Health Service Corps.