Poul er trofast mod Guds kald

Poul Thomsen er netop vågnet fra sin middagslur, da Udfordringen møder ham til bibelcamping på missions- og nødhjælpscentret Sarons Slette i de smukke, bølgende bakker i Vesthimmerland. Han drejer ind på pladsen i sin golfvogn, som transporterer ham rundt på området, fordi helbredet ikke længere er til at trave lange stræk.

Den stovte himmerlænding og en Guds mand med en vilje af stål og et hjerte af guld, med seler og et lunt glimt i øjnene, sagde det allerede i telefonen: ”Nu er jeg jo fyldt 80, og så har man da lov til en middagslur”.

Vi mødes på pladsen foran dét, der engang var Poul Thomsens landbrugsejendom med 41 sortbrogede malkekøer og opdyrkede marker, men som efterfølgende og gradvist blev omdannet til et moderne missions- og nødhjælpscenter, Sarons Slette. Med udsigt til Nordeuropas største golfbane, der er nærmeste nabo, og kæmpe vindmøller, hvis lange vinger står og skærer riller i luften ude i det fjerne.

Herude, lidt uden for landsbyen Gatten og et kvarters kørsel sydøst for Løgstør, holder Poul Thomsen denne sommer i begyndelsen af juli sin bibelcamping nummer 37.

Trofast skare

Det ugelange sommerstævne hører til landets mindre bibelcampinger og lever sit eget stille liv i det store katalog og udbud af kristne stævner. Med en trofast skare af deltagere, hvoraf de fleste for længst har overskredet livets midterlinje og er gået på pension.

Derfor er det heller ikke kæmpe hoppeborge og øredøvende lovsangskoncerter med blinkende lysshows, der ligefrem præger denne bibelcamping, men først og fremmest ro og faste ritualer.

Et møde om formiddagen. Et møde om eftermiddagen. Et aftenmøde. Kaffe og blødt brød. Og masser af hyggeligt samvær med gamle og nye bekendtskaber.

Blandt talerne er Per Hyldgaard og Hans Berntsen og Rune Edvardsen fra Norge, og Poul Thomsen har hentet hjælp til det praktiske i form af fem unge kvinder fra en samarbejdskirke i Ukraine, som er kommet herop i 14 dage, og af ildsjælen Mette Rønfeldt Poulsen fra Ungdom Med Opgave. Den lille gruppe af børn underholdes med tryllerier af Henny Solskin, som også fortæller dem om Gud i børnehøjde.

Trofastheden er stor, for mange er kommet år efter år. Guds trofasthed mod stedet, og den trofasthed og vedholdenhed og det kæmpe arbejde, som rigtig mange har lagt her på stedet i årenes løb.

Med fra start

Flere af campens deltagere er også involveret i det store nødhjælpsarbejde, som Sarons Slette i årevis har stået for, med indsamling, sortering, pakning og transport af bl.a. tøj og hospitalsudstyr til især lande i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen.

– Jeg var med til at genne køerne væk, da gården blev omdannet til nødhjælpscenter. I de første år med bibelcamping hentede jeg teltet, som vi brugte dengang, smiler Kjeld Sommer, 69 år, som står bag ”Fristedet” i Brovst, og som er på bibelcamping med hustruen Anni. Kjeld Sommer har været chauffør på 3-4 transporter til Hviderusland med nødhjælp.

Villy Jørgensen, 82 år og pensioneret sognepræst, har også kørt nødhjælp – til Ukraine – og har deltaget i bibelcamps på Sarons Slette helt fra starten.

– Det her er en lille oase midt i hele Vesthimmerland. Her er dejligt at komme. Her er et godt fælleskab med andre kristne, siger Villy Jørgensen, som er på stævnet med sin hustru, Ingeborg.

– Man må sige, at Poul har gjort et godt stykke arbejde. Både med hensyn til bibelcampingerne og nødhjælpsarbejdet. Han har gjort det af et uegennyttigt hjerte, siger Villy Jørgensen med henvisning til Poul Thomsens kæmpe engagement i årenes løb.

Guds kald

Trofasthed er et nøgleord, når man skal beskrive Poul Thomsen. Trofast overfor det kald fra Gud, som han fik for mange år siden, og som var startskud til missions- og nødhjælpstjenesten.

Mottoet for dette års bibelcamping er taget fra 1. Korinterbrev og er egentlig ret sigende for, hvad det hele handler om: ”Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft”.

Kraften til at gøre en forskel i verden.

– Jeg befandt mig fint som landmand, fortæller Poul Thomsen som optakt til, hvad der skete, da han begyndte at modtage Guds kaldelse.

Poul Thomsen, der voksede op i et baptisthjem i Vindblæs – en halv snes kilometer nordpå – var som ung landmand taget til Sjælland for at spare op til at købe sin egen gård. Egentlig ville han have læst til agronom, men det forhindrede ordblindhed ham i. Han giftede sig med Elsie og flyttede tilbage til Himmerland, hvor parret købte gården ved Gatten. Han købte mere og mere jord op, så man på egnen ligefrem begyndte at omtale ham som ”storbonden”.

Men en dag skete der noget. Et kristent teltmøde i Aalborg forandrede alt. Poul Thomsen røg sit livs sidste cigaret i teltåbningen og begyndte at blive undervist af Gud, når han gik i stalden om morgenen, fortæller han.

– En dag sagde Gud til mig, at vi skulle tage til et kristent møde i Aalborghallen, hvor en norsk prædikant talte. På det møde blev min ordblindhed helbredt. Jeg havde efterfølgende altid Ny Testamente på mig, når jeg gik i stalden og i marken.

– Der skete en revolution i vores liv, og vi begyndte at prioritere alting i ny rækkefølge. Vi begyndte at holde hjemme- og helbredelsesmøder på gården, husker Poul Thomsen.

Nybrud

En dag talte Gud til ham igen. Han skulle omdanne gården til et nødhjælpscenter. Malkekøerne blev solgt, og den store maskinhal blev omdannet til sorterings- og pakkehal, som fungerer som mødesal ved bibelstævnerne. Siden er det gået slag i slag med ombygninger og fornyelser, og i årenes løb er der blevet skibet 3.000 tons nødhjælp afsted til 10 lande på tre kontinenter.

– Når jeg hører Guds røst, så lægger jeg fra land med 120 i timen, siger Poul Thomsen om det Guds kald, der satte det alt sammen i bevægelse, og som han er forblevet tro mod i alle årene.

Men et skrøbeligt helbred får ham nu til at trappe ned, for ”jeg har ikke kræfterne mere”, som han siger. Derfor var årets bibelcamp den sidste med ham som arrangør, siger han, og for nødhjælpsdelen er planen, at den skal overgå til Mission Uden Grænser, som har lignende projekter.

Mange af de frivillige, der hjælper til med pakning, er folk oppe i årene, så det er strengt nødvendigt, at nye kræfter kommer til. Tidligere sendte man et vognlæs nødhjælp afsted hver måned, men i dag er ressourcerne ikke til mere end 3-4 læs om året.

– Vi har mistet mange af de gamle tropper, som er blevet forfremmet til Herligheden, konstaterer Poul Thomsen, som sidste år selv mistede sin hustru, Elsie.

– Vi har nok ikke været så gode til at få fat i næste generation, og det er jo hovedsageligt pensionister, vi har til at gøre arbejdet, siger han.

Selv om det bliver uden Poul Thomsen som arrangør, forventes det, at bibelcampingen også bliver til noget næste år.

Hans egne planer er fremover at bruge mere tid til at fordybe sig i Guds ord, fortæller han.