Unge søgte åndelig føde og fællesskab på SommerOase
Flere unge end sidste år deltog på årets SommerOase i Horsens.
– Det er en af vores meget positive fortællinger i år, siger Anika Follmann, som er landsleder i Børne- og UngdomsOase, om den mærkbare stigning i antallet af unge deltagere på SommerOase i Horsens.
Ved ugens start havde henholdsvis 18,7 og 16,5 procent flere deltagere indskrevet sig på de to ungdomsspor, Teen Track og TuneUp, end sidste år.
– Vi kan se, at de unge trækker hinanden med og rejser herned med venner fra efterskolen, fra kirken eller bare kristne venner, siger Anika, som tror, at SommerOases bestræbelser på at ramme det, som de unge interesser sig for, er en vigtig faktor.
– De søger på den ene side meningsfulde fællesskaber med møder, musik og lovsang, og tid til blive fyldt op af Gud og Helligånden. Men jeg tror, at det har betydning, at vi kan tilbyde et solidt spor med forskellige seminarer, der er relevant for de unge.
– De er i en alder, hvor de er begyndt at forholde sig til eksistens og til deres egen identitet og er ved at træde ud i selvstændige liv. Nogle af dem står overfor studievalg eller er allerede i gang på en videregående uddannelse, hvor de præsenteres for mange forskellige verdensbilleder og for videnskabelige forklaringer, som de må forholde sig til.
– De skal også forholde sig til deres egen tro og deres egen seksualitet, og på de sociale medier sker der hele tiden nyt. Derfor er det vigtigt, at vi møder dem, hvor de er, og tilbyder seminarer, som er relevante for netop dem, siger Anita Follmann.
SommerOase havde samlet set også flere deltagere end sidste år, om end stigningen var mere beskeden end blandt de unge. I alt var 6.447 personer omkring stævnet på Bygholm Landbrugsskole & Kursuscenter ved Horsens, inkl. besøgende på gæstedagen.
Relevante emner
Kirstine Marie Svinth er én af de unge, som sætter pris på gode seminarer.
– Jeg er kommet på SommerOase i 14 år, og i mange år var det fællesskabet, der trak. Men jo ældre, jeg er blevet, jo mere betyder det med god undervisning og gode seminarer, hvor har relevans for mig. Jeg kan godt lide seminarer med sårbare ”tabu-emner” som fx unge og seksualitet og ”Når Gud ikke helbreder” og den slags. Det åbner op for nogle gode samtaler, og får én til at reflektere over sin tro, siger Kirstine Marie Svinth.
Udfordringen mødte hende på unge-campen i selskab med veninden Betina Laugesen, som var daggæst, og som hun netop har været på den nyetablerede Oasehøjskole sammen med, på højskolens første hold.
– Det var en udfordrende oplevelse i et højt socialt tempo. Fordi vi var det første hold, var vi med til at forme stedets værdier og havde stor indflydelse og kom med idéer. Med kun 30 elever kom fælleskabet også til at stå stærkt, fortalte de to unge kvinder. Oasehøjskolens elever var med til at sætte præg på årets sommerstævne og stod bl.a. for udsmykningen af det store mødetelt.
Mange vidnesbyrd
Årets vellykkede SommerOase havde ”Kraften fra det høje” som tema, og ugen igennem var der fokus på Helligåndens virke i møder og seminarer på tværs af aldersgrupper og spor. På sommerstævnet blev også DanskOases 30 års jubilæum markeret.
DanskOases generalsekretær, Ruben Dalsgaard, ser tilbage på et Oase-stævne, der var ”helt fantastisk”.
– Vi har fået overstrømmende tilbagemeldinger. Rigtig mange har oplevet en berøring af Gud, og vi har hørt mange vidnesbyrd, både om helbredelser og om mennesker, der enten tog Jesus ind i deres liv for første gang eller tog nye skridt i deres tro på en levende Gud, siger Ruben Dalsgaard.
Næste års SommerOase i Horsens får temaet ”Kraften i det lave”.