Din farisæer!

”Din Farisæer” er et udtryk, som de færreste vil blive glade for at blive kaldt. For i udtrykket bliver der sagt, at man er en hykler, og man er bedrevidende.

Hvor kommer udtrykket mon fra? Jeg tror, det kommer fra dagens evangelietekst, hvor Jesus fortæller om farisæereren og tolderen i templet.

Vi lytter til teksten, og vi bider tænderne sammen over for farisæreren, for vi kan slet ikke klare hans bedrevidenhed og selvhøjtidlighed.

Din tolder!

Men det var egentlig ikke sådan, at de første tilhørere hørte Jesus fortælle den her historie.

Her var det helt omvendt. For farisærerne prøvede at hjælpe mennesker til at leve i en relation med Gud og med andre mennesker. Tolderen var på den anden side den, man bed tænderne sammen over for.

Dengang sagde man ikke: Din farisæer! Men man sagde: Din tolder! For tolderen var en, der arbejdede for fjenden, og som stjal fra folk. Tolderen var nedbrydende for samfundsordnen og det gode liv i Jerusalem.

Fællesskab med Gud

Da Jesus fortalte den her lignelse, var han dybt provokerende. For han fortalte en historie om, hvordan alle er velkomne i fællesskabet med Gud.

Guds invitation til mennesker var ikke defineret ud fra, hvem der kunne citere mest fra Skriften eller bede de flotteste bønner.

Fællesskabet var ikke defineret ud fra, hvem der kæmpede mest for jødernes selvstændighed, eller om de arbejdede sammen med besættelsesmagten.

Nej, fællesskabet med Gud var defineret ud fra, hvem der i deres hjerte anerkendte, at de var dybt afhængige af Gud; at livet drejede sig om Gud og næsten i stedet for om dem selv.

Hvem er inviteret?

Hvad betyder det for os i dag? Vi lever ikke længere i et samfund, hvor vi har toldere og farisærere. Alligevel tror jeg, at vi lever i et samfund, hvor der er mange, hvis umiddelbare ydre eller omstændighed gør, at vi ikke lige forestiller os, at de inviteret er med i Guds fællesskab.

Måske taler de om tro på en måde, der er helt anderledes end den måde, kirken taler om tro på.

Måske er de ramt af livets hårdhed, og vi værdiger dem ikke engang et blik i vores travle hverdag.

Måske er det bare dem, der ikke helt ved, hvordan man sætter ord på, at der findes noget større; noget som er uden for det, vi kan måle og veje.

Måske er det i virkeligheden os. Når vi giver plads for at fornemme, at livet er et mysterium, som vi ikke helt kan sætte ord på, men som vi lever. Som har et formål, og som handler om at leve i relation med mennesker, jorden og skaberen selv.

De gode nyheder

Det er altså gode nyheder, Jesus kommer med til os i dag.

Det er nemlig en invitation til at give slip på sig selv og sin egen formåen og i ens afmagt at træde ind i fællesskabet med Gud. For tolderen skete det ved den simple bøn: “Gud, vær mig synder nådig”.

Igennem den korte sætning sagde han, at han godt vidste, at han alt for ofte havde fået verden til at dreje sig om ham.

At han så ofte havde forsøgt at lykkes ud fra egne evner og muligheder.

At han havde været selvvisk og søgt sin egen vinding.

I denne sætning bad han om, at Gud måtte vise ham en bedre vej. En vej, hvor han ikke skulle opfinde sig selv og formålet med livet, men hvor han vovede at tro på, at Gud kunne give ham formål og forståelse for livet.

Frigjort til fællesskab

På samme måde må vi bede en bøn i dag, hvor vi indrømmer over for os selv, at vi ikke helt ved, hvordan og hvorledes det hele forholder sig.

Hvor vi vover os på troens rejse, for vi har en fornemmelse af, at vi der kan blive frigjort fra egne præstationer og krav.

Og lige netop i den frihed bliver vi bundet til de mennesker, der er omkring os, og til skaberen som hele tiden og utrætteligt inviterer os ind i fællesskabet med sig – igennem sin søn Jesus.

Søndagens tekst: Luk. 18: 9-14

Stolthed kontra ydmyghed

9Derefter fortalte Jesus en historie til nogle, som var stolte over deres egen fromhed og følte sig højt hævet over andre:
10»To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden var skatteopkræver.
11Farisæeren stillede sig frem foran de andre og bad således: ‘Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som så mange andre: røvere, ægteskabsbrydere og andre onde mennesker – eller som den skatteopkræver, der står derhenne. 12Jeg faster to dage om ugen, og jeg giver tiende af alt, hvad jeg tjener.’

13Skatteopkræveren stod for sig selv med sænket blik. Han slog sig brødebetynget for brystet og sagde med fortvivlelse i stemmen: ‘Åh, Gud, vær nådig mod mig. Jeg er en synder.’

14Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk